Kære dagbog,
I dag har jeg endelig indset, at jeg aldrig vil gå til Mette igen for at låne en skruetrækker. Hun sagde, at hun ville få håndværkerne fra boligforeningen til at ordne alt, men jeg måtte selv tage mig af sagen.
Hvad er der sket? spurgte jeg, da hun så rød i ansigtet.
Det er alt sammen forkert! svarede Ivar og så flov. Hun… nå ja, du ved…
Jeg kunne næsten ikke forstå, hvad hun ville sige, så jeg afbrød hende.
Hvorfor har du ikke taget din mand med? spurgte Anna Jensen. Vi har betalt for to personer.
Jeg holder mig fra diæten, smilede Vibeke. Jeg har råd til et stykke kage!
Anna Jensen løftede et øjenbryn over sine briller. Jeg troede, vi skulle komme som familier!
Sofie kiggede på mig med et skævt smil. Så gemmer du din mand for os, Vibeke?
Ikke noget af den slags, svarede jeg. Han er bare syg!
Sofie lo og sagde: Begynder du at fejre nytåret tidligt? Så kunne vi have givet ham en kilo citroner, så han hurtigt blev rask!
Nanna rystede på hovedet og sagde: Så ville du ende som en enke.
Sofie rystede på hovedet: Vi har sådan en have her, alt vokser igen! Hverken mand eller kvinde går helt tabt.
Nanna nikkede og sagde: Så lad ham danse med os!
Sofie spurgte legende: Vibeke, har du overhovedet en mand? Måske er du bare lige så fri som en vinterfugl uden ring på fingeren?
Jeg svarede kort: Jeg har en mand.
Nanna bekræftede: Ja, ja! Hun bragte mig en ægteskabsceremoni fra HR, Ivar Petersen, hvis jeg husker rigtigt.
Sofie spurgte: Er du sikker på, at du ikke gemmer ham fra os? Det virker mistænkeligt!
For to måneder siden var der et firmaarrangement, og du var kun med din søn! Nu er der en firmafest, og du er helt alene. Din mand henter dig ikke fra arbejdet, han møder dig ikke engang ved døren!
Han arbejder, svarede jeg kort.
Anna Jensen rakte armene ud: Så lad os droppe de her kommentarer. Han er her! Vibeke er tilfreds! Ingen skal blande sig!
Som hovedbogholder på firmaet var Anna også ansvarlig for beslutninger på firmafesterne. Der var også en chef, men han var allerede ude på en ferie.
Da den anden skål blev hævet, sprang han op på dansegulvet som en ung dreng.
Veronika, som også arbejdede med mig, sagde eftertænksomt: Jeg tror, Vibeke gemmer sin mand for os. Vi er jo kollegaer, så vores forhold er også personlige. Jeg har endda været hjemme hos hende!
Sofie så bekymret på mig: Hvad så?
Veronika lagde armene i kors: Hvor mange gange har jeg været på besøg hos Vibeke, uden at se hendes mand? Jeg kan sværge på, at han har været der mindst to gange!
Jeg svarede: Han er enten på toilettet eller på balkonen! Han blander sig ikke i mine anliggender!
Forklaringen virkede rimelig, og alle ville have accepteret den. Men min stemme vaklede så meget, at de straks mistænkte mig for at skjule noget.
Nanna sagde: At lyve er grimt, Vibeke. Jeg kan altid spotte en løgn som HR-chef.
Jeg udbrød: Hvorfor er han så vigtig for jer?
Sofie sagde: Vi vil vide, hvilken type mand han er! Måske kan vi hjælpe med en lille opdragelse eller et kursus!
Jeg sagde: Jeg kan klare ham selv!
Sofie pressede på: Så fortæl os, hvordan han er! Du er kun seks måneder på firmaet, så vi ved næsten intet om dig!
Jeg trak på skuldrene: Ivar Petersen er en helt almindelig fyr. Han har et job, tjener omkring 30.000 kr. om måneden. Der er mange af dem.
Nanna lo drilsk: Du skjuler noget! Du stoler ikke på os, så du holder din mand væk fra dine venner!
Jeg spurgte: Hvad hvis jeg har reelle grunde?
Sofie svarede: Del dem, så kan vi vurdere, om de er gyldige!
Anna Jensen nikkede: Vores chef har sat projektet på pause, så vi kan nyde lidt livsfortællinger.
Jeg sagde usikkert: Ikke så meget interessant.
Sofie opmuntrede: Så lyt til os!
—
Før jeg flyttede til København fra en lille by 2.000 km væk, havde jeg en hel del vigtig livserfaring der. Den gamle tilværelse var fuld af store begivenheder, men den nye er rolig og stabil. Alle vigtige lektier blev lært i den gamle by, så den nye kan jeg nyde i fred.
Jeg mødte Ivar på arbejdet efter min erhvervsuddannelse. Han var lidt ældre, og i ranglisten stod han højere. Det blev en arbejdskærlighed, der senere udviklede sig til et solidt ægteskab. Kollegiet var glade for de unge, men glæden var delvis forvrænget.
Firmaet, hvor vores nye familie blev grundlagt, var overvejende befolket af kvinder; mænd var en knap ressource, især de tekniske ingeniører som Ivar. Mange mænd drømte om ham, og omkring 20 kolleger viste interesse i kontoret alene.
Da Ivar officielt blev min mand, faldt en bølge af jalousi over de andre kvindelige kolleger. De så mig som den, der tog dem en potentiel ægtefælle. De kunne ikke forstå, at kun jeg kunne vælge ham, selvom de havde jaget ham i årevis.
De spurgte mig: Er du en god kok? En god husmor? Gør du noget i den henseende? Jeg svarede med et glimt i øjet, at jeg er både god til madlavning og orden, som en rigtig pioner.
Da vores søn blev født, kom endnu en bølge af interesserede mænd. De kunne stadig ikke acceptere, at Ivar ikke længere var tilgængelig, og de overvejede endda at få ham tilbage i spillet.
Jeg arbejdede mig op til at blive gruppeleder og senere mønstermester, så jeg blev også udnævnt til vicedirektør for afdelingen efter barslen. Venskaber og fjendskab gik hånd i hånd, men intentionen om at splitte mig fra min mand var stadig til stede.
Mette, som også var gruppeleder, forsøgte at blive min ven. Jeg var ærlig og åben, og jeg hjalp hende, når hun havde brug for penge eller viden, og jeg sendte min mand ud på små reparationer i hendes lejlighed. Men en dag gik det for langt.
Ivar kom hjem fra Mette, hvor han havde skiftet stikkontakter, og han så helt revet ud.
Jeg vil ikke gå til Mette igen! Hun skal bestille håndværkere fra boligforeningen selv!
Hvad skete der? spurgte jeg. Er noget galt?
Alt er galt! sagde Ivar, rød i ansigtet. Hun kom på mig, som en storm! Jeg kunne næsten ikke slippe væk! Jeg har blå mærker på skulderen!
Jeg var målløs. Ivar svor på, at hans søn var syg, men han fortalte også, at han mødte hende i sin morgenkåbe. Han forsøgte at undvige, men hun greb ham som en klo, og han gik væk med blå mærker på armen. Han lovede, at han aldrig ville gå til hende igen.
Næste dag gik rygterne hurtigt rundt på lageret: Ivar havde haft en uforglemmelig aften med Mette! Hun viste endda et stykke af hans skjorte, som hun havde revet af i raseri.
Mette trak mig til toilettet og advarede mig om, hvad der ville ske, hvis hun fortsatte med at sprede falske rygtet. Jeg slog hende på kinden, så hun måtte gå og rede sit makeup. Jeg troede, det var slut.
På en firmafest i en stor restaurant gik jeg ud på toilettet i et par minutter. Da jeg kom tilbage, var min mand væk. Jeg ledte i mørke gange og korridorer, indtil jeg fandt ham men ikke som jeg havde håbet. Tre mandlige kolleger havde omringet ham, og de trak ham ud af tøjet. Jeg stormede ind, trak deres hår og slog dem med kraft, så de løb ud af rummet.
Min mand var fuldstændig ude af sig. Han spyttede, og jeg prøvede at få ham til at samle sig. Jeg så en videokamera på et stativ, og pludselig gik alt op for mig: de tre mænd var Mette og hendes to venner fra planlægningsafdelingen. Jeg ville have ødelagt videoen, hvis jeg havde set den i tide.
Efter festivalen skrev Mette og jeg begge op på at sige op. At søge hævn var meningsløst; vi skrev blot vores opsigelser, for kold rationalitet havde vundet. Det var nemmere at flytte væk end at blive i et giftigt miljø.
Bedre uden venner! sagde jeg til mig selv.
Senere talte min mand og jeg sammen og besluttede, at jeg ikke længere ville præsentere ham for mine venner eller kolleger.
De ser ham ikke, de ved ikke, så de kan ikke blande sig! sagde Ivar. Hvis de kommer på besøg, løber jeg eller gemmer mig.
På mit nye liv i Aarhus har jeg holdt mit privatliv adskilt fra arbejdet. Ingen kolleger eller venner ved, hvordan min mand ser ud, og det er blevet en lettelse.
Anna Jensen bemærkede: Hvilken forudsigende foranstaltning! Så koldt beregnet! Hvis ingen ved, så kan ingen snyde.
Sofie: Se på Natas historie! Hendes mand blev også snuppet af en ven. Så lad os holde vores mænd skjult.
Veronika: Det er interessant, men jeg vil ikke blande mig.
Anna Jensen: Jo, jo, hold jeres mænd væk fra jeres veninder. Jo færre, der ved, jo færre chancer for at miste dem!
Jeg indså i dag, at jeg må beskytte dem, jeg holder af, ved at holde dem ude af de snakkenes kreds. Det er den eneste måde at sikre, at ingen kan stjæle det, jeg har kæmpet så hårdt for.
Denne oplevelse har lært mig, at ærlighed og åbenhed kun er værdifulde, når de deles med de rigtige mennesker. Man skal vælge sine venner med omhu, for nogle relationer kan true ens eget livsglød.
Personlig lektie: Hold dine nærmeste tæt, men dine hemmeligheder tættere kun de du virkelig stoler på skal kende din virkelige verden.
