12. maj
Jeg har altid haft den følelse, at jeg lever på en sidevej, som om hovedtoget allerede er suset af sted, mens jeg sidder fast i en sidevogn. Hver morgen jeg tager bussen fra min lille hjemby Holbæk, kører jeg til lageret med byggematerialer uden for byen, løfter tunge ruller af isolering, noterer på en pædagogisk tavle, spiser suppe og grød i kantinen på fabrikken, slapper af foran fjernsynet om aftenen og mødes sjældent med vennerne i baren ved busstationen. Jeg er 33 år, hedder Anders Jensen, og folk omkring mig tror, at jeg har styr på livet.
Jeg lejede et værelse i en gammel murstensbygning overfor den skole, jeg gik på. Værtinden var en tynd, pensioneret dame, som boede i det næstliggende værelse og altid fortalte om sine sygdomme og priserne på apoteket. Jeg nikkede halvhjerteligt, men tænkte på andre ting. Over min seng hang en falmet plakat med et billede af en stor by glasfacader, en bro, en flod, lyset fra gadelamperne. Jeg havde købt den lige efter værnepligt på et lokalt marked og har siden taget den med mig i hver lejlighed, jeg har haft. Når jeg lagde mig, forestillede jeg mig, at jeg gik gennem de gader som en fremmed turist, fri som en filmhelt.
Virkeligheden var mere enkel. På lageret blev jeg bogført som lagerarbejder, lønnen kom med forsinkelse, chefen råbte ofte, og vennerne talte hele tiden om lån og realkredit. En aften, da værtinden klagede over sit blodtryk, opdagede jeg, at jeg næsten ikke hørte hende længere. En beslutning, som endnu ikke var sat ord på, brændte som en kløe i mig.
En uge senere købte jeg en billet med InterCity til København. Jeg sagde på arbejdet, at jeg sagde op, fordi jeg havde fundet et bedre job i logistik. Chefen trak på skuldrene og ønskede mig held og lykke. Jeg fortalte værtinden, at jeg rejste på arbejde, og hun rystede på hovedet, men sagde intet. Jeg havde kun få ting: to tasker med tøj, en gammel laptop, et par bøger og den falmede plakat, som jeg rullede sammen og lagde øverst.
I toget sad jeg ved vinduet og så marker skifte fra marker til små landsbyer og tankstationer. Jeg forestillede mig fremtiden: et job som lagerarbejder eller bud, så en dag et bedre job, et værelse i centrum, cafébesøg, koncerter, måske møde nogen. Jeg troede, at i en storby som København sker alt af sig selv.
Da toget kom ind i hovedstaden ved daggry, lagde jeg panden mod glasset. Byens grå blokke, kryds og reklameskilte strakte sig ud. Himlen var lav og blygrå. På perronen ramte den kolde, fugtige luft mig i ansigtet sammen med lugten af jernbanens røg og billig kaffe fra automaten. Folk hastede, trak kufferter, talte i mobil. Ingen ventede på mig.
Jeg gik ud på pladsen foran stationen og stod et øjeblik fast. Biler, busser, høje annoncer, folk som gik forbi som forhindringer. I lommen fandt jeg udskriftet reservation til et billigt kollegium i centrum, som jeg skulle nå med metroen. Jeg trak en lille kortskitse over metroens linjer ud, som jeg havde printet hjemme. Farverige linjer forvandlede sig til et uoverskueligt mønster med stationer, jeg ikke kendte. Jeg måtte finde den med det lange, svære navn.
I metroen skubbede jeg mig ind i mængden. Vognene var overfyldte, varme, duftede af sved og parfume. Jeg holdt fast i håndtaget, stirrede på stationens navne på væggene. En blanding af spænding og eufori løb i mig. Jeg var endelig den lille prik i en enorm by, og alt begyndte.
Kollegiet lå i en gyde tæt på Ringstedåen. En gammel bygning med afblæst puds, en jernlåst dør, en smal gang med linoleum og duft af vaskepulver. Receptionisten var en ung mand med en knold i håret, som tjekkede min ID, gav mig et nøglekort og viste mig en plads i et gedeværelse til otte personer. Over hver seng hang et lille gardin, på natbordet stod en lampe.
De første to dage gik jeg rundt i København, prøvede at huske gaderne. Jeg søgte job på telefonen, ringede til opslag. Folk sagde, de ville ringe tilbage, eller bad mig sende CV på email. Mine ben begyndte at gøre ondt, og pengene i lommen blev langsomt mindre. Om aftenen lå jeg i sengen, hørte en kammerats snorken og latteren fra nabokammeret og tænkte, at alt gik som det skulle. Sådan skulle det være.
Den tredje dag gik jeg til en samtale i et logistikfirma, der havde kontor i et erhvervscenter ved havnen. En kvinde i en stram bluse mødte mig, stillede spørgsmål, så på mit CV. Hun lovede at give mig svar inden for en uge. Jeg gik ud fra bygningen, stod et øjeblik ved de store glasdøre, så på vandet, og gik så til metroen.
Regnen begyndte at dryppe, jeg trak hætten op og gik hurtigere. På hjørnet så jeg en kunstgalleri med store abstrakte malerier i vinduet. Jeg stoppede. Indenfor var vægge i hvidt, stærkt lys, folk med vin i glas. En høj kvinde i sort kjole stod ved en stor maleri og lo. I min hjemby havde vi kun kunst på kulturhuset, og det var støvet.
Da jeg stod ved indgangen, åbnede døren sig, og kvinden gik ud på gaden. Hun var kort, med lyse hår i en løs knold, en fin halskæde. Hun så mig kigge, smilede med læben.
Kom ind, siger hun. Vi har åben dag. Indgangen er fri.
Jeg tøvede, men gik ind.
Jeg er ikke så pænt klædt, siger jeg og peger på min jeans og jakke.
Slap af, svarer hun og ryster asken af cigarens ben. Der er ingen dresscode. Jeg hedder Kirstine. Hvad hedder du?
Anders, svarer jeg.
Dejligt, siger hun, og tager mig i albuen som om vi var gamle venner, og fører mig ind. Duften af vin og krydderier blandede sig med ny malings duft. Folk stod i grupper, talte, grinte. På væggene hang store malerier med slørede silhuetter af mennesker i byen; kun gadebelysning og vinduer var tydelige. Jeg stod foran et af dem og følte, at jeg så mig selv udefra.
Kan du lide det? spurgte Kirstine.
Det er mærkeligt, indrømmer jeg. Det er lidt skræmmende.
Det er helt normalt. Frygt er en ærlig reaktion, sagde hun og så på mig. Er du her alene?
Ja, jeg er lige ankommet fra provinsen.
Forstået, sagde hun med et glimt i øjet. Hvad laver du i vores hårde by?
Jeg prøver at finde arbejde. Jeg har været lagerarbejder.
Romantisk, lo hun. Jeg er kurator her. Jeg arbejder med kunstnere, projekter, gallerier. Det er min legeplads.
Hun gestikulerede i luften. Du er heldig, at du stødte ind. I dag er en blød introduktion til kulturlivet.
En mand i sort skjorte med et gråt skæg kom ind, og Kirstine introducerede ham som udstillingsansvarlig. De udvekslede et par ord, han rakte mig hånden, men gik hurtigt videre. Kirstine blev ved min side.
Har du planer for aftenen? spurgte hun.
Nej, jeg skal bare tilbage til kollegiet.
Det lyder kedeligt, sagde hun med et skævt smil. Kom med os til afterpartiet. Her mødes folk, musikken spiller, du kan måske finde et job gennem netværk.
Jeg tøvede. Jeg tænkte på værtinden, der havde advaret mig om store byer, hvor folk bliver snydt. Men Kirstine stod der, livlig og selvsikker. Jeg nikkede.
Okay, sagde jeg.
Vi tog en taxa til en gammel herskabsbygning omdannet til natklub. Indenfor var det mørkt, elektronisk musik, blinkende lys. Folk drak, dansede, røg på trapperne. Kirstine førte mig rundt, introducerede mig for folk, navne fløj fra mine læber. Hun serverede vin og noget stærkere. Jeg følte mig let, grænserne blev slørede.
Se den fyr ved baren, hvisker hun, og peger på en mand i en dyr frakke. Det er en samler. Han køber unge kunstnere, der endnu ikke er kendte. For ham er det vigtigt, at alt ser overbevisende ud.
Hun talte om kunstnere, legater, sponsorer, om hvordan alt hænger sammen af kontakter, indtryk, den historie du kan fortælle om dig selv. Jeg lyttede, prøvede ikke at fare vild i hendes strøm af ord. Det føltes som at stå bag scenen i et stort show.
Om morgenen gik jeg ud for at få luft. Den fugtige luft fra asfalten ramte mig. Kirstine fulgte efter, tændte en cigaret.
Så, er du ikke ked af det, at du kom? spurgte hun.
Nej, svarer jeg. Det er mærkeligt, men interessant.
Væn dig, sagde hun. Byen kan enten tygge dig og spytte dig ud, eller du kan lære at tygge den selv.
Hun sagde det med en næsten ligegyldig tone, som om hun gentog en andens ord. Så kiggede hun mig mere intenst i øjnene.
Anders, jeg kan lide dig. Du er ægte. Det er sjældent. Jeg har en idé. Måske kan du hjælpe mig, og du får også noget ud af det.
Jeg blev forsigtig.
Hvad for idé?
Ikke nu. Du er træt. Vi snakker i morgen. Jeg skal have dit nummer. Glem ikke at du i denne by kan forsvinde som en skygge.
Næste morgen vågnede jeg med tung hoved i kollegiet. Jeg huskede fragmenter af natten: lys, ansigter, latter, snakke om legater og budgetter. På natbordet vibrerede mobilen med en besked fra Kirstine: Kom forbi galleriet i aften. Der er noget at tale om.
Dagen gik med at ringe rundt efter job, en anden samtale i et lagerfirma, der tilbød natskifte for lidt penge. Jeg sagde, at jeg tænkte over det. Pengene blev ved med at trykke, men et fast job manglede stadig.
Om aftenen gik jeg til galleriet. Det var næsten tomt, kun et par besøgende. Kirstine sad ved et højt bord med en laptop, med briller på, håret samlet i en knold.
Hej, sagde hun og fjernede brillerne. Hvordan er hovedet?
OK, svarede jeg.
Sæt dig, sagde hun og pegede på en barstol. Jeg har et lille forslag. Det er lidt utraditionelt.
Jeg satte mig, skuldrene spændte.
Du sagde, du ikke har arbejde, og at pengene er knappe, sagde hun.
Jeg nikkede.
Vi har et projekt. Vi sælger værker fra en kunstner privat. Det kræver en formel køber. En, som kan underskrive en kontrakt, vise at alt er rent. I virkeligheden kommer pengene fra andre, og billederne går til en anden part. Du ville bare være frontfigur.
Jeg tøvede.
Er det lovligt? spurgte jeg.
Kirstine smilede svagt, men øjnene forblev seriøse.
Det er ikke helt i bogen, men sådan gør mange. Pengene vil gå gennem din konto, men jeg sørger for papirarbejdet. Du får en god betaling, nok til at leve af i et par måneder.
Jeg spurgte beløbet. Det var næsten tre gange min tidligere løn nok til at betale husleje, købe nye sneakers og en varm jakke. Jeg spurgte, hvorfor netop jeg?
Fordi du er ny. Du har ingen forbindelser til kunstverdenen. Jeg har tillid til dig.
Jeg mærkede en knude i maven.
Hvad hvis noget går galt? spurgte jeg.
Intet vil gå galt, sagde hun roligt. Vi har gjort dette før. Det er bare en omvej for at undgå bureaukrati. Pengene er rene, folk er seriøse. Du behøver kun at følge instruktionerne.
Jeg tænkte på den grå lager, den slidte bus, den ensomme aften foran tvet. På den anden side var der natklubber, kunst og en kvinde, der så ud til at tro på mig. To stemmer kæmpede i mit hoved: én sagde, dette er en chance, den anden hviskede, at penge fra fremmede er farlige.
Jeg har brug for at tænke, sagde jeg.
Jeg forstår, svarede hun. Du har en dag. Jeg skal give svar i morgen. Sig til, hvis du ikke vil.
Jeg gik ud på gaden, foldede metroplanen, som jeg altid har i lommen, og satte mig på en bænk ved en indgang. Tankerne fløj: Jeg kunne vende tilbage til Holbæk, til den plakaterig væg, fortælle venner, at jeg var blevet indblandet i kunstverdenens skandaler. Eller jeg kunne blive i København, blive en del af denne underlige maskine.
Om aftenen lå jeg i min seng i kollegiet, lyttede til naboers tvserier og grin, og tænkte på alt, hvad jeg havde oplevet. Jeg indså, at jeg var på en grænse mellem to verdener. Jeg vidste stadig ikke, om jeg ville gå tilbage eller fortsætte.
Det blev tid til at tage en beslutning. Telefonen vibrerede med en ny besked fra Kirstine: Ja eller nej? Jeg tog en dyb indånding, skrev Ja. Jeg er med og sendte den.
Næste dag gik jeg til galleriet igen. Kirstine mødte mig i døren iført en sort dragt, håret pænt samlet. Hun førte mig til et lille kontor i erhvervsdistriktet. En mand i en dyr sweater, omkring midt i 40erne, sad ved bordet. Han introducerede sig som “Thomas”.
Så, Anders, sagde han og bladrede i papirer. Planen er enkel. Pengene vil blive indsat på din konto som et lån, du betaler tilbage senere. Du underskriver en købsaftale på kunstværkerne, men i virkeligheden overdrager du dem videre til vores partner. Du får et honorar.
Jeg havde mange spørgsmål, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle formulere dem.
Hvad med skatten? spurgte jeg.
Manden smilede, som når man forklarer et barn matematik.
Vi har tænkt på det. Summen deles op, formelt er det et lån, du tilbagebetaler. Ingen problemer. Jeg kender reglerne, tro mig.
Jeg nikkede, selvom jeg ikke var helt overbevist. Kirstine stod ved siden af mig, rolig, som om dette var hverdagsarbejde.
Vi underskrev flere papirer. Mine hænder rystede, men jeg skrev under, hvor der stod køber. Så kørte vi til banken. Jeg åbnede en konto, fik et kort. En time senere fik jeg en besked på telefonen om en stor indbetaling. Tallene på skærmen var uvirkelige.
Tillykke, sagde Thomas. Alt går som planlagt. ViVi kan nu se frem til at afslutte aftalen og sikre, at både kunstneren og jeg får vores del af pengene.
