**Dagbog 15. maj**
»Enten flytter du min bror ind, eller også pakker du dine ting og forsvinder!« sagde min mand.
Jeg blev to timer længere på arbejde i dag. To nye klienter havde booket tid hos mig efter anbefalinger fra veninder.
»Vi vil kun have dig, Victoria! Du er helt klart den bedste frisør i hele byen!« De ord fik mig til at smile hele vejen hjem.
Måske var det endelig tid til at tage springet og åbne min egen salon? Jeg kunne ikke blive ved med at vente på »bedre tider«.
Med de tanker i hovedet nåede jeg hjem uden egentlig at lægge mærke til tiden. I opgangen hørte jeg fremmede stemmer fra vores lejlighed. Jeg åbnede hurtigt døren og stivnede på dørtrinnet. I entréen lå en slidtes rygsæk, beskidte sko på gulvet, og fra køkkenet kom en stank af billig øl.
»Vikke, genkender du ikke familien? Kasper er tilbage!« Min mand stak hovedet ud fra køkkenet med et underligt smil.
Hans yngre bror sad på køkkensofaen og stirrede tomt foran sig. Den samme Kasper, der for fire år siden var løbet hjemmefra for at flytte sammen med en danser fra en natklub.
»Hej,« mumlede svogeren uden at kigge op.
»Mor, hvem er det?« hviskede min datter, der lige var kommet hjem fra dans.
»Det er din onkel Kasper, din fars bror,« svarede jeg så roligt som muligt. »Du kan næppe huske ham. Du var for lille, da han tog afsted.«
»Hvorfor er han så mærkelig?« Emma sænkede stemmen.
»Gå ind på dit værelse, skat. Vi snakker om det senere.«
Jeg gik ind på badeværelset og tændte for vandet. Jeg havde brug for et øjeblik alene. I spejlet stirrede et træt ansigt tilbage på mig. Jeg strøg langsomt hånden gennem håret rodmærkerne begyndte at vise sig, men det var det mindste af mine bekymringer lige nu.
For fire år siden, da Kasper forsvandt, så jeg, hvor hårdt det ramte min mand. Han talte ikke med sine forældre i en måned, gav dem skylden for at have skubbet broren væk. Og så lod det til, at han accepterede det han nævnte ikke Kasper mere, tog ikke imod hans sjældne opkald. Men nu var alt pludselig anderledes.
Min mand fulgte efter mig ind på soveværelset, tøvede et øjeblik og sagde så stille:
»Han bliver boende hos os. Det er nødvendigt. I hvert fald et stykke tid. Han har brug for hjælp. Kasper har det virkelig skidt. Hun bedrog ham, så de blev skilt. Han kan ikke tage hjem til forældrene.«
»Og det besluttede du helt selv? Uden at spørge mig? Uden at tale om det?« Jeg vendte mig mod ham. »Synes du ikke, det er lidt frækt?«
»Hvad var der at diskutere? Han er min bror, han har ingen steder at tage hen.«
»Mads, vi har en teenage-datter. Har du set, i hvilken tilstand han er? Tror du, det er normalt, at hun skal se det hver dag? Kasper er«
»Netop derfor har han brug for hjælp. Familie!« Min mand så mig for første gang i øjnene i aften. »Du forstår vel, at jeg ikke kan lade ham i stikken. Det er umuligt!«
»Hvor længe skal det vare?«
»Så længe det tager. Han skal have tid til at komme sig.«
»Hvad med Emma? Har du tænkt på hende? Hun er i den alder, hvor«
»Vikke, hold op!« Han hævede stemmen, noget han ellers aldrig gjorde. »Det er min bror. Min lillebror. Jeg efterlader ham ikke alene i dette.«
Jeg åbnede munden for at svare, men stoppede. Der var noget i hans stemme, der fik mig til at holde inde. På fjorten år sammen havde jeg aldrig hørt den hårde tone før.
»Okay,« vendte jeg mig mod vinduet. »Men han må ikke drikke herhjemme. Og han skal finde et job.«
Min mand svarede ikke og forlod tavst værelset. Gennem væggen kunne jeg høre ham hviske med sin bror i køkkenet. Meget lavt. Sikkert så jeg ikke skulle høre det.
Køkkenuret viste langt over midnat, da stemmerne endelig tav. Jeg lå vågen og lyttede til fodtrinene i gangen. Min mand kom ikke i seng med det samme. Han gik frem og tilbage i lang tid, formodentlig for at gøre det godt for Kasper i stuen.
»Alt bliver godt,« hviskede han, da han endelig krøb under dynen. Men jeg var ikke længere sikker på det.
***
Morgenen startede med lugten af billig øl i køkkenet. Jeg lavede tavs madpakke til Emma og lod som om jeg ikke så de tomme flasker og beskidte askebægre på bordet.
På en måned var jeg næsten vant til, at vores køkken var blevet til en døgnåben bar for to.
»Mor, jeg skal i skole,« Emma listede forbi sin sovende onkel og holdt sin taske tæt ind til sig. På det seneste var hun sjældent hjemme hun havde meldt sig til en eller anden klub og hængte ud hos veninder.
Jeg så hende forsvinde ud ad døren og mærkede vreden boble op i mig.
Denne »midlertidige« gæst havde på en måned ødelagt alt, vi havde bygget op gennem årene: hyggelige familieaftener, fælles måltider, fortrolige samtaler med Emma.
»Godmorgen,« sagde min mand, allerede klar til arbejde. »Er der kaffe?«
»Der er rester fra i går.« Jeg nikkede mod kanderen. »Forresten, vi skal tale sammen.«
»Ikke nu, jeg kommer for sent.« Han greb koppen og rynkede på næsen af den kolde kaffe.
»Hvornår, Mads? Du kommer altid for sent. Og om aftenen sidder du med din bror.«
Han standsede ved døren og så forvirret på mig:
»Hvad prøver du at sige?«
»At vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke forsørge en raske mand for evigt. Det er ikke fair!«
»Han har en depression, Vikke. Du kan da se, at han er helt ude af den.«
»Og hvad med os? Er vi ikke ude af den? Emma vil ikke engang hjem. Jeg kommer hver dag til rod og øllugt. Du«
»Hvad med mig?«
»Du er blevet en anden. Som om jeg ikke kender dig længere.«
Han satte koppen hårdt på bordet:
»Hør her. Lad os tale i aften. Roligt. Uden drama.«
»Nej. Nu!« Jeg stillede mig foran døren. »Jeg vil have Kasper ude herfra om en uge. Han kan leje en lejlighed, finde et job. Hvad som helst! Men ikke blive boende på vores regning!«
»Mener du det?« Hans øjne smallede sammen
