Mette lå sammenkrøbet på sofaen og holdt hænderne mod sin underliv. Alt gjorde ondt, og smerten mindede hende om, hvad der ventede. Det samme hver gang: skarp smerte, blødning, ambulance, hospital og en tom følelse indeni. Det var en mistet graviditet, ingen tvivl om det. Den tredje inden for to år, og før det en dødfødt fødsel, og endnu tidligere en abort. Den abort, Mette stadig betalte for, ved ikke at kunne blive mor.
Hun strakte hånden ud efter telefonen og ringede efter en ambulance. En halv time senere blev hun båret ud, mens hun samtidig ringede til Anders for at fortælle, at han ikke skulle vente hende til aftensmad.
“Igen?” spurgte han, men Mette svarede ikke. Tårerne løb ned ad hendes kinder, fyldt af fortvivlelse og skuffelse over sig selv. Hvor mange gange skulle det ske? Eller vidste hun måske allerede årsagen? H
