“Der var den sag, snart kommer der gæster, og I bliver nødt til at gå et sted hen. I forstår selv, at der ikke bliver nogen fest med jer her.”
“Men søde, hvor skal vi så hen? Vi kender jo ingen her,” spurgte mor.
“Det ved jeg da ikke. Naboen i landsbyen inviterede jer jo engang så tag derhen.”
Viktor og Maren havde fortrudt hundrede gange, at de lyttede til deres søn og solgte deres hus.
Måske var det hårdt der, men det var deres hjem. De var herrer over deres eget liv. Og her? De turde knap nok forlade deres værelse af frygt for at vække svigerdatteren Katrines vrede. Alt irriterede hende. Måden de gik i sutsko på. Måden de drak te på. Måden de spiste på.
Den eneste i lejligheden, der havde brug for dem, var barnebarnet Emil.
En flot, voksen dreng, men vanvittigt glad for sine bedsteforældre. Hvis hans mor hævede stemmen i hans nærvær, fik hun altid et svar tilbage.
Men sønnen Mads? Enten var han bange for sin kone, eller også var han ligeglad. Han stillede sig aldrig på forældrenes side.
Emil spiste ofte aftensmad med bedstemor og bedstefar. Men han var sjældent hjemme. Han var i praktik og boede på kollegie tæt på arbejdet. Han kom kun hjem i weekenderne.
De ældre ventede altid på ham som på en fest. Og nu var nytåret lige rundt om hjørnet. Emil kom tidligt om morgenen for at ønske alle et godt nytår.
Han gik ind til sine bedsteforældre med en lille gave til hver: varme, flotte vanter og sokker. Han vidste, de altid frøs. Bedstefar fik almindelige vanter, mens bedstemors var broderede.
Maren trykkede vanterne til sit ansigt og begyndte at græde.
“Bedste, hvad er der? Kan du ikke lide dem?”
“Jo, kæreste. De er de smukkeste. Så fine nogensinde har jeg ikke haft.”
Hun krammede ham og kyssede ham. Emil begyndte at kysse hendes håndflader, som han altid havde gjort siden han var lille. Hendes hænder duftede altid af noget æbler, dej, eller bare varme og kærlighed.
“Nå, mine kære, hold ud her uden mig i tre dage. Jeg skal afsted med drengene, så kommer jeg hjem.”
“Nyd det, min skat,” sagde Maren. “Vi venter.”
Emil pakkede sin taske, sagde farvel og gik. De ældre vendte tilbage til deres værelse.
En time senere hørte de Katrine skælde Mads ud, fordi de skulle have gæster, og de gamle var i vejen. Skamme sig! Hvor skulle gæsterne sove?
Mads prøvede at sige noget om, hvor de skulle gå hen, men Katrine gad ikke høre efter.
De ældre sad musestille og turde ikke engang gå ud og lave te. Viktor fandt nogle gemte vaffler frem og delte dem med Maren.
De sad ved vinduet og spiste i tavshed. Marens øjne var blanke af tårer. Hvor var det hårdt at blive gammel og føle sig ubrugelig.
Det begyndte at blive mørkt udenfor. Mads kom ind.
“Der var den sag, snart kommer der gæster, og I bliver nødt til at gå et sted hen. I forstår selv, der bliver ingen fest med jer.”
“Søde, hvor skal vi så hen? Vi kender jo ingen,” spurgte Maren.
“Det ved jeg da ikke. Naboen i landsbyen inviterede jer jo engang så tag derhen.”
“Men hvordan? Bussen kører ikke, vi ved ikke engang, hvor stationen er. Og er hun i live?”
“Det ved jeg ikke. Katrine sagde, I har en time til at pakke.”
Mads gik. Viktor og Maren så på hinanden. Ingen ville græde. De pakkede og barnebarnets gaver kom lige tilpas.
De klædte sig varmt på og forlod tavst huset. Udenfor var det næsten mørkt, og folk skyndte sig hjem.
Maren tog Viktor under armen, og de gik langsomt mod parken. Undervejs stoppede de på en lille café og bestilte te og smørrebrød de havde ikke spist hele dagen.
De sad der i en time. Ingen havde lyst til at gå ud igen. Vinden blæste, sneen faldt, og kulden stivnede. I parken var der en lille pavillon. De besluttede at søge ly der.
I det mindste et tag over hovedet. De satte sig tæt sammen. Maren så på sine vanter. Viktor kiggede på hende og sagde:
“Godt vores barnebarn har et varmt hjerte, til trods for hans forældres koldskab.”
“Ja, vi lovede ham at holde ud, men vi kunne ikke,” svarede hun.
Tiden gik, sneen faldt stadig. I lejlighederne tændtes juletræer. Mange sad allerede ved bordet for at sige farvel til det gamle år.
Pludselig dukkede en hund op ved deres fødder en sød cocker spaniel. Den hylede lidt og satte poterne op på Marens skød. Hun smilede og kærtegnede den.
“Lille ven, hvad laver du her alene? Er du gået tabt?”
I det samme lød en kvindestemme i det fjerne.
“Bamse! Kom her! Hvor er du? Tid til at gå hjem!”
Pigen hørte hunden gø og kom nærmere.
“Bamse! Herhen! Hvad er der?”
Hun nåede pavillonen og så hunden stå ved de ældres side.
“Undskyld, Bamse er sød, han gør ingen fortræd. Men… har I siddet her længe?”
“Ja, skat. Han er dejlig.”
“Hvorfor er I ikke gået hjem? Det er jo iskoldt, og nytåret er lige om hjørnet.”
De tav.
“Undskyld, men… har I ingen steder at tage hen?”
De rystede på hovedet.
“Åh, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.”
Bamse forlod ikke Marens skød. Han viftede med halen.
“Lad os fortsætte snakken et varmere sted. Jeg har kun let tøj på og fryser allerede. Og I må være helt stivfrosne. Kom, følg med hjem til mig.”
“Nej, skat, det behøver du ikke. Vi finder selv på noget i morgen.”
“Nej, jeg efterlader jer ikke her. Bamse og jeg bor alene, så vi har masser af plads. Kom nu, nytåret nærmer sig!”
Viktor og Maren så på hinanden, sukkede og rejste sig. Selv med de varme sokker var deres fødder iskolde.
De gik langsomt. Bamse løb rundt om dem og viftede glad. På vejen lærte de pigen, Sofie, at kende.
Maren fortalte, hvordan de var endt i pavillonen. Det var pinligt, men noget ved Sofie fik hende til at åbne op. Sofie blev så ked af det.
Hun forstod ikke, hvordan nogen kunne smide deres forældre ud. Hendes egne forældre var d
