” Gå ud i køkkenet! hørte jeg min mand sige og jeg kunne ikke holde det ud længere.
Mette stirrede på sin telefonskærm. Anders havde skrevet for fjerde gang på en halv time: »Tåbe, tag dog telefonen.«
Hun sad bag rattet i køreskolebilen instruktøren forklarede parallelparkering. Telefonen vibrerede igen.
Må jeg lige svare? Min mand er bekymret.
Selvfølgelig.
Anders, jeg sidder bag rattet
Hvorfor tager du den ikke? Jeg ringer jo!
Man må ikke snakke i telefon, når man
Nå, ja. Kørekort er vigtigere end sin mand. Hvornår kommer du hjem?
Om en time.
Hvem skal lave mad? Skal jeg selv gøre det?
Instruktøren vendte sig væk og lod som om, han ikke hørte efter.
Jeg kommer hjem og laver mad.
Godt. Jeg var lige ved at tro, jeg var blevet gift med en karrikvinde.
Hjemme sad Anders og scrollede på sin telefon i sofaen. Tre måneder siden, han havde mistet sit job, sagde det var midlertidigt, men jobsøgningen trak ud.
Hvordan gik det i køreskolen? Svær lære?
Hans stemme lød som den sædvanlige hånlige tone.
Fint. Vi øvede parallelparkering.
Åh, hvor seriøst. En hel videnskab, hva?
Mette gik ud i køkkenet. I vasken stod beskidt opvask hans morgenmad.
Anders, skal vi ikke endelig få pakket de flyttekasser ud? Det er februar, og vi har stadig ikke ryddet op.
Han så op fra skærmen.
Hvad er der at pakke ud? Du kan vel selv klare det.
Vi kunne gøre det sammen. Og få ryddet op på samme tid
Anders rejste sig og kom tættere på. Hans blik var pludselig koldt.
Gå ud i køkkenet!
Han sagde det lavmælt, men meget tydeligt. Ikke råbte. Bare sagde det og stilheden var værre end noget skrig.
Mette stivnede.
Hvad sagde du?
Du hørte hvad jeg sagde! Gå ud og lav mad!
Vi talte om flyttekasserne
Hvad snakkede vi om? Du brokkede dig. Jeg sagde, du kunne klare det selv.
Der gik noget i stykker inde i Mette. Ikke af fornærmelse men af erkendelse. Hun mindedes nytårsaften hos hans venner, hvor han var livet i festen.
Han flirtede med alle kvinderne, lavede jokes, hjalp værten. Men i bilen efterfølgende sagde han:
Hvorfor sagde du ingenting hele aftenen? Det var da pinligt?
Jeg går ikke ud i køkkenet!
Han løftede overrasket øjenbrynene.
Hvad?
Jeg gør det ikke!
Mette, provoker mig ikke. Vi talte da normalt sammen.
Normalt? Hvornår talte du sidst normalt til mig?
Anders lagde telefonen fra sig.
Hvad er problemet? Jeg lavede bare en joke.
En joke? »Tåbe, tag telefonen« er det også en joke?
Hvad? Må man ikke skrive til sin kone?
Jo. Men ikke »tåbe«.
For søren, hvad betyder det? Du ved da godt, jeg ikke mener det ondt.
Det ved jeg. Derfor har jeg også holdt mund hele tiden.
Mette satte sig på sengekanten.
Ved du, hvad min kørelærer sagde i dag? »Du har virkelig sikre hænder.« Kan du forestille dig det? Sikre. Men derhjemme er jeg bange for at bede om hjælp til flyttekasserne.
Bange?
Anders grinede.
Hold nu op!
Ja, bange. For jeg ved, du finder på en måde at minde mig om, hvor ubetydelig jeg er.
Det er noget, du finder på!
Finde på? Kan du huske, da du fortalte dine venner, at jeg bare »hygger mig i køreskolen«?
Det var da bare for sjov!
For dig, måske. For mig var det ydmygende.
Anders satte sig ved siden af hende i sofaen.
Hør her, hvis du ikke kan lide, hvordan jeg taler
Så hvad?
Så er døren der, hvor den altid har været.
Stilhed. Mette så på sin mand. Han undskyldte ikke. Forklarede ikke. Pegede bare på døren.
Fint.
Hun rejste sig. Trak en rejsetaske ud af skabet. Begyndte at pakke sine ting.
Hvad laver du?
Det, du lige foreslog.
Hvor skal du hen?
Til Lise.
Du løber lidt rundt og kommer så hjem. Som sædvanlig.
Som sædvanlig?
I kvinder elsker drama. Smække med dørene, græde til jeres veninder.
Mette pakkede sine papirer, makeup og telefonoplader.
Og så krybe tilbage!
Hun gik hen til kassen med bryllupsbilleder. Trak et billede frem de stod i rådhuset, lykkelige.
Ville du snakke sådan til mig dér?
Anders kiggede på billedet.
Der var andre mennesker.
Og her?
Her er vi alene. Her kan man slappe af.
Mette lagde billedet forsigtigt tilbage. Lukkede tasken.
Slappe af Javel.
Vent. Lad os tale om det.
Hvad er der at tale om? Du har allerede vist mig, hvad jeg betyder for dig derhjemme.
I entreen trak hun jakken på. Anders stod i sokker og hjemmebukser.
Årh, kom nu! Alle par skændes.
Vi skændtes ikke.
Mette greb dørhåndtaget:
Du har bare besluttet, at nu kan du tillade dig det.
Døren smækkede. Bag hende lød det:
Du når ikke langt!
To uger senere kom der en besked: »Kommer forbi i morgen, når jeg får tid.«
Veninden Lise rystede på hovedet:
Hvorfor skal du mødes med ham?
Jeg vil være sikker på, at jeg har ret.
Caféen ved banegården. Anders var en halv time forsinket.
Hvordan går det?
Han satte sig uden at undskylde forsinkelsen.
Fint.
Hvor bor du?
Hos Lise for nu.
Ordene »for nu« slap ud af gammel vane for at blødgøre situationen.
Derhjemme er der et rod. Beskidt opvask, vasketøj, der ikke er blevet vasket. Godt, naboerne hjalp med indkøb.
En servitrice kom hen en smuk brunette på cirka femogtyve.
Hvad vil I bestille?
To kaffer, sagde Anders og smilede til pigen.
Hvad har I af søde sager?
Vi har dejlige kager
Så giv mig det lækreste.
Han tog sin vielsesring af og lagde den på bordet.
Nu hvor der ikke er nogen derhjemme til at rydde op, kan man da forkæle sig selv med dessert.
Servitricen grinede.
Kan
