En dag kom min mand hjem fra sin mors hus, sukkede dybt og foreslog at lave en faderskabstest for vores toårige datter: »Ikke for min skyld, men for min mors.«
Et halvt år før vores bryllup sagde hun konstant til sin søn: »Gift dig ikke med hende, hun fortjener dig ikke!« fortæller Mette, tredive år gammel, med en stemme dirrende af bitterhed. »Hun er for smuk, hun vil gå på eventyr!« Dengang grinede vi og drillede med, at Christian burde have valgt en »havfrue« så var der ingen tvivl. Men nu er grinene forsvundet. Ingen af os har lyst til at le mere.
Mette betragter sig ikke som en overvældende skønhed. Hun er en helt almindelig pige fra forstæderne til Aarhus, passer på sig selv som så mange andre. Slank, velplejet, klædt beskedent, hun har altid været kræsen i forhold og vidst at sætte grænser. Hvorfor hendes svigermor, Fru Henningsen, besluttede, at Mette var letsindig og utro, forbliver et mysterium. Men den kvinde har gjort sin svigerdatters liv til et mareridt.
De har været gift i fire år og har en datter. Mette er på barsel, hendes dage er en endeløs række af madlavning, rengøring og ble-skift. De eneste, hun taler med, er andre mødre i legeparken. Men svigermoren slapper ikke af. Hun mistænker Mette for at være utro og overvåger hende som en billig krimiserie-detektiv.
»Hun har altid udspioneret mig!« sukker Mette, mens øjnene fyldes med tårer. »Hun ringede, tjekkede op, dukkede uanmeldt op, prøvede at kontrollere hver en bevægelse. I starten prøvede jeg at tage det med et smil, fortalte Christian om det, og vi grinede. Men det er udmattende! Jeg har mistet tålmodigheden mange gange, vi har haft grimme skænderier. Hun blev rolig i kort tid, men startede så igen med fornyet styrke.«
Den første skandale skete få måneder efter brylluppet. Fru Henningsen dukkede pludselig op på Mettes arbejdsplads. Uden at varsle, uden grund. Hun ville bekræfte: arbejdede svigerdatteren virkelig der? Eller løj hun over for sin mand, når hun sagde, hun var på kontoret, mens hun i virkeligheden var ude med elskere?
»Jeg ved ikke engang, hvordan de lukkede hende ind!« husker Mette, stemmen skælvende af indignation. »Bygningen har sikkerhed, besøgende skal have aftale. Jeg var lige ved at falde bagover, da receptionisten førte hende ind til mig: Du har besøg. Jeg spurgte: Fru Henningsen, hvad laver du her? Og hun svarede: Jeg ville se, hvor du arbejder. Og så kiggede hun sig hele tiden omkring! Kontoret er åbent, alle sidder ved computeren, alt er synligt. Jeg tør ikke tænke på, hvad hun ville have gjort, hvis jeg havde mit eget kontor.«
Senere fortalte receptionisten, Anne, at kvinden havde stillet utallige spørgsmål. Hvor længe havde Mette arbejdet der? Kom hun for sent? Hvem snakkede hun med? Var der nogen særlig på kontoret? »Hun sagde, at jeg var gift, at jeg havde en mand!« tilføjede hun forvirret. Mette blev rasende. Derhjemme udbrød hun over for Christian: »Din mor har overskredet alle grænser! Snak med hende, det her er ikke normalt! Hun manglede bare at kigge under bordet efter en elsker. Men hvem ved, om hun ikke gjorde det!«
Christian lod til at have en alvorlig samtale med sin mor. Der kom en våbenhvile. Fru Henningsen ringede kun om aftenen, spurgte, hvordan det gik, og sendte hjemmebagte kager. Mette begyndte at tro, stormen var ovre. Men hun tog fejl.
Næste episode skete, da Mette var gravid men stadig arbejdede. Hun havde forkølelse og var hjemme på sygeorlov, sov med telefonen slukket, da hun hørte voldsomme banken på døren og dørklokken, der ringede uden stop. »Jeg troede, der var brand eller en nødsituation!« mindes hun. »Jeg kiggede i dørkikkerten, og det var svigermor! Med et skræmmende ansigt, sparkede til døren og hamrede på ringeklokken. Jeg var bange for at åbne, så jeg ringede til Christian: Kom nu, jeg ved ikke, hvad der foregår! Han kom om tyve minutter. Og hun stod der hele tiden og ventede på mig!«
De to skældte Fru Henningsen ud. Mette truede med at ringe til politiet og en psykiater, hvis det skete igen. »Hold hende væk fra mig!« krævede hun af sin mand. Og igen kom der ro.
Mette fødte en lille pige, men svigermoren kiggede ikke engang på sin barnebarn. Senere forstod man hvorfor. Hun troede ikke, barnet var hendes. »Selvfølgelig, jeg går på eventyr, hvordan kunne barnet være Christians?« griner Mette bittert. Grunden? I mandens familie blev der kun født drenge. En pige, i Fru Henningsens logik, var bevis på utroskab. »Jeg ignorerede vanviddet,« siger Mette. »Jeg taler ikke med hende. Christian besøger hende en gang om måneden, men uden os. Måske er det bedst sådan. Jeg ville aldrig betro hende min datter.«
Men det værste var endnu ikke kommet. En eftermiddag kom Christian hjem fra sin mors hus, sukkede dybt og foreslog at lave en faderskabstest. »Ikke for min skyld, Mette, hør nu!« forsvarede han sig og viftede med hænderne. »Jeg er i tvivl. Det er for min mors skyld! Jeg vil have, at hun endelig slapper af. Hun er gået helt i baglås, og jeg skal høre på det!«
Mette lo, en bitter latter. »For din mors skyld?« gentog hun, stemmen skælvende af vrede. »Så hellere indrøm, at du tror på hende! Du ved, hun aldrig vil stoppe. Vi laver tre tests på tre forskellige klinikker, og hun vil sige, at lægerne er bestukket, og resultaterne er falske! Jeg danser ikke efter hendes pibe, det er slut!«
»Det koster jo ingenting at lave testen,« insisterede Christian.
»Hvad er pointen?« Mette stirrede på ham og kæmpede mod tårerne. »Jeg ved, hvem der er faren. Og du? Hvis du har brug for testen, så lad os gøre det. Men først skal vi skille os. Jeg vil ikke leve med en mand, der ikke stoler på mig!«
Hendes ord hang i luften som en dom. Tilliden i familien var knækket, alt på grund af en svigermor, hvis mistanker forgiftede deres liv. Mette føler sig på randen af afgrunden og ved ikke, hvordan hun skal redde familien fra vanviddet.
