**Dagbog**
*Hvad laver vi her? Hvorfor sniger vi os ind i et fremmed hus?*
*Det er slut, Astrid, mellem os er det forbi! Jeg vil have en rigtig familie, børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har ventet længe, været tålmodig. Jeg har brug for en søn. Jeg har allerede indgivet skilsmissepapirerne. Du har tre dage til at pakke. Ring, når du skal afsted. Jeg bor hos min mor i mellemtiden. Skynd dig jeg skal gøre lejligheden klar til barnet og dens mor. Og ja, se ikke så forbløffet ud min kommende kone venter et barn! Tre dage, Astrid!*
Astrid tav. Hvad kunne hun sige?
Hun kunne ikke få børn. Mikkel havde allerede ventet i fem år. Tre mislykkede forsøg i den tid.
Lægerne, som Astrid havde besøgt utallige gange, sagde, hun var rask. Hvorfor lykkedes det aldrig?
Astrid levede altid et sundt liv.
Denne gang blev hun dårlig på arbejde, de ringede efter en ambulance, men det gik alt for hurtigt
Døren smækkede bag Mikkel, og Astrid sank udmattet ned i sofaen.
Hun havde hverken lyst eller energi til at pakke. Og hvor skulle hun overhovedet hen?
Før studietiden og ægteskabet boede hun hos sin faster. Farens søster var død nu, og hendes søn havde solgt lejligheden. Skulle hun vende tilbage til landsbyen? Leje en bolig? Hvad med arbejdet?
Spørgsmålene var mange, og hun skulle have svar hurtigt
Tidligt næste morgen gik døren op, og hendes svigermor trådte ind.
*Sover du ikke? Godt. Jeg er kommet for at sikre mig, du ikke tager noget, der ikke er dit.*
*Din søns gamle underbukser har jeg virkelig ikke brug for. Skal vi tælle mine?*
*Hvor er du fræk! Du var altid så sød, høflig, stille. Se, hvor det er endt. Jeg sagde til Mikkel efter den første gang, at du ikke kunne få børn.*
*Er det derfor, du er kommet? Så sid dog stille og hold øje med mig.*
*Hvorfor pakker du serviceet?!*
*Det er mit. Det er en erindring om min faster.*
*Nu bliver det tomt her uden det!*
*Det bekymrer mig ikke. Men du får et barnebarn.*
*Tag kun det, der er dit!*
*Bærbaren er min! Kaffemaskinen og mikroovnen også de er gaver fra kolleger. Min bil købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.*
*Du har alt, men du kan ikke få børn!*
*Det er ikke jeres bekymring. Jeg er rask måske var det Guds vilje.*
*Du virker slet ikke ked af det! Måske gjorde du det med vilje?*
*Det er vrøvl. Jeg orker ikke engang at tænke på det.*
Astrid så sig om hendes ting var pakket. Børsten, kosmetikken, sutskoene
Hun havde glemt noget vigtigt. Svigermoren forstyrrede hendes tanker.
Huskatten den gamle figur. Den havde en lille hemmelighed, som ingen kendte, ikke engang Mikkel. Indeni var der et sæt øreringe og en ring. Ikke af stor værdi, men dyrebare som erindring om bedstemor. Mikkel havde altid kaldt dem ragelse. Havde han smidt dem ud? Han plejede at smide alt unødvendigt ud på altanen. Astrid åbnede døren
*Hvad leder du efter derude? Pak og gå!* lød svigermorens stemme igen. *Siger du farvel til lejligheden? Så sig farvel. Du får aldrig sådan en igen.*
Endelig fandt hun katten alt var der. Nu kunne hun køre.
*Her er nøglerne. Farvel. Jeg håber aldrig at se jer igen.*
Astrid kørte til kontoret. Hun var stadig sygemeldt, men bad om at få ferie.
*Vi kondolerer alle sammen, men hvad gør vi uden dig? Er tre uger nok? Vær venligst klar til rådgivning halvdelen af projekterne kollapser uden dig.*
*Det går nok. Det vil gøre mig godt. Tak.*
*Har du brug for hjælp?*
*Nej.*
*Jeg sørger for feriepenge og bonus.*
*Tak, det er virkelig rart.*
Astrid ledte ikke engang efter en lejlighed hun kørte hjem til landsbyen. Selvfølgelig ventede ingen på hende. Bedstemor var død for tre år siden, og hun havde aldrig kendt sin mor. Hun døde i fødslen.
Og nu kunne Astrid selv ikke få et barn
En times kørsel, og hun var hjemme. Æbletræet. Tulipanerne.
Sidste gang hun og Mikkel var her, var det om efteråret de grillede og slap af.
Astrid parkerede på gårdspladsen. Nøglen til garagen lå i huset.
Hun åbnede døren og gik ind. Stilhed. Beskidte kopper og tallerkener på bordet. Hvorfor havde hun ikke nået at gøre rent sidst?
Nej, hun havde gjort rent! Nogen havde været her!
To kopper, tallerkener, juicekartoner, flasker af Mikkels yndlingschampagne. Det var bestemt ikke fra efteråret.
Så Mikkel havde været her men med hvem?
Det betød ikke noget længere
Kun Astrid havde nøglen måske havde han lavet en kopi. Tid til at skifte lås.
Nyt liv. Oprydning, så et varmt bad.
Astrid ville skylle al smuds og fortid væk.
Da hun skulle ud, bankede det på døren, så på vinduet.
*Hvem der?!*
*Er alt i orden?!*
*Ja* Hun lød forvirret.
*Undskyld.*
Astrid gik ud en fremmed mand stod ved huset.
*Undskyld, jeg skræmte dig. Jeg er din nabo. Jeg har set dig i dag røgen fra skorstenen forsvandt. Jeg tænkte, om der var sket dig noget*
*Tak, alt er fint.*
*Er du familie med Mikkel? Han var her for nylig med sin kone Er du hans søster?*
*Nej, hans ekskone. Næsten eks det er undervejs.*
*Er huset dit?*
*Mit.*
*Jeg er din midlertidige nabo. Bor her af familiegrunde. En ven lod mig bo her. Skilsmisse på vej i morgen er jeg fri. Beklager, hvis alt er godt, går jeg. Hvis du har brug for hjælp, så sig til. Jeg hedder Erik.*
*Astrid. Vent kan du skifte en lås?*
*Ja. Sig til, hvornår, så ordner jeg det.*
*Så hurtigt som muligt. Jeg køber en i morgen.*
*Lad mig tjekke og købe den måske vælger du den forkerte, og jeg skal alligevel til byen.*
*Okay.*
To uger gik. Endnu en uges ferie, og det var tid til at vende tilbage. Astrid havde vænnet sig til landet og havde ingen l
