Far, ææ! græd den krumme, indhyllede dreng i et alt for langt frakke, Søren, mens han viftede med den ene hånd over læberne, som om han ledte efter noget.
Jens Troelsen kastede et skævt blik på sit barnebarn, trak sin ternede, røde og sorte halstørklæde tættere om halsen et langt, strikket, kruset stykke med en flok fjer. Fjerene ramte altid Søren i ansigtet, når far bøjede sig ned og mumlede noget.
Lige nu snoede de hårde tråde sig som kolde nåle ind i den røde, frostklare kind.
Søren krummede panden, gnubbede kinderne med fingrene og så så bedrøvet ind i Jens’ øjne.
Nå! brummede han, som om det var et brøl. Hvad sagde du? Sig »ER«! Sig, hvad du vil, forstår du? og han stirrede med sine røde, sprøde øjne ind i drengens.
Deres øjne lignede spejlbilleder, som om den ene var en lille udgave af den anden.
Jens så ud på alt, men ville ikke se mere, hans tårer var altid gemt bag en streng stædighed, der brændte som en ild. Søren så kun hjemmet og børnehaven, og nogle gange tog far ham med til den lokale kro, til de såkaldte »kammerater« venner, som far kaldte dem. Søren græd ofte, men stille, så ingen ville høre.
Æ mumlede drengen.
ER! brølede far.
Æ æ
Sne dalede uendeligt, dækkede de to fremmede som et hvidt tæppe, indtil en kvinde gik ind i drømmens køkken, Dorte Madsen, en kok fra kantinen »Alle på skålen«, som glimtede af lysestager og sløjfer.
Jens? sagde Dorte med en hæs hoste. Hvilken halstørklæde, far! Rød som Julemandens frakke!
Jo, den har jeg haft i årevis, så lad mig være! knurrede Jens, mens han løftede næsen mod Dorte’s bløde barm.
Åh, du er så sur i dag. Har du fået en ny dreng igen? Eller gik din kone, Lise, på en forretningsrejse? Nikkede Dorte til Søren.
Lise er væk. Hun er på tjenesterejse, sagde Jens kort.
Hvilken måned? Åh, Jens, du er så spids! Hvorfor har du ikke ringet til faren? Dorte børstede sneen af Søren’s hue med den store, tunge hånd, der var gemt i en strikket vanter.
Jeg husker den første nat, knurrede Jens. Det er længe siden, jeg har set ham. Det gør ondt at håndtere en invalid. Jeg har fået en normal dreng i stedet. Forstået, Søren? han blinkede skævt.
Søren trak på skuldrene. Ikke forstået. Måske er det bedst så.
Det er ikke op til os at dømme, sagde Dorte, mens hendes duft af suppe, frikadeller og noget sødt fyldte luften. Søren mærkede en knurrende fornemmelse i maven.
Så hør, i haven spiser man ikke, der er en pige, Galja, der siger, at han vender sig fra alt. Jeg tager ham med hjem, men han vil kun have »ææ« og intet andet. Så lad mig købe en bolle, når han lærer at sige »er«. sagde Jens og rynkede panden over næsen.
Dorte så på ham et øjeblik, tygget på læben, før hun pludselig bankede let på Jens’ ryg, så han vaklede.
Så er mit sidste ord: Jeg giver ikke et sultent barn til dig. Han er ingen invalid, han er bare langsom. Du får ham, Søren? nikkede hun.
Søren stirrede på hende, mens hans mave knugede sig.
Så kom med mig til kantinen. Jeg har fri i dag, og din mor, Lise, overtager. Der er plads til alle ved komfuret! råbte Dorte, som om hun ledte et regiment ind i kamp.
Vi har ikke tid. Det er tid til at gå hjem! sagde Jens og gik væk.
Måske gik de op til den ottende etage, mens løftet i elevatoren blev en slags talende dans, hvor Jens pegede på knapperne, og Søren kiggede forvirret.
Søren så ud som om han ville skrige, men kun hviskede »ææ«.
Så gik de. Dorte så efter dem med en tungfølt sorg. Hun ville pleje, men ikke Jens. Hun ville kun pleje den bange dreng.
Vinteren sluttede aldrig. Lise fløj fra opgave til opgave, far førte Søren til haven, trak i hans hue, knugede sin frakke med rystende hænder. De gik fremdeles med den røde, strikkede halstørklæde som fyrtårne i den sløve, søvnige by. Dorte så dem passere.
En dag, i en ekstra hård tid, greb hun drengen og førte ham ind i kantinen.
Jeg sagde, vi skal ikke gå! Hjem, Søren! brølede Jens, da han rakte hånden ud.
Men de havde nået et punkt, hvor mørke og fortvivlelse lå bag dem. Søren søgte sin mor i hallen, snusede til hendes frakke, men faren var skræmmende.
Når du elsker ikke din mor, så får du intet! knurrede Jens. Så lad mig tage dig med hjem.
Han gik ind i sit hus, og Dorte satte sig ved bordet, fyldt med suppe, frikadeller, grøntsager og en skive æblekage.
Smager det? spurgte hun, mens hun skød en mundfuld i Søren.
Ja, men vi er kun to, hviskede han.
Du skal lære at sige »er«, så kan vi købe en bolle. Det er mit sidste ord! sagde Jens.
Dorte gik hen og lagde sin hånd på Jens’ skulder, så han vaklede, men stod fast.
Jeg giver dig ikke en sulten dreng, sagde hun. Han er ikke en invalid, han er bare langsom. Du forstår, Søren?
Søren nikkede, men hans øjne var som to små glimt af sne.
Så lad os gå til kantinen, sagde Dorte, mens hun førte dem ind gennem en dør, der lugtede af brød og varme. Jens trak vejret tungt, som om hans knogler var frosne.
Søren fandt sin plads ved et lille bord, og Dorte serverede ham en skefuld suppe. Han rystede på hovedet, men drak.
I den drømmende nat, hvor alt blev til tåge, lå Jens på sin seng, mens han så på stjernerne gennem vinduet i København. Han huskede, at han elskede den lille dreng, selvom han ikke altid forstod ham.
Jeg elsker dig, Søren, hviskede han, mens drømmens vind blæste gennem hans hår.
Søren klemte farens hånd, og i et øjeblik føltes verden som en blød, varm plaid, hvor kærlighedens stemme sang i en melodi af gamle danske vinde.
