Hej, jeg skal lige fortælle dig om fire små oplevelser, jeg har haft på det sidste, så du kan lægge dem på hylden og måske tænke over, hvad der betyder mest for os.
**Første historie Kaffekrus med blå kant**
Det hele startede, da min mor ringede og sagde, at jeg skulle kigge forbi bedstemors hus i Brønshøj, fordi hun har blandet sine piller. Jeg tænkte straks på mine deadlines, møder med kunder og den rapport, jeg skulle aflevere. Jeg åbnede munden for at sige, at jeg er helt optaget denne uge, men mor sagde kort:
Hun roder med tabletterne. Jeg er bekymret. Kan du tage et smut forbi, tak?
Så jeg tog toget om søndagen. I elevatoren duftede det af rengøringsmiddel og en andens parfume. På trappen stod naboens barnevogn og en kasse med sko, som altid ligger der. Døren til Inges stue knirkede, da hun åbnede den med sin gamle jernkæde, der klirrede.
Hvem er det? spurgte hun.
Det er mig, Lærke, svarede jeg.
Hun skubbede kæden til side, og hendes skuldre rakte sig lidt frem, som om de fandt noget mere stiv i kroppen.
Kom ind, jeg har lige sat en tekande på, sagde hun med et smil.
Køkkenet var så lille, at man næsten kunne røre ved væggene. Bordet var dækket med en tapet med citroner, to små barstole, et gammelt køleskab med magneter fra steder, hun aldrig har besøgt men børnebørnene har taget dem med hjem. På komfuret duftede en gryde med grøntsagssuppe, og ved siden af lå en lille keramikskål med blå kant, som jeg huskede fra barndommen. Den virkede så stor dengang, men nu var den bare en fin lille skål.
Hvorfor ringer du ikke? spurgte Inge, mens hun fyldte te i kedlen. Jeg troede, du var helt væk i din egen verden.
Jeg er også i en anden del af byen, svarede jeg med et grin. Bare en anden del.
Hun smilte og lagde kruset foran mig, mens hun selv hældte te i sit glas. Jeg forsøgte at tage emnet op:
Mor siger, du har rodet med pillerne.
Inge trak på skuldrene.
Din mor ser altid alting, mumlede hun. En gang tog jeg den forkerte pille, og så var panikken i gang. Jeg blander ikke, jeg tænker bare.
Tænker på hvad?
På, hvad jeg har brug for, og hvad jeg kan undvære.
Jeg rynkede panden. Jeg var kommet for at tjekke hendes medicin, men nu gik samtalen i en anden retning.
Lægen har ordineret, men du siger, du kan selv bestemme?
Inge nikkede roligt.
Lægen ser mig kun ti minutter ad gangen, men jeg har levet i 78 år.
Jeg mærkede den velkendte irritation boble op. Det føltes, som om ældre folk altid gør alting mere kompliceret.
Men du ved jo, at du har brug for pillerne…
Jeg ved det, men lad mig i stedet give dig en skefuld af min gulerodssuppe, sagde hun og løftede låget på gryden. Damp ramte mig i ansigtet, og duften af gulerødder og laurbærblade bragte mig tilbage til barndommens efterskolebesøg hos hende.
Jeg er dum, tænkte hun, eller måske bare forvirret?
Jeg svarede hurtigt, men så fangede jeg mig selv i at tænke, at hun måske havde ret.
Hun fortsatte:
I min alder er lykken, at jeg stadig kan vælge selv. Jeg kan drikke den her te, hvis jeg vil, eller lade være. Jeg kan spise suppe eller risengrød, hvis jeg har lyst.
Jeg insisterede på, at hun skulle tage sine piller, men hun svarede:
Piller er ikke lykke, de er bare en tidsramme. Jeg vil ikke leve længere, bare fordi jeg ligger og venter på, at nogen giver mig medicin.
Jeg nikkede, selvom jeg var skeptisk.
Jeg vil leve så længe, jeg kan hælde te i den blå skål selv, sagde hun og pegede på den.
Pludselig blev det klart, at den lille skål var hendes symbol på selvstændighed. Jeg foreslog, at vi skulle sortere pillerne i en dispenser, så hun selv kunne bestemme, om hun ville tage dem eller ej.
Inge så på mig med et blik, jeg aldrig havde set før som om hun så mig som en voksen, ikke bare som et barndomsbarn.
Okay, lad os gøre det, sagde hun.
Vi åbnede blisterpakningerne, læste vejledningen og fyldte de små rum i dispenseren. Samtalen gled over i snak om naboen fra fjerdedør, det dyrtede brød i supermarkedet og den nye tv-serie, alle ud i små detaljer, men alt sammen hyggeligt.
Da alt var klar, lukkede jeg dispenseren og placerede den på hylden.
Så er morgen og aften klar, men du bestemmer selv, sagde hun og klemte min hånd. Du skal også finde noget, der er dit, ikke kun de her rapporter.
På vej hjem åbnede jeg mobilen i metroen, men i stedet for at tjekke mails, skrev jeg en note til mig selv: Ingen laptop i sengen i aften. En aften om ugen uden arbejde. Det lød lidt fjollet, men også befriende. Jeg tænkte på Inge, hendes stemme og den blå skål, og jeg indså, at måske er en lille beslutning også et lykkens hemmelige ingrediens.
**Anden historie Ventetiden i lægehuset**
Søren sad på en hård plaststol i den offentlige lægeklinik og scrollede gennem nyhederne på sin telefon. Overskrifter om lån, nye smartphones og de seneste skandaler flød forbi. Rummet duftede af klor og antiseptisk medicin. Folk omkring ham havde kort i hånden, nogle bar masker, andre ikke.
Ved siden af ham satte en ældre dame med en beige frakke og en strikket hue sig ned på sin stok.
Hvilket nummer har du? spurgte hun og lænede sig frem.
Treoghalvfems, svarede Søren.
Jeg har treoghalvfems. Så er jeg foran dig, så er det fint.
Hun smilte, som om der var en usynlig forbindelse mellem dem.
Skal du til almen læge? spurgte hun.
Ja.
Ung, men allerede ved lægen. Det er rigtigt. Her går mænd kun, når de er helt brudt sammen, så siger de.
Søren sukkede. Hans ryg gjorde ondt, og han havde endelig fået mod til at gå til lægen efter mange måneders smerter. På arbejdet blev hans ryg kun en statistik: Ryg smerter, 32-årig, hvad nu? Men han kunne ikke længere sidde ved computeren i tolv timer uden at få problemer.
Hvem skal du til? spurgte han høfligt.
Til kardiologen, svarede hun. Jeg er jo som hans faste klient.
Hun lo stille.
Jeg hedder Maren Pettersen.
Søren.
Hyggeligt, Søren. Hvad laver du?
Jeg arbejder på et kontor med tal og analyser.
Åh, tal, husker jeg min mand, han var også revisor. Han regnede penge, kalorier og skridt.
Hun holdt pause et øjeblik, som om hun lyttede til sine egne tanker.
Men jeg har aldrig regnet lykken, sagde hun.
Søren løftede blikket fra telefonen. Hendes ord ramte ham.
Hvordan regner man lykke? spurgte han.
Sådan. Når jeg går på pension, så kan vi nyde livet. Når lånet er betalt, kan vi tage på havet. Alt bliver skubbet til senere, og så pludselig bam! hjerteanfald.
Hun sagde det roligt, uden dramatik, som om hun fortalte om en andens historie.
Undskyld, sagde han.
Ingen grund til at undskylde, livet er sådan. Jeg så ham sidde og kigge på hans papirer, alt ned til den mindste krone. Ved siden af lå en lille emaljekasserolle, som han plejede at lave grød i. Det var hans lille skål.
Hun smilede ved erindringen.
Jeg indså, at hans lykke lå i de små ting: grød i en gryde, radioen om morgenen, en kop te i et glas. Alt imens han ventede på noget stort.
Døren til lægekontoret gik op, og en sygeplejerske kaldte næste patient.
Ventet du også på noget? spurgte Maren pludseligt.
Søren trak på skuldrene.
Jeg venter på en lønforhøjelse, på at få betalt boliglånet, på mere fritid.
Har du den?
Næsten ikke.
Hun rystede på hovedet.
Jeg har besluttet mig for ikke at udskyde mere. Jeg har en lille pension, men hver lørdag går jeg i parken, køber en kanelbol og sidder på en bænk. Folk griner og siger: En kanelbol? Hvad er det så for en stor fest? Men for mig er det min lille fejring. Jeg tænker: Det er min dag i dag.
Søren forestillede sig Maren på bænkene, mens han selv tænkte på biler, ferier og bonusser. Han indså, at han også måtte finde sine små glæder.
Frygter du, at pengene ikke vil række? spurgte han.
Ja, men jeg er mere bange for at leve uden at tillade mig selv små glæder. Jeg taler ikke om meningsløse lån, men om den lille kanelbol i dag i stedet for at vente på nok.
Maren fortsatte:
Min mand var altid sparsom. Vi levede på at spare på alt. Så gik han bort, og jeg blev alene med hans papirer. Alt var pænt skrevet, men ingen glæde. Så jeg begyndte at lave mig selv mad, købe en smuk tørklæde uden grund, bare fordi jeg kunne lide den.
Søren mærkede sit hjerte stramme. Han huskede, hvordan han for en uge siden sagde nej til en biograftur, fordi han måtte arbejde. Han havde udsat sin ferie i tre år, selvom pengene stadig lå på kontoen, fordi han altid fandt en mere fornuftig udgift.
Vil du fortryde det? spurgte han.
Fortryde at jeg spiste kanelbollen? grinede hun. Nej, jeg vil fortryde kun det, jeg aldrig gjorde. At jeg aldrig sagde til min mand: Lad os gå ud og have det sjovt.
Hun pause, så væk.
Så siger jeg nu: Lev lidt nu, ikke bare vent på fremtiden.
Sygeplejersken råbte igen:
Nummer tooghalvfems!
Maren rejste sig på sin stok og sagde med et glimt i øjet:
Så finder jeg ud af, hvor mange kanelboller jeg stadig kan nyde.
Hun gik ind, og Søren blev tilbage med telefonen, der nu lå tændt på hans knæ. Pludselig huskede han, at det var fredag, og at en film han havde ventet på netop kom i biografen. Han tænkte på den klassiske jeg må nok bare arbejde undskyldning, men så hørte han Marens stemme om kanelbollen. Han åbnede billetappen, bookede en plads og ringede til en ven:
Skal vi tage i biografen i aften? sagde han. Rapporten kan vente til i morgen.
Det føltes mærkeligt men lettende. Jeg tror, jeg har fået lov til at tage et lille skridt væk fra senere.
**Tredje historie Sommer på landet**
Maja stod ved komfuret i sin bedstemors hus på en lille landsby i Vordingborg og rørte rundt i en gryde med jordbærsyltetøj. Det var en varm sommerdag, fluer summede dovent ved vinduet, og på vindueskarmen lå friske agurker fra haven. Bag en dør tikkede et gammelt ur.
Brænder det på? spurgte bedstemoderen Bente, mens hun skrubbede kartofler.
Nej, jeg holder øje, svarede Maja.
Maja var kommet på en uge for at slippe væk fra København efter sit nylige skilsmisse. Mor havde sagt, at en pause på landet ville gøre hende bedre. Først var Maja modvillig, men så sagde hun:
Rør i syltetøjet, lad være med at kigge væk, ellers løber det væk.
Maja sukkede.
Jeg har allerede mistet alt, svarede hun.
Bente kiggede på hende med et venligt blik.
Hvad mener du? spurgte hun.
Jeg har slået op med Erik, sagde hun.
Bente stoppede med at skrubbe et øjeblik.
Slået op? Helt?
Ja.
Hvorfor har du holdt det hemmeligt?
Hvad skal jeg sige? Ikke noget gik i mål.
Bente rystede på hovedet.
I gamle dage levede folk, de udholdt.
Maja trak vejret dybt. Hun havde ventet på netop denne slags tale om at holde fast eller give slip.
Jeg har altid tænkt, at vi skal holde fast, fordi der ikke er noget valg, sagde hun. Men nu er der.
Bente gik i et kort stiltiende, så sukkede hun.
Jeg gik også engang væk fra min mand, da han drak for meget. Jeg tog min datter i hånden, og vi flygtede til min søsters hus i en anden landsby.
Maja så overrasket på hende.
Du har aldrig fortalt mig det?
Hvorfor skulle jeg? Den uge gik, og så kom han tilbage og råbte på mig. Jeg sagde, at jeg kun kom tilbage, hvis han holder op med at drikke. Han lo,Men jeg lærte, at min egen ro og et enkelt stykke brød i solen er nok til at føle, at livet stadig har smag.
