»KUNNE IKKE ELSKE«
»Piger, hvilken af jer er Liva?« spurgte pigen med et gennemborende og lidt snedigt blik, mens hun så på mig og min veninde.
»Det er mig. Hvad så?« svarede jeg forvirret.
»Her, et brev til dig, Liva. Fra Vagn,« sagde den fremmede og rakte mig et krøllet kuvert, som hun havde taget op af lommekåben.
»Fra Vagn? Hvor er han selv?«
»Han er blevet overflyttet til en vokseninstitution. Han ventede på dig, Liva, som på himmelske manna. Han stirrede sig blind. Men han gav mig dette brev for at rette fejl han ville ikke gøre sig til grin for dig. Nå, jeg må afsted. Snart er der middag. Jeg arbejder her som pædagog.« Pigen så bebrejdende på mig, sukkede og skyndte sig væk.
…Engang, da vi var seksten og sommerferien lokkede til eventyr, vandrede min veninde og jeg ind på området af et ukendt sted. Vi satte os på en bænk, snakkede og grinede, uden at bemærke de to drenge, der nærmede sig.
»Hej, piger! Keder I jer? Skal vi ikke lære hinanden at kende?« sagde den ene dreng og rakte mig hånden. »Jeg hedder Vagn.«
»Jeg er Liva. Det her er min veninde Mette. Og hvad hedder den stille her?«
»Lars,« mumlede den anden dreng.
De virkede gammeldags og alt for korrekte. Vagn sagde strengt: »Piger, hvorfor går I i så korte nederdele? Og Mette, dit udskæring er ret frækt.«
»Hm… Drenge, stir ikke, hvor I ikke skal. Ellers løber jeres øjne måske i hver sin retning,« grinede Mette og jeg.
»Det er svært ikke at kigge. Vi er jo mænd. Røger I også?« fortsatte den spydige Vagn.
»Selvfølgelig. Men ikke i halsen,« drillede vi.
Først nu lagde vi mærke til, at der var noget galt med drengenes ben. Vagn bevægede sig langsomt, Lars haltede tydeligt.
»Er I her for at blive behandlet?« spurgte jeg.
»Ja. Jeg kom ud for en motorcykelulykke. Lars faldt uheldigt fra en klippe,« svarede Vagn hurtigt. »Vi bliver snart udskrevet.«
Mette og jeg troede på deres »historie«. Dengang anede vi ikke, at Vagn og Lars var født med handicap og var dømt til at bo på institutionen. Vi var deres luft af frihed.
De boede og lærte på et sted, skjult for omverdenen. Hver af dem havde sin egen opfundne historie om en ulykke, et fald eller en slåskamp…
Vagn og Lars var interessante, velorienterede og kloge ud over deres år. Vi begyndte at besøge dem hver uge.
Først og fremmest følte vi med dem og ville muntre dem op; for det andet havde de meget at lære os.
Vagn gav mig blomster, plukket fra nærmeste bed, Lars foldede origami til Mette og overrakte det med rødmen. Så sad vi fire på bænken: Vagn ved siden af mig, Lars vendt mod Mette, der blussede, men nød hans selskab. Vi snakkede om alt og intet.
Den varme sommer svandt. Regnfuld efterår kom, og skolen startede. Mette og jeg glemte fuldstændig Vagn og Lars.
…Eksaminerne gik, skolen sluttede, og sommeren kom igen. Vi besøgte institutionen og satte os på den velkendte bænk, men de kom ikke.
Pludselig kom pædagogen ud med brevet. Jeg åbnede det straks:
»Kæreste Liva! Min duftende blomst! Min uopnåelige stjerne! Du forstod nok ikke, at jeg forelskede mig i dig ved første blik. Vores møder var mit åndedrag, min livskraft. I et halvt år har jeg forgæves stirret ud af vinduet efter dig. Du har glemt mig. Sikke en skam! Vores veje går hver sin ret. Men jeg er taknemmelig for, at jeg oplevede ægte kærlighed. Jeg husker din bløde stemme, dit lokkende smil, dine blide hænder. Hvor savner jeg dig, Liva! At se dig bare én gang til! Jeg vil trække vejret, men der er ingen luft…
Lars og jeg blev 18. Om foråret flytter vi. Vi ses nok ikke igen. Min sjæl er i stykker! Måske kommer jeg over dig.
Farvel, min elskede!«
Undertegnet »for evigt din Vagn«.
I kuverten lå en presset blomst.
Jeg skammede mig. Hjertet snørede sig, fordi intet kunne gøres om. Tanken strejfede mig: »Vi er ansvarlige for dem, vi tæmmer.«
Jeg anede ikke, hvilke følelser der brændte i Vagn. Men jeg kunne ikke elske ham tilbage. Kun venskab og nysgerrighed mod en klog samtalepartner ikke mere. Ja, jeg flirtede lidt, drillede ham. Jeg kastede brænde på ilden uden at vide, det ville blive til en storm af kærlighed for ham.
…År er gået. Brevet er gulnet, blomsten til støv. Men jeg husker vores uskyldige møder, de sorgløse samtaler, latteren over Vagns vittigheder.
…Der er en fortsættelse. Mette blev rørt af Lars’ skæbne. Hans forældre havde svigtet ham på grund af hans handicap. Mette blev lærer på en børneinstitution. Lars er nu hendes elskede mand. De har to voksne sønner.
Ifølge Lars levede Vagn alene. Da han var fyrre, kom hans mor og tog ham med hjem til landsbyen. Derefter forsvandt alle spor…
