Det var en kold efterårsdag, da Jens råbte til sin kone Mette: “Hvad fanden tænker du på? En baby i en alder af 41! Kvinder i din alder er bedstemødre!” Hans stemme skar gennem den stille lejlighed i Århus.
Mette stod ved vasken, hænderne dyppet i varmt sæbeskum. Hun havde været gift med Jens i tyve år, siden hun var en ung studerende fra Køge. Altid havde hun troet, han var hendes støtte, hendes klippe. Men nu stod han der, rød i hovedet, og krævede, hun droppede tanken om endnu et barn.
“Vi har allerede tre sunde drenge,” sagde han og talte dem op: “Anders er ved at blive færdig på universitetet, og Nikolaj og Mads går i niende klasse. Er det ikke nok?”
Mette tørrede hænderne i forklædet. “Jens,” sagde hun stille, “jeg har altid drømt om en lille pige. Hvis Gud har sendt os dette barn, hvem er vi så til at sige nej?”
Drengene var ikke mere begejstrede. Da de hørte nyheden, protesterede tvillingerne: “Vi deler allerede værelse! Hvor skal en baby sove?” Selv Anders, den ældste, rynkede panden: “Mor, er det ikke farligt i din alder?”
Mette mindedes dengang for mange år siden, da hun ventede tvillingerne. Dengang havde Jens også været imod det penge var knappe, de boede hos hans forældre i Randers, og konflikter med svigermor var dagligdag. Men da lægerne sagde, der kom to, ændrede alt sig. Svigermor gav dem penge til indskud på en lejlighed, og til Mettes overraskelse var Nikolaj og Mads rolige babyer, der sov hele natten.
Denne gang var det anderledes. Allerede i tredje uge blev Mette syg. Hun havde arbejdet som negletekniker i over et årti, men nu kunne hun ikke udstå lugten af lak og olier. Tabletter hjalp ikke. Hun lå dag ud og dag ind på sofaen, for svag til at røre en tallerken.
Familien følte det. Jens, der arbejdede som ambulanceassistent, tog ekstravagter. Anders fik et job i en elektronikbutik. Alligevel var der hvisken bag ryggen på Mette fra naboer, fra hendes egne forældre, der sagde: “I din alder? Det er både egoistisk og farligt.”
Ved den rutinemæssige ultralydsundersøgelse stirrede lægen længe på skærmen. “Der er en pige,” sagde han til sidst. “Men der er et problem.”
Mettes hjerte stoppede. “Hvad er der galt?”
“Neuralrørsdefekt. Alvorlig. Barnet kan blive handicappet.”
Hun græd hele vejen hjem. Da hun fortalte Jens, blev han bleg. “Mette, du er ikke klar over, hvad det betyder. Min lillebror døde som baby af en medfødt hjertesygdom. Jeg vil ikke gennemleve det igen.”
Næste morgen var han været med en sportsbag. “Jeg kan ikke være med til dette,” sagde han og forlod lejligheden.
Men Jens’ mor, Karen, tog imod ham med mild skældud. “En mor og hendes barn er ét,” sagde hun og skænkede te. “Og hvad hvis lægen tager fejl?”
Dagen efter tog Jens Mette til en privatklinik i København. En kvindelig læge smilede efter undersøgelsen: “Alt er normalt. Vil I høre hjerteslag?”
Bagefter, med en rystende hånd omkring den udskrevne rapport, stirrede de på ordene: *Ingen tegn på abnormalitet.*
Lille Freja blev fø
