**Dagbogsnotat af Lars Jensen**
“Nå, gutter, fiskeriet må vente,” besluttede jeg og greb nettet. “Vi skal redde den stakkels fyr.”
Jeg styrede båden hen over den rolige flade af Arresø, mens mine passagerer turister fra København ivrigt kastede deres fiskestænger ud. Det var en smuk dag: solen skinnede, en blid brise pustede, og fiskene bed godt til.
“Lars Hansen, der er det noget der flyder?” råbte en af turisterne pludselig og pegede ud mod vandet.
Jeg kneb øjnene sammen og stirrede mod horisonten.
“Ligner en fugl… Eller nej, der er noget underligt.”
Da båden kom nærmere, udvekslede alle forbløffede blikke. I vandet, lige akkurat holdende sig oppe, kæmpede en kat for livet. En våd, rødspættet en, helt udmattet.
“Hold da op!” rystede jeg på hovedet. “Hvordan har den endt her? Der er mindst en kilometer til land!”
“Måske faldt den ud af en båd?” foreslog en af turisterne.
“Eller strømmen har ført den hertil,” tilføjede en anden.
Katten mjavede ynkeligt og forsøgte at svømme mod os, men dens kræfter svigtede.
“Nå, gutter, fiskeriet må vente,” sagde jeg og tog nettet. “Vi skal redde den stakkels fyr.”
Det var ikke let at få den om bord den var bange, kradsede og sprællede. Men til sidst fik vi den forsigtigt trukket op i nettet og om bord.
“Den er helt udkørt,” sukkede jeg og svøbte den skælvende kat i en gammel jakke. “Hvor længe har den været i vandet?”
Katten krøb sammen i et hjørne og betragtede os med forsigtige, bange øjne. Pelsen strittede, og dens ører dirrede.
“En lille skønhed,” sagde en af kvinderne blødt. “Og så ung.”
“Den skal til dyrlægen,” sagde jeg bekymret. “Hvem ved, hvor meget vand den har slugt?”
Dyrlægen undersøgte den og beroligede os alle:
“Den er sund, bare udmattet. Dehydreret og bange men den klarer den. Ti dages hvile, og den er som ny.”
“Skal vi prøve at finde ejeren?” spurgte jeg.
“Vi kan sætte en annonce op. Men den ligner en herreløs. En gadekat, tror jeg.”
Jeg tog katten med hjem. Min kone, Mette, tog varmt imod vores nye “gæst”:
“Åh, hvor den er tynd! Vi skal nok få den til at komme til kræfter!”
De første par dage gemte den sig under sofaen, kun kom frem for at spise. Så begyndte den langsomt at udforske sit nye hjem. En uge senere spindede den allerede, når Mette kærtegnede den.
“Hvad nu hvis vi beholder den?” spurgte jeg min kone. “Jeg tror ikke, ejeren dukker op.”
“Jeg har ikke noget imod det,” smilede Mette. “Jeg har altid ønsket mig en kat. Hvad skal vi kalde den?”
“Lykke,” svarede jeg straks. “Ikke alle er så heldige at blive reddet midt ude på søen.”
Katten løftede hovedet og mjavede højt som om den godkendte navnet.
En måned senere var Lykke fuldstændig blevet en del af familien. Den mødte mig ved døren, sad på Mettes skød og bedte snedigt om mad i køkkenet. Men vand undgik den stadig selv dens vandskål nærmede den sig forsigtigt.
“Den har sikkert et traume,” sagde Mette til naboerne. “Efter sådan en oplevelse er det ikke underligt.”
“Eller måske var det skæbnen,” spekulerede naboen, Karen. “Den kom lige til jer.”
Jeg kradsede katten blidt bag øret:
“Måske var det skæbnen. Godt, vi tog på den fisketur. Ellers…”
Den røde kat gned sig mod min hånd og spandt tilfreds, som om den sagde: “Alt skal nok gå. Jeg er her nu. For altid.”
Og Mette og jeg vidste, det var sandt.
Nogle gange bliver hjælpen, vi giver i det rigtige øjeblik, til den største lykke. Nogle gange kommer redningen ikke der, hvor vi leder, men finder os selv. Det vigtigste er at lægge mærke til det øjeblik, når nogen har brug for os.
For netop i sådanne øjeblikke kommer et nyt, uventet kærlighedsforhold ind i vores liv. Og selvom starten måske var hård, er det ofte i de sværeste tider, de stærkeste bånd skabes.
