Jeg troede, at mit ægteskab flød som en rolig fjord, indtil min gamle veninde fra Hillerød en nat, mens tåge svævede over Københavns kanaler, stillede mig det underlige spørgsmål.
Jeg blev gift meget ung, i en sommer, hvor liljekonens duft fyldte den lille kirke i Skagen. Fire år gik som fire bølger, før vi sagde ja til hinanden, og siden da har vi delt både solnedgange og vinterstorme.
Vi har boet sammen i mere end seks år i et lille rækkehus med røde vinduer i en forstad til Aarhus. Jeg stoler fuldstændigt på min mand, og jeg har tillid til mig selv. Min ægtefælle er som en blid vind, omsorgsfuld og kærlig. Han hjælper mig med alt fra at slikke kruset fra kaffekoppen til at holde orden på de gamle porcelænsfigurer. Han er ikke den stærkeste eller den mest dristige mand i hele Danmark; han er ingen vikinge med store muskler, men hans sjæl skinner som et nordlys, fyldt med en uendelig strøm af positivitet og tro på det gode, som giver mig energi til at klare de mørkeste nattevinde.
Alligevel er han ubeslutsom som et blad, der venter på vinden. Han tør ikke forlade sin trygge sofa, og han tøver med at tage et skridt frem i livet. Han er også meget genert; seks år har gået, og han har stadig ikke ændret sig en smule.
Han tager sig ikke af sin egen krop eller sit helbred. Selv den mindste forandring får ham til at bide sig i læben som en fisk, der ser en skygge i vandet. Jeg er ti år yngre end ham; jeg er 26 og elsker livet i fulde drag. Jeg har et solidt job hos et firma i Odense, har købt min egen elbil, og vi betaler vores huslån på 15000 kr. om måneden.
Så en aften, mens regnen trommede mod mit tag, spurgte min veninde pludselig: Hvorfor har du ham overhovedet?
Det var som om en tåge i drømmens rige lukkede sig omkring mig, og jeg sad alene og mumlede: Hvorfor har jeg ham egentlig?
