” Du er ikke familie,” sagde svigermor og flyttede kødet fra svigerdatterens tallerken tilbage i gryden.
Mette stod stivnet ved komfuret med en tallerken i hænderne. På den var der stadig sovs fra den gulasj, som Kirsten lige havde lavet. Stykkerne af kød forsvandt én efter én tilbage i gryden, som om svigermor tællede dem én for én.
“Undskyld?” spurgte Mette og troede ikke sine egne ører.
“Hvad er der at forstå?” Kirsten tørrede hænderne i forklædet og vendte sig mod svigerdatteren. “Vi tog dig ikke ind i familien. Du tvang dig selv på os.”
Køkkenet blev så stille, at man kunne høre suppen boble på komfuret. Mette satte tallerkenen på bordet og skubbede en lok hår væk fra panden. Hænderne rystede.
“Kirsten, jeg forstår det ikke. Jakob og jeg har været gift i fem år! Vi har en datter”
“Hvad så?” afbrød svigermor. “Emma er vores blod, det er rigtigt. Men du bliver altid en fremmed.”
Døren til køkkenet gik op, og Jakob kom ind. Håret var uordnet, skjorten var knappet op tydeligvis havde han luret på sofaen efter arbejde.
“Hvad foregår der?” spurgte han og så fra kone til mor. “Hvorfor råber I?”
“Vi råber ikke,” svarede Kirsten roligt. “Vi taler bare. Jeg fortæller din kone, hvordan man opfører sig i vores hjem.”
Jakob rynkede panden og så på Mette. Hun stod bleg og bed tænderne sammen.
“Mor, hvad sagde du?”
“Jeg sagde sandheden. At kødet ikke er til alle. Familien er stor, og der er få stykker.”
Mette mærkede en klump i halsen. Sådan var det. Fem år havde hun troet, hun var en del af familien. Fem år havde hun prøvet at gøre Kirsten tilfreds, udstå hendes spydigheder og håbet, at forholdet ville blive bedre med tiden.
“Jakob, jeg tager hjem,” sagde hun lavmælt til manden. “Hjem til mor.”
“Hvilket hjem?” udbrød Kirsten forarget. “Dette er dit hjem nu. Tror du, du kan komme og gå, som det passer dig?”
“Mor, hold op,” sagde Jakob og tog et skridt mod Mette. “Hvad skete der?”
Mette tav. Hvordan kunne hun forklare sin mand, at hans mor lige havde givet hende at hun var ingenting her? At selv en tallerken gulasj var for meget for hende?
“Jeg pakker Emmas ting,” sagde hun i stedet. “Så tager jeg hende med til min mor i weekenden.”
“Hvorfor det?” protesterede svigermor. “Bedstemor er lige her, hvorfor skal barnet slæbes rundt?”
“Fordi bedstemor mener, at hendes mor ikke er familie,” svarede Mette stille. “Måske er der et bedre sted for barnet.”
Hun vendte sig og gik mod døren. Jakob greb hende i armen.
“Vent, Mette! Forklar mig, hvad der skete.”
Mette vendte sig. Manden så på hende med forvirring, mens Kirsten stod ved komfuret og lod som om hun rørte i suppen.
“Spørg din mor,” sagde Mette. “Hun kan fortælle dig bedre.”
I børneværelset legede den treårige Emma med dukker. Da hun så sin mor, løb hun glad hen til hende.
“Mor! Se, jeg fodrer min dukke!”
“Godt gået, skat,” sagde Mette og knælede ned for at omfavne hende. “Er du sulten?”
“Ja! Bedstemor sagde, der ville være gulasj i aften.”
“Det bliver der, solskin. Men vi skal spise hos bedstemor Lise.”
“Hos din mor?” jublede Emma. “Hvor fedt! Kommer far med?”
“Nej, far bliver hjem.”
Mette begyndte at pakke Emmas ting i en taske. Kjoler, strømper, legetøj alt, hvad de skulle bruge i et par dage. Mens hun foldede tøj sammen, kiggede Jakob ind i værelset.
“Mette, hvad er det for noget barnligt? At tage afsted på grund af en smålig ting.”
“Barnligt?” Mette rejste sig og så på manden. “Din mor sagde, jeg ikke er familie! Hun tog maden fra mig! Er det en smålig ting?”
“Mor siger mange ting! Du ved, hun er lidt hidsig. I morgen har hun glemt det.”
“Men jeg glemmer det ikke, Jakob! Det er ikke første gang.”
“Åh, lad nu være! Mor er bare træt. Problemer på arbejdet, og så gik det ud over dig.”
Mette grinede, men latteren var bitter.
“Træt, ja. I fem år? Og det går altid ud over mig.”
“Så ignorer det!”
“Ignorere, at jeg bliver kaldt en fremmed i mit eget hjem? Jakob, hører du overhovedet dig selv?”
Jakob gik rundt i værelset og gned nakken. En velkendt gestus det gjorde han altid, når han ikke vidste, hvad han skulle sige.
“Mette, hvor skal du hen? Vi er en familie. Vi har et barn.”
“Netop derfor tager jeg af sted. Jeg vil ikke have, at Emma hører, hvordan hendes mor bliver nedgjort!”
“Hvem nedgør dig? Mor udtrykte bare sin mening.”
“Sin mening?” Mette stoppede med at pakke og stirrede på ham. “Jakob, hun tog maden fra mig! Sagde, jeg var en fremmed! Er det en mening?”
“Altså måske var det lidt hårdt sagt. Men du ved, mor har altid stået alene med vores familie. Far døde tidligt, hun opdragede min bror og mig. Hun er vant til at have kontrol.”
“Og skal jeg bare acceptere hendes kontrol resten af livet?”
Jakob satte sig på sengekanten og tog hendes hænder.
“Mette, lad os ikke skændes. Jeg taler med mor, forklarer hende det.”
“Hvad vil du forklare? At jeg også er et menneske? At jeg har følelser?”
“Ja. Jeg siger, hun ikke skal være uhøflig.”
Mette rystede på hovedet.
“Jakob, det handler ikke om uhøflighed. Det handler om, at din mor ikke accepterer mig! Og du ved det.”
“Mor har bare brug for tid”
“Fem år er ikke nok? Hvor længe skal jeg vente?”
Fra køkkenet lød Kirstens stemme:
“Jakob! Kom og spis! Det bliver koldt!”
Jakob rejste sig.
“Lad os spise, og så taler vi efterfølgende.”
“Nej tak. Jeg har ikke appetit.”
Manden stod et øjeblik, før han gik. Mette kunne høre ham tale med sin mor i køkkenet, men ordene var uklare. Stemmerne blev højere, derefter lavere.
Hun tog telefonen og ringede til sin mor.
“Mor? Det er mig. Kan vi komme på besøg i et par dage?”
“Selvfølgelig, skat. Hvad er der sket?”
“Jeg fortæller senere. Vi tager af sted nu.”
“Godt. Jeg har lavet bøfsandwich, der er nok til alle.”
Mette smilede ufrivilligt. Mor sagde altid “nok til alle”. Talte
