Stilheden i huset var tyk som honning, og kun knitret fra pejsen brød den tætte stilhed. Anna Sørensen, en kvinde med et træt ansigt fyldt med rynker, fulgte sin søn med et bedrøvet blik, mens han pakkede de sidste ting i en lærredspose. I morgen skulle han ind i militæret.
Skat, Nikolaj, sig mig dog, hvad er det, du ser i den den forfængelige tøs? brød hun endelig tavsheden, og hendes stemme blev hæs af undertrykt sorg. Hun bryder sig ikke en skid om dig! Hun ser ned på dig, og alligevel er det kun hende, du tænker på. Der er da masser af flinke piger i byen! Hvad med Freja fra skolen? Hun er klog, hårdtarbejdende, og hun har altid haft et øje til dig. Men nej, det er kun Lise, du ser.
Nikolaj, en høj, bredskuldret fyr med et stædigt hage og et nu sammenknebet blik, vendte sig ikke om. Hans fingre bandt en fast knude i posen.
Jeg har ikke brug for nogen Freja, mor. Jeg har bestemt mig. Jeg har elsket Lise siden vi var børn. Og hvis hun ikke vil have mig så bliver jeg slet ikke gift. Lad nu være med at blande dig.
Hun vil gøre dig ulykkelig, Nikolaj! Mit hjerte ved det! græd hun. Hun er smuk, ja, men hun er kold som is. Hun hører til i byen, ikke herude mellem vore marker.
Endelig vendte Nikolaj sig. Hans øjne var hårde som granit.
Stop. Det er slut med den snak.
Samtidig, i nabohuset, hvor luften duftede af billig parfume og ungdom, stod Lise foran spejlet og fuldendte sin aftenrutine. Hun strøg endnu en streg med eyeliner, farvede læberne i en dristig rød. Hendes udseende skreg om længsel efter at blive set, taget med, ført langt væk herfra.
Lise, hvor skal du hen, så fin i trøjen? lød morens stemme fra køkkenet. Til fest igen? Og så hjem til alle mulige fester bagefter? Hvorfor tager du ikke Nikolaj med? Han er en god dreng. Snart færdig med sin uddannelse, og han har allerede hyret folk til at bygge et hus sammen med sin far til sin kommende kone. Og han har kun øjne for dig.
Lise fnøs og drejede sig foran spejlet.
Din Nikolaj er en bondekarl uden lige. “Bygger et hus” Ungdommen kommer kun én gang, mor! Jeg vil leve, feste, opleve verden, mens han arbejder som en mule uden at se sig om. Når ungdomsårene er ovre, har han intet at mindes. Jeg har ikke brug for ham, hører du? Heller ikke hvis han var den sidste mand på jorden.
Og som en sommerfugl svævede hun ud af huset, efterladende kun en sky af parfume.
Den efterår blev gylden og bitter. Nikolaj fik sit diplom og sin indkaldelsesordre. Forældrene holdt en lille, men varm afskedsfest. Lise og hendes mor kom også som naboer.
Nikolaj, i en ny, stiv jakke, søgte øjenkontakt med Lise. Hans hjerte hamrede. Han fandt hende i gangen, lænet op ad væggen.
Lise begyndte han, og stemmen svigtede. Må jeg skrive til dig? Alle soldater skriver til deres piger. Men jeg jeg har ingen pige. Vil du være min? Selvom det kun er på afstand?
Lise så ned på ham med et overbærende smil, som om han var en sød, men irriterende hundehvalp. Hun tænkte sig om et øjeblik.
Jamen, skriv da. Hvis jeg har lyst, svarer jeg. Hvis ikke, må du undskylde. Okay?
Det var nok. Hans ansigt lyste op af håb, og et øjeblik måtte Lise kigge væk. Hun følte sig næsten flov.
I nogen tid svarede hun på hans breve, skrevet med en soldats pæne håndskrift. Men efter gymnasiet flyttede hun til København for at læse læreruddannelse. Den grå landsbyliv blev efterladt, sammen med de naive soldatbreve. Brevvekslingen stoppede brat.
Hendes mor sukkede og håbede i stilhed, at datteren ville komme til fornuft, vente på Nikolaj, tage en uddannelse på afstand. Men Lise ville ikke høre tale om det.
Jeg skal have min uddannelse, giftes med en bymand, en intellektuel! Og jeg vender aldrig tilbage til denne forpulede, gudsforladte landsby! skreg hun i et raseriudbrud, da moren prøvede at tale Nikolajs sag.
Men skæbnen lo ad hende. Det første eksamen dansk dumpede hun hårdt. Den bitre ironi var, at hun ikke kunne bebrejde nogen. I deres lille landsbyskole var der mangel på lærere. Dansk og tysk blev undervist af samme lærer en ældre dame, der kunne tysk perfekt, men dansk kun med besvær. Lise, som de fleste af hendes klassekammerater, beherskede hverken det ene eller andet særlig godt.
Men Lise var ikke typen, der sørgede længe. Byen lokkede med lysene, og hun fandt hurtigt trøst i den charmerende, men kyniske Erik. Han studerede jura og boede alene i en treværelses lejlighed, mens hans forældre arbejdede i udlandet.
Lise flyttede ind hos ham. For ikke at sidde på hans hals, fandt hun arbejde i en fabrikskantine. Hun rullede en vogn med rundstykker rundt mellem maskinerne og mærkede arbejdernes blikke.
I Eriks lejlighed ordnede hun rodet, lavede sund mad og tog rundstykker med hjem fra arbejde. Hun så sig selv som hustruen, næsten hans kone. Der var bolig, en mand med fremtid. Måske kunne de få børn. Hun var forelsket i ham til svimmelhed, til pulsens standsning. Han var alt, hun drømte om bylivet, den smukke tilværelse.
Hun boede der næsten et år. Så en dag, kold og regnfuld, sagde Erik ligegyldigt:
Lise, det er slut. Kærlighedens tid er forbi, du keder mig. Flyt ud. Mine forældre kommer snart hjem.
Hun følte sig knust, men stolt og hårdnet af bylivet, viste hun intet. Roligt pakkede hun sine ting og tog til en veninde. Først da døren lukkede bag hende, faldt tårerne.
Og efter et par uger hos veninden, mærkede hun underlige forandringer. Kvalme om morgenen, svimmelhed. Lægen var klar i mælet:
Du er gravid. Det er for sent at abortere.
Lise tænkte ikke på at afbryde graviditeten. Dette var Eriks barn! En del af ham. Men så kom et brev fra hendes mor, en kort hilsen fra en anden verden. Mellem linjerne stod, at Nikolaj var hjemme fra militæret. Han havde spurgt til hende.
Og i Lises hoved, desperat og bange, opstod en
