Jeg tager imod min veninde Freja, lige efter hendes skilsmisse. Efterhånden indser jeg, at jeg langsomt bliver husbestyrer i mit eget hjem.
Der er venskaber, der holder gennem alt: bryllupper, skilsmisser, børn, begravelser. Vi har kendt hinanden i over tredive år. Vi har lavet eksamener sammen, oplevet de første kærlighedssorg. Senere flytter hun til Aarhus, men hun kommer altid tilbage og når hun er her, kan jeg være mig selv.
Derfor, da hun en aften ringer, helt nedbrudt, og kun siger: Jeg har ingen steder at gå tænker jeg ikke videre. Jeg svarer: Kom. Du har altid en plads i mit hus.
De første dage føles som i vores ungdom lange samtaler, grin, minder. Efter min mands død har huset været alt for stille, og Frejas tilstedeværelse giver mig faktisk lidt ro. Jeg prøver at tage mig af hende: laver mad, giver hende min bedste seng, køber nye håndklæder, så hun kan føle sig hjemme. Hun lover at blive et par uger, mens hun får sig på benene igen.
Men så går en måned så en anden. Hun leder ikke efter en lejlighed, sender ingen jobansøgninger, står ikke op om morgenen jeg genvinder den søvn, jeg har mistet i årevis. Hun går rundt i huset i morgenkåbe, fylder sofaen, og kan spørge: Har du købt min yoghurt? Jeg foretrækker frugtsmag som om det var helt normalt.
Gradvis mærker jeg, at jeg forsvinder. Jeg kommer hjem fra arbejde, og hun sidder med te og læser min avis. Når jeg beder hende om i det mindste at lave en suppe, ler hun: Du laver den bedre, jeg kan ikke rigtig.
Det er altid jeg, der vasker op. Jeg handler ind. Køleskabet er fyldt med alt, hvad hun kan lide. Badeværelset er kun hendes kosmetik. TVet viser hendes serier.
En dag, da jeg inviterer en anden veninde på kaffe, protesterer Freja: Jeg er ikke tryg ved fremmede i huset. Hun holder endda min kat væk allergi.
Længe forklarer jeg hendes opførsel med, at hun har det svært efter skilsmissen, at hun er såret, desorienteret, at hun må holde ud. Men da hun begynder at flytte møbler og siger: Det er bedre på den måde, forstår jeg, at hun har overskredet en grænse.
Den sværeste dag er, når hun beder mig hente hendes vasketøj fra renseriet og købe ind efter arbejde jeg har ingen kraft til at gå ud. Jeg kommer med posefulde poser, og hun spørger: Har du købt den rigtige vaskepulver? Bliv ikke forvirret. Noget i mig knækker.
For første gang i lang tid taler jeg fast: Vi må tale. Det her kan ikke fortsætte. Det er mit hus. Du skal begynde at tænke på, hvor du skal flytte hen.
Først ser hun forbløffet ud, så bliver hun fornærmet og siger, at jeg ikke forstår noget og kun tænker på mig selv. Det er svært, men jeg ved, at uden grænser nu, mister jeg min egen identitet.
Hun flytter ud efter et par dage, smækker døren. Jeg føler mig skyldig, som om jeg har svigtet en, der var som familie. Men langsomt begynder huset at ånde igen. Jeg mærker igen, at det er mit hjem, mit liv, mine regler.
Et par måneder senere får jeg en kort sms: Undskyld. Jeg var helt fortabt den gang. Tak for hjælpen, selvom jeg ikke satte pris på den. Jeg svarer, at jeg ønsker hende alt godt, og tænker: Nogle gange er det sværest at sige nej til dem, vi holder af. Men hvis vi ikke gør det i tide, kan vi miste det vigtigste: os selv.
