Min mand og jeg er gift i seks år. Da vores lille dreng, Emil, bliver født, beslutter vi at sælge vores lille etværelseslejlighed i Nørrebro og optage et boliglån, så vi kan købe et større sted. Vi forestiller os, at Emil snart får brug for sit eget værelse, og at vi har brug for et rum, hvor vi kan være alene.
Vi har set på en ny lejlighed i Frederiksberg, og ved køb registrerer vi den i mit navn, så jeg står som den eneste ejer. Da vi køber den, mens vi er ægtefolk, betyder fælleseje, at ved en eventuel skilsmisse vil boligen blive delt ligeligt mellem mig og min mand. Vi har naturligvis også lagt mærke til min andel af den tidligere lejlighed, som vi sælger og får penge for.
Da vi køber vores nye bolig, kan vi ikke forestille os, at en skilsmisse nogensinde kan blive et problem. Men så begynder noget at gå galt. Måske er vi blevet trætte af hinanden, eller måske har livet bare trukket os i forskellige retninger.
Jeg får indtryk af, at min mand deler sine bekymringer med sin mor. Jeg er sikker på, at han gør det i god tro måske søger han en visdom fra en ældre kvinde men det viser sig at være helt omvendt.
For et par dage siden ringer min svigermor, Inge, og melder, at hun kommer på besøg til frokost. Jeg bliver bekymret, fordi vi som regel er dem, der besøger hende. Min svigermor bor i Aarhus og kommer kun sjældent forbi, med den undskyldning, at det er besværligt at køre til København. Jeg tænker, at hun sikkert ikke savner sit barnebarn eller sin søn så meget, men jeg beslutter mig for at gøre klar til både mad og kage.
Inge ankommer, mens min mand stadig er på arbejde. Jeg står i køkkenet og dækker bordet. Hun taler ikke med Emil, men går straks til sagen.
Freja, jeg vil tale seriøst med dig. Jeg har hørt, at du og Mikkel har problemer i jeres ægteskab, og jeg er bange for, at hvis I bliver skilt, så ender min søn i sokker.
Jeg er målløs. Jeg spørger straks:
Hvor kommer tanken om en skilsmisse fra? Og hvorfor blander du dig i, hvordan vi deler vores fælles formue? Vi har allerede talt om, hvad vi vil gøre, hvis det en dag sker.
Jeg er slet ikke tilfreds med, hvordan tingene står til. Jeg ved, at mange kvinder i dag udnytter deres mænd og kæmper for at få en lejlighed. Derfor insisterer jeg på, at du overdrager halvdelen af din bolig til min søn, så han ikke havner på gaden, hvis der opstår problemer.
Jeg er rystet over hendes påstande.
Forstår du ikke, at halvdelen af vores lejlighed blev betalt med pengene fra min forudgiftebolig? Jeg har også betalt af på boliglånet siden jeg kom hjem fra barsel.
Ved en skilsmisse skal al formue, som er erhvervet under ægteskabet, deles 5050.
Har du allerede drøftet dette med min søn?
Jeg har ingen intentioner om at inddrage ham, mænd skal ikke blande sig i sådanne ting. Jeg kan selv tage beslutningen.
Lyt til mig! Jeg vil ikke diskutere videre. Mikkel og jeg kan selv bestemme, hvad vi vil gøre, uden din indblanding. Tak for din gode rådgivning, men jeg afviser yderligere samtale om dette. Du kan vente på, at din søn kommer hjem fra arbejde, men jeg går en tur, og du kan så gå ud.
Jeg gør mig klar til at gå ud, men få minutter senere smækker døren. Min mand, Mikkel, er kommet hjem fra arbejde, en halv time efter Inge gik, og han ser forvirret ud over, at hans mor ikke ventede på ham. Jeg prøver så roligt som muligt at fortælle ham, hvad seiner svigermor lige har sagt. Når stemningen har lagt sig, nikker han og siger, at han ikke har hørt om nogen planer fra sin mor og at han ikke har talt om det med hende.
Mikkel lover, at han vil tale alvorligt med sin mor, så hun holder sig fra at bringe sådanne emner op igen. Da Inge er gået, sidder jeg stadig rystet. Måske sagde jeg noget, jeg ikke burde, men jeg er også overbevist om, at man skal sætte klare grænser, selv over for slægtninge.
