Min svigersøn sagde, at jeg ikke ville se min datter igen, hvis jeg ikke solgte min mors hus
Jeg har levet halvdelen af mit liv alene. Nej, jeg var gift, men min mand forlod familien et år efter brylluppet. Det var lige efter, jeg fødte min datter. På vej ud efterlod Peter os en treværelses lejlighed. Her handlede han i det mindste anstændigt. Jeg havde ikke planer om at gifte mig igen. Og jeg var ikke helt alene. Jeg havde min lille Mette at tage mig af. Jeg måtte sørge for, at hun kom sikkert gennem barndommen. Kort sagt var der rigeligt at se til.
Jeg vidste, jeg gjorde mit bedste, men alligevel manglede Mette en fars skulder at læne sig mod. Det kunne jeg ikke give hende. Så med tiden blev hun meget knyttet til alle de drenge, hun blev venner med eller datede. Ikke alle kunne lide denne klæbende tilknytning. Ofte måtte jeg trøste hende og samle de stykker, hendes hjerte var gået i. Men gudskelov mødte min datter til sidst sin mand.
Jesper var pligtopfyldende og venlig. Jeg var helt for, at Mette giftede sig med ham. Han respekterede både mig og min datter. Hvad mere kunne man ønske? Jeg anså ham for den perfekte svigersøn. Men livet er ikke en eventyr. Et halvt år efter brylluppet begyndte Jesper at forandre sig.
Imens passede jeg på min egen mor. Hun levede stadig. Hun fik mig tidligt, ligesom jeg fik Mette, så hun nåede at møde sin barnebarn. Men netop da begyndte mor at blive syg. Sygdommen tog så hårdt på hende, at jeg måtte tage hende hjem til mig og passe hende konstant. Der var ikke andre muligheder, så mor boede hos mig. Men min svigersøn kunne slet ikke lide den idé.
Hvad der provokerede ham så meget, ved jeg ikke. Jeg bad ham jo ikke om at passe den gamle dame. Tværtimod var alle pligterne mine. Og min mor var ikke krævende, hun var ved sine fulde fem. Jeg forstod ikke, hvad der generede ham.
Men med tiden blev det kun værre. Nu tog Mette også hans parti. De undgik mig begge to. Engang spiste vi sammen ved samme bord, nu gemte de sig på deres værelse. Jeg prøvede at tale med Mette, men det var forgæves. Hun tav. Kun undskyldninger.
De skænkede mig heller ikke børnebørn. De sagde, de ikke havde travlt, de ville leve for sig selv. Først insisterede jeg, men så gav jeg op. Det var deres valg. Men Jesper begyndte at irritere mig, som man siger nu om dage. I mit eget hjem opførte han sig som om han ejede det. Selvom han ikke løftet en finger for at renovere eller købe noget til lejligheden. Men han forsvandt ofte med vennerne i byen. Hvor var den elskværdige svigersøn, jeg mødte i starten?
Måske viste han først nu sit sande ansigt.
Uge for uge blev min svigersøn mere utålelig. Så kom nytåret, og Jesper nægtede at fejre det med os i familiekreds. Han trak Mette med ind på deres værelse, og de fejrede det for sig selv. Ved midnat kom Mette ud for at ønske os godt nytår, men hendes mand viste sig ikke.
Dagen efter sagde han bare: “Mette og jeg sælger din mors hus og køber vores egen lejlighed.” Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg skulle reagere. Er det ikke nok, at de har boet hos mig i et halvt år? På min regning?
“Nej, det synes jeg ikke. Tjen selv penge til jeres egen lejlighed. Det er min mors hus. Vi sælger ingenting. Det er hendes ejendom, og hun bestemmer selv,” svarede jeg arrigt.
Det gjorde Jesper rasende. Samme dag pakkede han sine ting, tog min datter og kørte hjem til sine forældre.
Det gjorde ondt, at Mette ikke engang protesterede, men det er hendes liv. Hvis hun tror, det er bedst for hende at være med Jesper, så må hun leve med det.
Handlede kvinden rigtigt?
Hvad ville du have gjort i hendes sted?
