Kære dagbog,
Jeg bor alene i den lille landsby Vedbæk, hvor huset mit ligger i kanten af skoven. Det er et gammelt parcelhus med slidte vinduer og en vildtvoksende have, hvor stilheden kan mærkes i hver en krog. Efter min mand gik bort, og børnene flyttede til København, har dagene kun bestået af kaffe, hæklearbejde, havearbejde og DRs aftenprogram på radioen.
En efterårsdag, da himlen var grå som tjære og bladene faldt som brændte breve, så jeg en skygge bag hegnene. Det var en hund slank, beskidt, med ribbenene tydeligt fremtrædende og øjne, der så ud som om de gemte på en menneskelig sorg. Den gøede ikke, den knurrede heller ikke den stirrede blot.
Jeg gik ud og gav den en kold skive rugbrød med pålæg. Den nærmede sig forsigtigt, spiste alt og gik så igen. Næste dag vendte den tilbage, og så kom den igen og igen.
Jeg kaldte den for Baron, selvom den mere mindede om en omstrejfer end en adelig hvalp. Dag for dag begyndte den at stole på mig den logrede med halen, gnidde sig mod min hånd og fulgte mig endda ned til brøndens kant.
En nat hørte jeg et højt gøen. Jeg gik ud på gården Baron løb vildt omkring skuret. Da jeg gik nærmere, hørte jeg lyde fra inde i skuret. Jeg greb min lygte, åbnede døren og næsten svimtede. Indenfor stod en dreng, beskidt, spinkel, med en revnet jakke og bange øjne.
Undskyld, slå mig ikke hviskede han.
Det viste sig, at han var løbet væk fra et børnehjem, hvor en streng pædagog havde holdt ham fast. Baron havde fundet ham i skoven, givet ham mad fra sine fund, varmet ham med sin egen krop og bragt ham til mig, fordi han mærkede min godhed.
Uden at tøve gemte jeg drengen i huset. Da politiet kom tilkaldt af naboerne på grund af gøen og lyset fra min lygte afleverede jeg ham ikke med det samme. Efter en kort samtale med den eneste betjent i området, fandt jeg ud af, at drengen havde været savnet længe, og hans pædagog allerede var blevet fyret. Han blev placeres hos en ny familie, men inden han gik, sagde han stille:
Nu er du min bedstemor Må jeg skrive til dig?
Baron blev hos mig. Han var ikke længere uden ejer han var blevet herren over min gård.
Siden da har jeg igen en familie en hund, breve fra min bedstefar hver uge og den fornemmelse, at livet, ligesom en hundes hale, kan vride sig rundt på uventede måder og bringe lykke netop, når man mindst venter det.
Mette Jensen.
