Den kvinde fyldte halvfjerds. En rund fødselsdag! Til denne højtidelige lejlighed havde hun købt stof og bestilt en kjole. Den var smuk og yndefuld. Til den havde hun fundet et par sølvøreringe på nettet, dyre og fine.
Hun klædte sig i det nye, så sig i spejlet, og det var, som om årene faldt af hende. “Man kan virkelig ikke leve uden nye ting engang imellem,” tænkte hun. “De giver humøret et løft.” Derefter gik hun i gang med at lave mad, så gæsterne kunne nyde noget lækkert. Hendes søstre skulle komme, og broren ville bringe deres gamle mor med. Hun var snart femoghalvfems.
Bordet skinnede af festlige tallerkener, og maden så indbydende ud. Gæsterne ankom, og den gamle mor blev placeret på den mest ærefulde plads. Som sædvanlig ville hun sidde lidt, og når hun blev træt, ville hun lægge sig i det tilstødende værelse.
Fødselsdagsbarnet iførte sig den nye kjole og satte øreringene i. Da hun trådte ind til gæsterne, undslap der et beundrende “ah” fra alles læber. Hun følte sig glad over at have overrasket dem, glad for at de syntes om det. Meget glad. De skålede for hende, først én gang, så en anden, som det sømmer sig. Men pludselig sagde en af søstrene:
“Du har overrasket mig. At bestille en kjole, når du er halvfjerds. Og øreringe, endda så dyre. Hvad skal du bruge dem til? Du sidder jo hjemme, som du har gjort i årevis. Ingen mand at pynte dig for, ikke? Du arbejder ikke, går ikke i teatret. Du har jo masser af gamle, smukke kjoler. Burde du ikke bare bruge dem op?”
De andre søstre nikkede. De begyndte at fortælle, hvordan deres egne skabe var proppet med tøj, mere end de nogensinde kunne bruge.
På én gang føltes den nye kjole, som om den trykkede. Den blev stram. Øreringene føltes tunge, som om de trak i hendes ører. Og i hendes hjerte blev der pludselig tomt. En bitter tanke skar igennem: “Halvfjerds er halvfjerds. Livet er næsten forbi, og her sidder jeg, en gammel kone, pyntet op som en ung pige.”
Kvinden så pludselig ældre ud, og smilet forsvandt fra hendes ansigt, efterlod det stenhårdt. Hun havde ikke lyst til at tale med nogen, ikke lyst til noget. Maden smagte ikke længere, hun kunne ikke få en bid ned. Festen var ødelagt. Gæsterne mærkede pludselig forandringen, tavse og forlegne.
Så begyndte moderen at tale, hun, som hidtil havde siddet stille:
“Min mor levede næsten til hundrede. Og min far også. Vi er et langlivet slægt.”
“Da min mor fyldte halvfems, gik min far på torvet og købte en bordeauxrød sjal. Ved middagsbordet tog han den frem fra et skjult sted og gav den til hendeeller rettere, lagde den om hendes skuldre. Mor sad der, forynget og lykkelig, strøg den nye sjal med sine gamle hænder. Det var, som om hun havde tabt tyve år, hvad var halvfems så for noget?”
“Det handler om sjælen. Det er ikke os, der er til for tingene, men tingene, der er til for os. De skal give os glæde. Og det er kærlighed og omsorg fra dem, vi holder af, der gør os lykkelige.”
Hun tav et øjeblik, tilføjede så:
“Har I glemt det?”
Ordene var klogt sagdt. Så vendte hun sig mod datteren, der havde talt ubetænksomt om kjolen:
“Og til dig vil jeg sige dette: Hold din giftige tunge i ave. Spild ikke ord.”
Hun rejste sig og gik ind for at lægge sig. Hun var træt.
De sad tavse. Stemningen ved bordet var tung. Søsteren, der havde “spildt ord,” undskyldte, men det lettede ikke på det. De talte om dette og hint, men samtalen gik i stå. De forsøgte at joke, men ingen lo.
Der var ikke ærlighed, ikke varme. For de giftige ord hang tungt i luften, som en mørk sky.
Så kom den elskede niece med sin mand. De hilste muntert på alle og ønskede fødselsdagsbarnet tillykke. Manden knælede ned, overrakt en buket roser og sang en linje fra en gammel romantisk sang. Niecen åbnede en lille æskeindeholdende en halskæde af flodperler. Alle udbrød:
“Hvor fandt hun dem?”
Hun lagde den om sin mosters hals, trak hende hen til spejlet, omfavnede hende, klappede i hænderne og lo.
Pludselig var der liv ved bordet igen. Latteren lød, glasene klirrede, og de skålede for fødselsdagsbarnets helbred.
Det var ovre. Den giftige stemning var opløst i kærlighed og lykke. På alle ansigter læ glædeægte og oprigtig. Samtalen flød, og der var lyst til at tale, til at joke, til at spise den lækre mad, til at beundre kvinden, der lige var blevet halvfjerds.
Og kvinden sad og tænkte:
“Halvfjerds? Hvad er det? Der er så meget tilbage. Bare at leve og glæde sig.”
Sådan tænkte hun, den foryngede, elegante kvinde med perlehalskæden om halsen. Den lykkelige kvinde, der netop var fyldt halvfjerds.
