**Dagbogsnotat 15. oktober**
I to uger kom en kat hver dag og satte sig ved vinduet. Personalet kunne næppe tro deres egne ører, da de fandt ud på årsagen.
Irene, den nyuddannede sygeplejerske, kom farende ind på kontoret ung og fyldt af iver, med funklende øjne og rødmende kinder.
“Tove! Den er der igen! Kan du forestille dig?”
“Hvem *’den’*?” Afdelingslederen gned træt sin pande. Nattevagten havde været hård, og nu dette
“Katten! Den grå med det hvide øre Den har siddet der i en hel time! Og den kommer hver eneste dag!”
“Hvad mener du med *’hver dag’*?”
Tove, lederen af intensivafdelingen, bladrede igen igennem papirerne før sin runde. Den nye patient i stue 4 var stadig bevidstløs. Fjorten dage i koma efter at være blevet kørt ned på et fodgængerfelt. En eller anden idiot, der kørte over for rødt Som om de ikke havde nok at se til med de planlagte patienter!
Irene satte sig på kanten af en stol.
“Den har været her i to uger. Ved vinduet til Annelises værelse. Sidder og stirrer, bare stirrer Portørerne jagter den væk, men den kommer altid tilbage. Vi kalder den Vagten.”
Tove rynkede panden som om de ikke havde nok med forældede patienter! Hun ville til at skælde ud på sygeplejersken, men der var for meget at lave. Alligevel var der noget i Irenes stemme, der fik hende til at rejse sig og gå hen til vinduet.
På vindueskarmen sad der faktisk en kat. Grå med et hvidt øre præcis som Irene havde beskrevet. Mager, men tydeligt huskat: pelsen var lurvet, men man kunne se, den engang havde været velplejet. Den sad på en underlig måde ikke i den sædvanlige kattestilling, men oprejst, som en vagtpost. Og den stirrede, uden at blinke, ind mod Annelises værelse.
“Det er da det vildeste,” mumlede Tove. “Vi har en patient mellem liv og død, og så sidder vi og snakker om en kat”
Men noget ved situationen gik hende ikke af sindet. Måske det faktum, at denne kat så ihærdigt kom igen, på trods af alle forsøg på at jage den væk. Hvilken loyalitet! Ikke alle mennesker havde sådan en.
“Hvad ved vi om patienten?” spurgte hun pludselig.
Irene trak på skuldrene.
“Næsten ingenting. Annelise, 52 år. Bor alene, besøges af sin datter engang imellem. Hun blev kørt ned på et fodgængerfelt lige ved sit hjem”
“Hvilket hjem?”
“Den der femetage derovre,” pegede sygeplejersken mod vinduet. “Den grå, på den anden side af hospitalsparken.”
Tove så igen på katten. Den så op, som om den mærkede hendes blik. Afdelingslederen fik gåsehud af dyrets intense øjne.
Svaret kom senere den dag, da Annelises datter kom med journalpapirer. Et foto faldt ud af mappen. På billedet sad Annelise i en stol, med en grå kat med et hvidt øre i armene.
“Er det” Toves stemme dirrede. “Hvem er det?”
Datteren smilede gennem tårer.
“Det er Mikkel, mors kat. Han forsvandt for to år siden løb ud, da VVS’erne lod døren stå åben. Hun satte plakater op overalt, ledte i hver en baggård” Hun tørrede øjnene. “Hun ville ikke engang flytte. Hun sagde: *Hvad nu hvis Mikkel kommer tilbage? Hvordan skal han så finde mig?*”
Tove følte en kuldegysning. Så var katten endelig dukket op men for sent. Måske var den i nærheden, da Annelise blev ramt af bilen og kørt til hospitalet. Den måtte have fulgt ambulancen for at finde hende. Men hvordan fandt den vinduet?
“Hvor hvor bor hun?” spurgte Tove.
“Lige herovre, bag hospitalet. I den grå femetage”
I samme øjeblik lød der en skarp alarm fra Annelises værelse. De løb Tove, Irene, datteren Hjertemonitoren viste tegn på, at hun var ved at vågne. Katten blev glemt i øjeblikket.
Da Annelise åbnede øjnene, var lægerne allerede omkring hende. Skarpt lys, stemmer, bippende maskiner Alt var tåget.
“Mor!” Datteren greb hendes hånd. “Kan du høre mig?”
Annelise forsøgte at nikke. Tale kunne hun ikke endnu munden var tør, halsen øm af respiratorrøret.
“Rolig, rolig,” sagde Tove. “Der er ingen hast. Du klarer det fint”
Senere holdt datteren hendes hånd og græd. Så smilede hun gennem tårerne.
“Mor, jeg har en overraskelse til dig! Du vil ikke tro det Mikkel er fundet!”
Annelise rystede, som om hun prøvede at sige noget. I hendes øjne læste de genkendelse, forundring og glæde.
“Du må ikke bevæge dig,” sagde Tove blidt. “Du må ikke blive ophidset.”
“Kan du forestille dig, mor,” sagde datteren og strøg hendes hånd, “han fandt dig selv! Han kom her hver dag, sad ved vinduet Lægerne lagde mærke til ham. Da jeg viste billedet, genkendte de ham med det samme!”
Tårer trillede ned ad Annelises kinder.
“Jeg har taget ham hjem,” fortsatte datteren. “Først ville han ikke med han ville tilbage til hospitalet. Men vi har aftalt, at jeg bringer ham til dig hver dag, når du er klar”
Da Annelise blev flyttet til en almindelig stue, kom datteren med en stor taske, hvorfra der lød utilfreds knurren.
“Katte er ikke tilladt,” sagde en portør strengt.
Men Tove vinkede bare afværgende.
“Lad ham være! Den kat har mere ret til at være her end de fleste mennesker.”
“Men altså” mumlede Irene, der var kommet til. “Vi troede, det var indbildning.”
“Det var det ikke,” svarede Tove stille. “Nogle gange er kærlighed stærkere end tid og afstand.”
“Kom så, lidt mere,” sagde datteren og løftede den forpjuskkede Mikkel op. “Nu skal du se mor”
Katten stivnede, snusede Og så sprang den op på sengen det eneste, der var synligt, var en grå pelsblur.
“Forsigtigt!” råbte Tove, men det var for sent.
Mikkel sad allerede ved hovedpuden og stødte sin næse mod Annelise. Han spandt så højt, at det lød i hele gangen. Og hun hun græd og lo på samme tid, mens hun forsøgte at stryge ham med sit dirrende hånd.
“Åh gud,” hviskede Irene og tørrede sine egne tårer. “Det er som i en film”
Fra den dag kom datteren hver dag. Til hendes overraskelse havde M
