**Dagbogsnotat**
Skoven blev slugt af mørket. På den fugtige jord, ved foden af en gammel eg, sad en gammel mand. Hans åndedræt var tungt, hænderne rystede af kulde, og øjnene var fyldt med fortvivlelse. Hans egne børn havde ført ham herud og efterladt ham som var han affald.
I årevis havde de ventet på hans død. Arven et stort hus, marker og penge skulle være deres. Men den gamle døde ikke. Så de besluttede at skynde på skæbnen: de efterlod ham midt i den øde skov, uden mad eller vand, i håb om at de vilde dyr ville gøre resten, og politiet ville tro det var en tragisk ulykke.
Den stakkels mand, lænet mod træet, gøs ved hver lyd. I det fjerne hylede vinden, men blandt dens hvisken hørte han en anden lyd: ulvenes tuden. Han vidste, enden var nær.
»Gud, skal det virkelig ende sådan her?« hviskede han og foldede hænderne i bøn.
I samme øjeblik knækkede en gren. Så endnu en. Fodtrin nærmede sig. Den gamle prøvede at rejse sig, men hans krop adlød ikke. Hans øjne spejdede i mørket, indtil der pludselig, mellem buskene, dukkede en ulv op.
Dyret bevægede sig langsomt mod stien. Dens pels skinnede i måneskæret, og dens øjne glødede som gløder. Den blottede sine hjørnetænder og kom tættere på.
»Det er slutningen,« tænkte den gamle.
Han lukkede øjnene og begyndte at bede højlydt, mens han ventede på smerterne af de skarpe tænder. Men pludselig skete der noget, han aldrig havde drømt om.
Ulven angreb ikke. Den nærmede sig, stoppede ved hans side, og så sænkede den hovedet og tudede blidt, som om den talte til ham.
Forvirrede rakte manden hånden ud, og til hans overraskelse veg dyret ikke tilbage. Tværtimod lod det ham røre sin tætte pels.
Så huskede den gamle. For mange år siden, da han stadig havde kræfter, havde han fundet en ung ulv fanget i en jægers fælde i skoven.
Uden frygt, med livet som indsats, havde han åbnet de dødbringende jern og befriet den. Ulven var løbet væk uden at se sig tilbage men den havde åbenbart aldrig glemt.
Nu bøjede det ensomme rovdyr sig for ham som for sin redningsmand. Ulven knælede endnu længere ned og gav sit budskab klart: stig op.
Med besvær, næsten uden kræfter, klamrede den gamle sig til dyrets nakke. Ulven rejste sig og bar ham gennem den mørke skov. Manden hørte grene knække under dens poter, så skygger af andre dyr bevæge sig tæt på, men ingen turde komme nærmere.
Efter nogle kilometer dukkede der lys op foran dem: en landsby. Da folk hørte gøen, skyndte de sig ud og så noget utroligt: en kæmpestor ulv satte forsigtigt en gammel, svag men levende mand ned foran deres dør.
Da den gamle kom under tag, omgivet af venlige mennesker, brast han i gråd. Ikke af frygt, men fordi han forstod, at et vildt dyr havde vist mere medmenneskelighed end hans egne børn.
