Barndomskærlighed
Mor, kan jeg få den blå skjorte på i morgen til børnehaven?
Den blå? Hvorfor lige den?
Fordi Katrine Jensen sagde, at den klæder mig godt! Den matcher mine øjne!
Nå, hvis Katrine siger det, så skal du selvfølgelig have den blå skjorte på.
Mikkel smilede tilfreds og gik hen for at lege med sin storebror, Nikolaj, der allerede gik i skole. Om aftenen fortalte mor far om den blå skjorte og hvor godt den passede til Mikkels øjne. Far lo og klappede sin søn på hovedet.
Så, min dreng, kan du lide Katrine?
Ja, jeg skal giftes med hende!
Jaså? Først skal du blive færdig med skolen og få en uddannelse, så kan du giftes.
Åh, det tager så lang tid
Mikkel tav og tænkte dybt.
Far, kan jeg ikke bare giftes med hende i morgen?
I morgen? Og hvor skal I så bo, min dreng?
Hjemme hos os, selvfølgelig! svarede Mikkel forvirret.
Hos hvem? insisterede far. Hos Katrine?
Nej, far! Hun bor jo hos sig selv, og jeg bor hos mig selv!
Sådan fungerer det ikke, min dreng. Når man gifter sig, tager man sin kone med hjem. Du skal arbejde, og Katrine skal gå i børnehave, senere i skole og måske på universitetet.
Og jeg? spurgte Mikkel med tårevåde øjne.
Du skal arbejde for at forsørge din familie.
Hvad sker der? Hvorfor græder du? Mor knælede foran ham.
Mor, jeg vil giftes med Katrine, men jeg vil ikke arbejde endnu! Jeg vil gå i børnehave og skole! Og far sagde *hulk*
Du skal ikke græde. Når du bliver stor, kan du giftes med hende.
Men når jeg bliver stor, tager en anden hende måske!
Hvem skulle det være?
Jeg ved det ikke måske Tobias eller Magnus!
Så har du ikke brug for hende, hvis hun vil vælge en anden
Næste morgen gik Mikkel beslutsomt hen til pigen i den røde fløjlsjurk, med et stort bånd i det lyse hår. Han tog hendes hånd og sagde alvorligt:
Jeg gifter mig med dig, Jensen!
Katrine så på ham et øjeblik, så vendte hun sig væk:
Nej!
Mikkel sprang foran hende og stampede med foden.
Jeg sagde, jeg gifter mig med dig! Men ikke lige nu, okay? Han greb hendes hånd og så hende ind i øjnene. Senere, er du med?
Hvorfor ikke nu? spurgte Katrine forvirret. Tobias og Emma giftede sig jo nu!
Det var bare leg! Vi gør det for alvor!
Okay! nikkede hun, og de gik hånd i hånd for at lege.
I skolen insisterede Mikkel på at sidde ved siden af Katrine. Læreren nægtede og satte hende ved siden af en anden. Mikkel satte sig alligevel fast ved hendes side.
Jeg gifter mig med Jensen, når jeg bliver stor.
Klassen fnisede. Lille gifter, lille gifter!
Børn! Ti stille! sagde læreren strengt. Hvad hedder du?
Mikkel.
Mikkel, du er for lille til at tænke på den slags. Gå hen og sid på din plads.
Nej! Katrine, sig det! Sig, at vi skal giftes!
Katrine smilede bare.
Nå, frøken, hvad svarer du? spurgte læreren.
Vi gifter os for alvor, når vi bliver store. Ikke som Tobias og Emma, det var bare leg.
Jamen dog, sagde læreren eftertænksomt. Nå, så sidder I sammen.
Katrine var hans hjertes dronning. Han bar hendes taske, beskyttede hende mod hunde, skolebøller og selv lærerne. Da hun faldt og slog knæet, slæbte han hende til sygestuen.
I de højere klasser tilstod han sin kærlighed. Og Katrine?
Hun smilede sit smil og gik videre, med hovedet højt.
Jeg gifter mig alligevel med dig, Jensen! råbte han efter hende. Hører du?!
Så begyndte Tobias, bokseren med sin egen bil og mekanikeruddannelse, at gå efter Katrine. Mikkel fik utallige blå mærker, men gav ikke op.
En dag så han tre drenge vente.
Hej, lille mand, sagde den ene og skubbede sig væk fra muren. Kom her.
Hvis du vil noget, må du selv komme.
Hvor vover du?
Jeg hedder Mikkel. Ikke lille mand.
Hør her, knægt. Hold dig fra hende. Hun er vores kammerats pige.
Hvor er din kammerat? Er han for bange til at sige det selv? Fortæl ham, at hvis han ikke holder sig fra min pige, så skal han se ud!
Han vendte dem ryggen og gik roligt mod opgangen. Han mærkede deres vrede, men gik videre, velvidende at de kunne angribe ham hvert sekund.
En dag gjorde de det bagfra, uretfærdigt. Kræfterne var ulige. Så hørte han et skrig.
Det var Katrine. Hun løb med en gammel pæl med søm og kastede sig mod dem. Hun råbte og slog løs. Mikkels storebror og en ven kom løbende, kaldt af Emmie, Katrines veninde.
Den aften vaskede de blod og snavs af under vandhanen. Emmie kom med grøn sæbe, og de smurte hinanden ind. De sad og grinede, selvom det gjorde ondt på Mikkel.
Da de fulgte Katrine hjem, vendte hun sig mod ham.
Gør det ondt?
Nej, rystede han på hovedet. Det er okay.
Hun rejste sig på tæer og kyssede ham. Drengene vendte sig diskret væk.
Undskyld, Mikkel
Hvorfor? Du reddede mig. Jeg er bange for dig, Jensen. Jeg skal giftes med dig, men du slås som en viking!
Hold op, grinede Katrine.
Senere kom afskeden til militæret. Katrine græd ikke overdrevet eller klamrede sig til ham. De var bare sammen.
Husk, når jeg kommer hjem, gifter vi os. Hører du?
Ja, svarede hun for første gang siden børnehaven. Mikkel hun blev rød. Jeg har et spørgsmål.
Kom med det!
Elsker du mig? hviskede hun og gemte ansigtet i hænderne.
Katrine, er du dum? Har du ikke fattet det? Jeg har tænkt mig at gifte mig med dig hele mit liv! Selvfølgelig elsker jeg dig!
Så fulgte breve frem og tilbage. I hvert et ord: kærlighed.
Så stoppede brevene.
Forældrene og Katrine ventede forgæves. På TV så de unge mænd, beskidte, slidte, men levende. De kæmpede mod ondskab.
Så kom tre breve på én gang. Til forældrene, Katrine og Nikolaj.
