Jeg havde været min søns families gratis barnepige og kok, indtil de så mig på lufthavnen med en enkeltbillet.
“Nina, hej! Forstyrrer jeg?” Stemmen i røret var min svigerdatter Katjas, falsk munter og anspændt.
Jeg rørte tavst i den længe kogte suppe, der nu var kold. Nej, jeg var aldrig for travlt, når de havde brug for noget.
“Jeg hører, Katja.”
“Vi har nyheder en kæmpe bombe! Alex og jeg har købt billetter, vi skal til Tyrkiet i to uger! Alt inklusive, kan du forestille dig? Så spontant!”
Jeg forestillede mig det. Havet, solen, Alex og Katja. Og et sted uden for billedet deres femårige søn Mikkel. Mit barnebarn.
“Tillykke. Jeg er glad på jeres vegne,” sagde jeg med en stemme så flad som en medicinvejledning.
“Netop! Så du tager Mikkel, ikke? Han kan ikke komme i børnehaven lige nu, der går noget skoldkopper rundt.”
Og så var der svømning, som han ikke måtte gå glip af. Og logopæden næste uge hun ville sende mig en oversigt.
Hun talte hurtigt, som om hun var bange for, at jeg nåede at tænke og sige nej. Selvom jeg aldrig sagde nej.
“Katja, jeg havde tænkt mig at tage til sommerhuset et par dage, mens vejret er godt” begyndte jeg, uden selv at tro på mine egne svage protester.
“Sommerhus?” Hendes stemme lød oprigtigt overrasket, som om jeg havde sagt, jeg ville flyve til Mars. “Mor, altså, hvad snakker du om? Drengen har brug for omsorg, og du tænker på grøntsager!”
De fløj jo ikke afsted for sjov, men for at styrke deres helbred. Havluft, vitaminer!
Jeg stirrede ud på den grå baggård. Mit hav. Mine vitaminer.
“Og så,” fortsatte Katja uden pause, “vi får leveret kattefodder på onsdag, premium, tolv kilo.”
Buddet kom mellem ti og seks, så jeg måtte blive hjemme. Og vande deres planter, især orkidéen den var kræsen.
Hun opregnede mine pligter, som om det var en selvfølge. Jeg var ikke et menneske, men en funktion. En bekvem, gratis udvidelse af deres liv.
“Ja, Katja. Selvfølgelig.”
“Sådan! Jeg vidste, vi altid kunne regne med dig!” Hun kvidrede, som om hun gjorde mig en tjeneste. “Nå, kys, jeg skal pakke!”
Klik.
Jeg lagde telefonen langsomt fra mig.
Blikket faldt på vægkalenderen. Næste lørdag var markeret med rødt en aftale med veninder, jeg ikke havde set i næsten et år.
Jeg tog en fugtig klud og udslettede mærket med et enkelt strøg. Som om jeg slettede endnu en lille stump af mit eget, ulevet liv.
Der var ingen vrede i mig. Kun en klæbrig tomhed og et stille spørgsmål: Hvornår ville de opdage, at jeg ikke bare var en gratis service, men et menneske?
Måske først, når de så mig på Kastrup med en enkeltbillet.
Mikkel blev bragt næste dag. Min søn, Alex, slæbte en kæmpe kuffert, en sportstaske og tre poser legetøj ind i min lejlighed. Han undgik at møde mit blik.
“Mor, vi skal videre, ellers kommer vi for sent til flyet,” mumlede han, mens han stillede kufferten midt i gangen.
Katja susede ind bag ham, allerede i feriemodus let kjole, stråhat. Hun kastede et hurtigt, bedømmende blik på min beskedne bolig.
“Nina, husk at læse for Mikkel i stedet for at sætte ham foran tvet. Og mindre slik, ellers bliver han umulig.”
Hun rakte mig et stykke papir foldet fire gange. “Her er en liste. Alt er noteret døgnrytme, telefonnumre til logopæden, svømmetræneren, allergilægen. Og hvad han skal spise hver dag.”
Hun talte, som om jeg aldrig før havde passet mit eget barnebarn. Som om jeg ikke havde været der siden hans fødsel, mens de byggede karriere.
“Katja, jeg ved, hvad han kan lide,” sagde jeg stille.
“At huske er én ting, kosten er noget andet,” afbrød hun. “Nå, Mikkel, vær en dreng og lyt til mormor! Vi bringer en kæmpe legetøjsbil hjem til dig!”
De forsvandt i en duft af dyr parfume og efterlod en følelse af træk.
Mikkel brød ud i gråd, da han forstod, han var blevet alene. De første tre dage var et maraton.
Svømning i den ene ende af København, logopæd i den anden. Kræfter, nattes
