En frygtelig overraskelse kom til syne helt tilfældigt. Min lille firesårige søster, Liva, havde fået en navlebrok. Lægerne sagde, det var bedst at operere hurtigst muligt. Uden vores far nægtede Liva blankt at tage på hospitalet. Vi ventede, til han kom hjem fra sin lastvognstur, og far fulgte hende helt til operationsstuen.
“Far, bliver du her og venter på mig?” hulkede min søster.
“Hvor skulle jeg ellers hen, skat? Selvfølgelig venter jeg. Hvorfor græder du? Du er jo den modigste lille pige.”
“Jeg græder ik’! Jeg trækker bare vejret dybt!”
Så blev hun kørt ind. En simpel rutineoperation. Men forældrene blev bedt om at give blod til blodbanken et krav.
“Men hun kan vel kun matche én af os. Kan I ikke tage prøver først, så vi ikke giver unødvendigt blod?” spurgte far.
“Der findes ikke unødvendigt blod!” svarede lægen bestemt.
Mor og far gav blod. Mor var bleg som et lagen og så ud til at kunne besvime hvert øjeblik. Bagefter kunne hun ikke sidde stille løb frem og tilbage, snakkede med sygeplejersken. Da Liva endelig kom ud, gik far hen til hende, som han havde lovet. Han blev hos hende hele weekenden. Mor virkede mere rolig, besøgte hende og tog mig med hjem, selvom jeg protesterede.
“Jeg kan også passe hende,” insisterede jeg.
Jeg var kun elleve, men min lille lyseårede søster var det vigtigste i mit liv. Måske endnu mere end mor og far. Hvordan kunne man ikke elske hende? En ægte engel en lyshåret engel i kød og blod.
Forestil jer en lille provinsby med et lokalt sygehus. Ja, nyt og veludstyret selv en blodbank, hvilket jo var fantastisk. Men en provinsby er en provinsby. Tre dage senere var Liva hjemme igen, og far skulle tilbage på arbejde. Han gik ud for at købe smøger til turen men kom hjem med et ansigt som et tordenskyvejr.
“Faaar!” skreg Liva fra børneværelset (hun skulle stadig holde sengen), “Har du købt marshmallows til mig?”
Far stillede posen fra butikken i entreen og sendte mig ind til Liva. Så tog han mor i armen og trak hende med på køkkenet.
“Tommy… Tommy, hvad er der?”
Der foregik en samtale på køkkenet, som jeg først forstod år senere dengang fattede hverken Liva eller jeg noget. Hun var for lille, og jeg adlød far. Liva tudede og krævede far og marshmallows, så jeg tilbød at læse for hende. Takket være himlen sagde hun ja.
På køkkenet stirrede Tommy rasende på Tina og pressede hende op ad væggen. “Er det sandt? At Liva ikke er min?”
“Hvad… hvad snakker du om? Tommy, er du ved dine fulde fem?”
“Jeg siger bare,” knurrede han og nikkede mod døren, “jeg har blodtype A+, du har O+. Men hende der har B-. Hvis der er lavet en fejl, kan vi da tage prøverne igen.”
Tina skubbede ham væk, satte sig ved bordet og begravede hovedet i hænderne. “For helvede… Jeg bad dem om det! Hvorfor skal de altid ødelægge alt? De er bare misundelige, Tommy. Vi har det så godt. Og børnene er så dejlige.”
“Du bad dem… Nå, ja, selvfølgelig.”
Han forlod køkkenet, hvor Tina græd alene. Kun én gang havde hun svigtet… af ren kedsomhed… med en ingeniør på arbejdsrejse. Faren var altid på lastvognsture. I film ser det romantisk ud, men i virkeligheden er det ensomt og koldt. Tina troede, han sikkert også var utro på sine ture. Så hvorfor ikke? Hun sprang op for at løbe efter ham men han var allerede væk. På bordet lå der kun en ensom æske marshmallows.
Efter turen talte far alvorligt med mig. Han ville have mig til at flytte hjem til ham.
“Far, hvad med… Liva? Mor? Kan du ikke blive?”
Det føltes, som om en betonklods blev lagt på mine skuldre. En klods af forskellige følelser: frygge
