Da Fie kom ind i lejligheden, så hun straks sine svigermors sko stå midt i entreen. Det var tydeligt, at der ikke ville blive nogen afslapning i dag.
Vibeke dukkede op fra køkkenet med et anklagende blik, som om hun var anklager i en retssag.
“Har du været hos den gamle kælling igen?” spurgte hun. “Mens huset, manden og barnet må klare sig selv. Godt, jeg lige kiggede forbi. Ellers havde de siddet sultne.”
“Vibeke, Nikolaj vidste, jeg blev sent i dag. Middagen er lavet han skal bare varme den. Han kunne sagtens klare sig uden din hjælp,” svarede Fie.
Efter ti års ægteskab med Nikolaj var hun vant til, at svigermor altid havde noget at brokke sig over. Hun reagerede knap nok længere, som om det bare var baggrundsstøj fra en radio, der kørte fra morgen til aften.
Men i begyndelsen var det svært. Vibeke var Fies anden svigermor. Den første, Ellen Margarethe, havde været taktfuld. Hun blandede sig aldrig i sin søns familie, gav ikke uopfordrede råd eller påtrængende opmærksomhed.
Men når der var brug for hjælp, var hun der. Fie huskede, hvordan Ellen Margarethe havde siddet oppe om natten med den tre måneder gamle Marie, da hun havde byttet om på dag og nat. Hun kom ofte for at tage barnebarnet med på tur og sagde til Fie:
“Du skal ikke lave noget nu. Bare sov. Når Lasse kommer hjem, kan han lave aftensmad.”
Da Marie blev fem år, skete der en ulykke på Lasse arbejdsplads, og Fie blev enke.
Ellen Margarethe, der havde mistet sin eneste søn, forlod ikke Fie og Marie i den svære tid. De boede sammen de første tre måneder efter tabet og støttede hinanden.
Fie tilbød Ellen Margarethe at blive boende, men hun flyttede tilbage til sin egen lejlighed:
“Fie, du er kun 28. Du er en ung kvinde, der vil finde lykken igen. Jeg vil ikke stå i vejen for dig.”
Tre år senere giftede Fie sig med Nikolaj. Men hun forlod ikke Ellen Margarethe. Hendes forældre boede langt væk, så den første svigermor blev næsten en mor for hende, og Marie elskede sin bedstemor over alt.
Derfor chokerede Vibekes opførsel hende dybt. Hun opførte sig som om hun ejede lejligheden og kunne bestemme over alt.
Efter Vibekes første besøg bad Fie Nikolaj om at forklare sin mor, at hun kun var gæst her og derfor burde aftale besøg og opføre sig derefter.
Da Vibeke protesterede og sagde, hun kun ville hjælpe, svarede Fie:
“Jeg er ikke 18. Selv dengang jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg klare mig selv. Og efter syv års ægteskab behøver jeg ikke lære at lave mad eller rydde op. Jeg kunne selv lære mange noget.”
“Skal jeg komme forbi dig med en hvid klud og inspicere dine hjørner?”
Nikolaj støttede sin kone, og hvis hans mor gik over grænsen, tog han sig af det.
Med tiden lærte Vibeke at holde sig ude af, hvordan Fie førte hus og opdragede børnene. Da Fie fik en søn året efter sit andet ægteskab, holdt Vibeke sine meninger for sig selv. Men hvor ville hun gerne blande sig!
Problemet var, at Vibeke havde en veninde, der altid fortalte, hvordan hun “opdragede” sin yngste søns kone.
Vibeke ville også gerne have noget at prale med, men der var intet. Den eneste ting hun kunne brokke sig over var, at Fie stadig besøgte Ellen Margarethe og hjalp hende.
“Som om den gamle var familie! Da Marie var lille, sendte Fie hende til hende om sommeren det var jeg tilfreds med.”
“Men nu er pigen flyttet hjemmefra, og Fie besøger hende stadig flere gange om ugen. Så mange år efter!” sagde hun til veninden.
Det sidste år besøgte Fie Ellen Margarethe oftere. Vibeke kaldte hende “den gamle”, selvom hun kun var syv år ældre.
Men sorg og sygdom ældede Ellen Margarethe, og Fie var der for hende i sygehuset eller hjemme hos hende.
“Du bruger familiens penge på en fremmed,” bebrejdede Vibeke.
“Bare rolig, Ellen Margarethe solgte sit sommerhus, da hun blev syg. Hun har råd til behandling og vil ikke bede dig om penge,” svarede Fie.
Da Ellen Margarethes tilstand forværredes, hyrede Fie en hjælper og tog fri for at være hos hende halvdelen af dagen, mens Nikolaj var på arbejde og sønnen i skole.
Men det udskød kun det uundgåelige efter et stykke tid døde Ellen Margarethe.
Her begyndte Vibeke pludselig at interessere sig for arven.
“Sommerhuset solgte hun, men hun har sikkert penge tilbage. Og hendes pension var god der må være opsparing.”
“Den toværelses lejlighed går helt sikkert til arvingerne,” spekulerede Vibeke, men turde ikke spørge Fie direkte.
I stedet spurgte hun sin søn og blev skuffet over svaret.
“Hvem får arven? Selvfølgelig Marie hun er hendes eneste barnebarn.”
“Men Fie løb hun rundt for ingenting?” undrede Vibeke sig. “Hun må være knust!”
“Du behøver ikke bekymre dig for mig,” sagde Fie. “Jeg vidste, Ellen Margarethe ville efterlade alt til Marie. Jeg tog hende selv til notaren for et år siden.”
“Hvorfor løb du så rundt for hende, hvis du vidste, du ikke fik noget?” spurgte Vibeke forbløffet. “Marie kunne have passet hende.”
“Jeg kunne forklare det, men jeg tror ikke, du vil forstå,” svarede Fie.
Arven blev ordnet, og Marie fik papirer på lejligheden og en opsparing.
Beslutningen var, at mens Marie studerede og boede på kollegie, ville lejligheden blive udlejet, og pengene overført til hendes konto.
Når Marie var færdig med universitetet, kunne hun selv beslutte, om hun ville vende
