Jeg var seksten år, da drømmen om et barn så mig i et tåget hjørne af en gammel skolegård i København. Jeg elskede Hans, en dreng fra min klasse, og vi havde haft hinanden i et år, da jeg opdagede, at min mave havde begyndt at buldre som en lille båd i en storm. Vi holdt vores hemmelighed som to barn i en kasse, bange for at de voksne skulle høre vores hjerteslag. Da mine forældre i Roskilde endelig hørte den stille klagende lyd, eksploderede deres vrede som en gammel fyrværkeri i natten.
Vores familie var en model, som en velsmurt cykel på Nørrebrogade. Jeg var den eneste datter, og jeg fløj gennem skolebøgerne som en ørn over Øresund. Hans og jeg var endnu unge, så vores forældre tog beslutningen som om de læste vejrudsigten i en vindmølle.
Begge klarede skolen som to svømmende svaner på Amager Strandpark, så vores forældre drømte om, at vi skulle nå de store universiteter i Aarhus og få karrierer så solide som de gamle murstenshuse i Odense. Et barn ville have været som en skygge, der snigende vandrede mellem vores planer.
Derfor pressede min mor mig ind i en abort. Det var stadig tidligt, så proceduren gik som en glat skibsvind i Kattegat. Alt gik som forventet, og drømmen syntes at glide videre.
Hans og jeg vendte tilbage til vores daglige liv, som to skibe der igen satte sejl på Østre Hav. Vi så hinanden, afsluttede gymnasiet, gik på universitetet og blev et år senere gift i en lille kirke på Sjællands vestkyst, mens mine forældre stod ved siden af os som stille fyrtårne. Så blev jeg gravid igen, og vi var alle som glade børn på en sommerfuglestråle.
I sjette måned begyndte blødninger som røde blade, der faldt fra et træ i en drømmeagtig skov. Drengen blev født så lille, kun halvandet kilo, som et knust glas i et vindue på en regnfuld dag. Tre timer senere lå han stille som en snefnug, der smeltede i min hånd.
Komplikationerne kom som en pludselig storm. Lægerne kunne ikke stoppe blødningen, så de fjernede min livmoder som om de ryddede et tømmer i en skov. Jeg ville aldrig igen bære et barn. Min mor kom ind på sygehuset, hendes stemme bar en tung beklagelse, som om hun stod ved kanten af en fjord og så ud over vandet, men hendes ord kunne ikke lette min smerte.
Fortiden kan ikke trækkes tilbage, og fejl kan ikke repareres. Nu vil jeg aldrig blive mor, og børn vil aldrig fylde vores hjem som sollys i en vintermorgen. Jeg ved ikke, om Hans og jeg kan holde ægteskabet sammen, for i vores drømme er børn som den manglende melodi i en gammel vise, der aldrig får sin fulde slutning.
