Den dag kom der en kvinde forbi mig, som jeg ikke havde set i fem år. Tove Eriksen. I vores lille by ved Roskilde kaldte de hende bag hendes ryg for “generalfruen” ikke fordi hun var gift med en officer, men på grund af hendes holdning. Hendes blik var skarpere end en kirurgs skalpel, og hendes stolthed kunne have omhegnet hele byen tre gange. Hun gik altid med ryggen lige og hagen højt, som om hun ikke trådte i vores små bygaders snavs, men på et slotsgulv. Hun omgikkes ikke rigtig nogen, højst et nik over skulderen og så var samtalen slut.
Men der stod hun nu på dørtrinnet til min lille klinik. Knap genkendelig. Ryggen var måske lige af gammel vane, men i øjnene lå der en dyb, jagtede sorg. Hendes farvestrålende tørklæde var trukket helt ned over øjenbrynene, som om hun ville gemme sig. Hun tøvede, kunne ikke få sig til at træde ind.
“Kom nu ind, Tove,” sagde jeg blidt. “Hvorfor stå derude i kulden? Jeg kan se, det ikke er en hovedpinepille, du mangler.”
Hun kom ind, satte sig på den lille taburet ved ovnen og foldede hænderne i skødet. Hendes hænder plejede at være velplejede, men nu var huden tør og revnet, fingrene rystede helt umærkeligt. Hun tav. Og jeg pressede ikke på. Jeg hældte hende en kop te med mynte og lindeblomst, stillede den foran hende.
“Drik,” sagde jeg. “Det varmer sjælen.”
Hun tog kopmen, og i hendes øjne funklede tårer. De faldt ikke stoltheden holdt dem tilbage men de lå der, som vand i en brønd.
“Jeg er helt alene, Kirsten,” sukkede hun til sidst, og stemmen lød anderledes, knækket. “Jeg kan ikke mere. Jeg vred min arm forleden, brækkede den ikke, tak Gud, men den gør ondt, den forbandede, så jeg hverken kan hente brænde eller vand. Og ryggen gør så ondt, at jeg hverken kan ånde eller sukke.”
Og så flød hendes klagesang, som en forårsbæk, mudret og bitter. Jeg sad og lyttede, nikkede, men i virkeligheden så jeg ikke hendes nuværende ulykke jeg så, hvad der skete for fem år siden. Jeg huskede, hvordan hendes hjem, det pæneste i hele byen, engang havde lydt af latter. Hendes eneste søn, Mads, en flot, stærk fyr, havde ført sin kæreste hjem. Lise.
Hun var som en stille engel. Mads havde hentet hende i København. Øjnene klare og tillidsfulde. Hendes lyse hår flød i en tyk fletning. Hænderne var vant til hårdt arbejde, selvom de var små. Hvorfor Mads elskede hende det var let at forstå. Men hvorfor Tove ikke kunne lide hende det fattede ingen i byen.
Men hun gad hende simpelthen ikke. Fra dag ét begyndte Tove at hakke på hende. Hun sad forkert, så forkert. Suppen var ikke rød nok, gulvene ikke rene nok. Når hun lavede kompot “spildte du sukker, din ødeland.” Når hun fjernede ukrudt “du har revet al nælden op, klodsmajor.”
Mads forsøgte i starten at forsvare hende, men så gav han op. Han var jo mammydreng, havde levet hele sit liv under hendes vinger. Han vaklede mellem dem som et espeløv i vinden. Og Lise tav. Men blev tyndere og blegere for hver dag. Jeg mødte hende engang ved brønden, og jeg kunne se, hun var lige ved at græde.
“Hvorfor finder du dig i det, skat?” spurgte jeg.
Hun smilede bittert:
“Hvor skal jeg ellers hen, tante Kirsten? Jeg elsker ham. Måske vænner hun sig til mig, måske bliver hun nådig…”
Det blev hun ikke. Det sidste strå var et gammelt broderet dug, som Toves mor havde lavet. Lise vaskede det uheldigvis, og mønstret blegnede lidt. Åh, hvad der skete derefter… Råbet kunne høres over hele gaden.
Den samme nat forsvandt Lise. Stille, uden et ord. Mads var ude af sig selv næste morgen og ledte efter hende, men vendte så hjem til sin mor, med tørre, tomme øjne.
“Det er dig, mor,” sagde han bare. “Du har ødelagt min lykke.”
Så kørte han også. Ifølge rygterne fandt han Lise i København, de blev gift, fik en lille datter. Men til sin mor ikke et besøg. Ikke et kald, ikke et brev. Som om alt var brændt af.
I starten spillede Tove sej. “Det er bedst sådan,” sagde hun til naboerne. “Jeg har ikke brug for sådan en svigerdatter, og min søn er vel ikke min søn, hvis han vælger en kjole over sin mor.” Men selv ældedes hun pludselig, blev indskrumpet. I sit perfekte, rene hjem, rent som et operationsstue, var hun helt alene. Og nu sad hun foran mig, og al hendes stolthed, al generalfruens værdighed, faldt af som skrællen fra en løg. Tilbage var kun en gammel, syg, ensom kvinde. En boomerang flyver ikke af ond vilje den følger bare sin bane og vender tilbage til den, der kastede den.
“Der er ingen, der har brug for mig, Kirsten,” hviskede hun, og den første, sparsomme tåre sneg sig ned ad kinden. “Jeg kunne lige så godt hænge mig.”
“Det er synd at sige sådan, Tove,” svarede jeg strengt, selvom medlidenheden kvalte mig. “Livet er til for at leve, ikke for at opgive. Lad mig give dig en indsprøjtning, så slipper ryggen. Så må vi se.”
Jeg gav hende sprøjten, masserede hendes ryg med en stærk salve. Hun lignede en, der kom lidt til live igen, rettede skuldrene.
“Tak tak, Kirsten,” sagde hun. “Jeg troede ikke, jeg nogensinde ville opleve venlighed igen.”
Hun gik, men jeg havde en sten på hjertet. Jeg kunne behandle hende, men der er sygdomme, som ingen pille eller sprøjte kan helbrede. Denne sygdom hedder ensomhed. Og den eneste kur er et andet menneske.
Jeg tænkte over det i dagevis, havde det dårligt. Så fandt jeg endelig Mads’ telefonnummer gennem en bekendt i Næstved. Hænderne rystede, da jeg tastede nummeret. Hvad skulle jeg sige? Hvordan starte?
“Hej, Mads,” sagde jeg. “Det er Kirsten fra Roskilde. Forstyrrer jeg?”
Han tav i et halvt minut. Jeg troede, han havde lagt på.
“Hej, tante Kirsten,” svarede han til sidst. “Er der sket noget?”
“Ja, min dreng,” sukkede jeg. “Din mor er helt alene. Hun knækker sammen. Hun er syg, men vil ikke vise det
