Slægtninge dukkede op, da jeg byggede et hus ved havet.
Jeg er født i en lille landsby på Sjælland, og jeg er nu toogtyve år gammel. Min far, Jens Hansen, og min mor, Kirsten Hansen, gik bort for ikke så længe siden, så jeg kunne uden sorg forlade min lille hjemstavn. Begravelsen var meget enkel næsten ingen af familien dukkede op, selvom mine forældre havde mange søskende.
Da ceremonien var forbi, havde alle slægtninge travlt med deres egne ærinder. Må Gud holde dem i hånden! Jeg besluttede, at det var bedst at tage af sted, for minderne var alt for smertefulde.
I min hjemby gik det ikke så godt. Allerede i gymnasiet blev jeg udnyttet af klassekammerater, og efter universitetet og min første job var jeg altid drengen, som skulle bære det tunge. Jeg tænkte mig om, pakkede mine ting, solgte forældrenes hus i Næstved og satte kursen mod kysten for et bedre liv. Der købte jeg en lille grund i Vordingborg og byggede et hus på omkring et hundrede og halvtreds kvadratmeter.
Da byggeriet stod færdigt, delte jeg billeder af min nye bolig på de sociale medier. Undervejs ringede jeg til mange slægtninge for at få råd, men de hævdede, at de ikke vidste noget. Ingen hjalp mig, ikke engang med et enkelt tip.
Om sommeren begyndte de alle at ringe og sige, at de ville tilbringe ferien ved havet, og de bad mig om lov til at bo i mit hus i deres sommerferie. Jeg kunne have sagt ja, men hvorfor?
Da jeg lagde min far og mor i jord, nåede slægtningene ikke frem, og økonomisk fik jeg ingen hjælp de sagde, at de knap nok kunne få enderne til at mødes. Nu kom de på ferie til mig, og det var ingen billig fornøjelse.
Den sommer indså jeg, at jeg har mange slægtninge, de elsker mig, og de savner mig meget. Selv gamle klassekammerater sendte beskeder, roste mig, sukkede efter at se mig, og ville besøge mig.
Jeg blev træt af deres hykleri. Jeg skrev på de sociale medier, at det var min uskyldige drøm eller løgn, alt efter hvad man kalder det. Så lagde jeg et billede af den gamle skur ud og fortalte, at jeg havde mistet alle pengene fra forældrehuset og kun kunne købe den lille skur. Jeg skrev, at jeg glædede mig til, at de kom på besøg og måske hjalp med at reparere huset. Da jeg havde gjort det, forsvandt de igen. De havde travlt, og som det viste sig, var de fattigere end kirkemus.
Nu tænker jeg: Hvorfor er folk så forudindtagede, og verden så hård? Jeg ligger i solen på stranden, tænker på at lægge billeder på min hjemmeside, men beslutter mig for ikke at vifte med den røde klud foran oxen og skabe misundelse. Måske lægger jeg et ægte billede af huset op næste år for at se, hvad min familie har af nyheder.
