Morgnen begyndte som sædvanlig. Udenfor var det endnu ikke blevet lyst, men byens dæmpede lyd, der langsomt vågnede, var allerede hørbar. Jeg åbnede øjnene, strakte mig og kiggede på min mand, Mikkel, der lå ved siden af mig. Han sov på ryggen med en hængende arm og et afslappet ansigt som et barn. I sådanne øjeblikke prøvede jeg at undgå at tænke på de seneste skænderier, hans mærkelige distancen og hans sene hjemkomster fra arbejde med undskyldningen: »Det er bare travlt.« Jeg ville tro på ham. Jeg ville have, at alt skulle være godt.
»Godmorgen,« hviskede jeg og rørte ved hans skulder.
Han rystede og åbnede øjnene.
»Allerede?« mumlede han og gabte. »Du står tidligt op.«
»Jeg kunne godt tænke mig kaffe,« smilede jeg. »Måske vi kunne spise morgenmad sammen?«
»Selvfølgelig,« nikkede han og rejste sig. »Jeg sørger for den.«
Jeg smilede. Det var en sjælden gestus fra hans side. På det seneste havde han næsten ikke deltaget i husarbejdet, og jeg havde begyndt at tro, han bare var træt. Men i dag virkede han anderledes. For opmærksom. For omhyggelig.
Jeg tog et brusebad, og da jeg kom tilbage, duftede det allerede af frisksat kaffe på køkkenet. Mikkel stod ved bordet og hældte den mørke væske i to kopper. Den ene min yndlingsporcelænskop med blå blomster fik kaffen, mens den anden, med en revne i hanket (som altid blev brugt af min svigermor, Agnes), blev stående tom.
»Jeg har brygget den specielt til dig,« sagde han og rakte mig den. »Som du kan lide den: med en dråbe mælk og kanel.«
»Tak,« smilede jeg, men i samme øjeblik fangede min næse en underlig duft. Ikke af kaffe. Noget skarpt, kemisk med en antydning af bitter mandel.
Jeg rynkede panden.
»Hvad er det for en lugt? Er det kaffen?«
Mikkel skottede hurtigt til koppen.
»Det ved jeg ikke. Måske en ny kværn? Eller mælken er blevet dårlig?«
Jeg sniffede igen. Bitter mandel. Den duft kendte jeg. Som barn havde min mormor fortalt mig, at hvis noget lugtede af bitter mandel, var det cyanid. Jeg troede hende ikke dengang, men senere læste jeg om det i en kemi-bog. Cyanid har netop den karakteristiske duft af bitter mandel. Og det er dødeligt.
Mit hjerte hamrede.
»Mikkel, er du sikker på, du ikke har forvekslet noget?« spurgte jeg så roligt som muligt. »Jeg er allergisk over for visse ting. Måske skal jeg have en anden kop?«
Han standsede et øjeblik. Så smilede han.
»Slap nu af, det er bare kaffe. Drik den, mens den er varm.«
Jeg nikkede, men lige da lød der skridt i gangen. Min svigermor, Agnes, kom ud fra sit værelse. Hun var en streng dame med et koldt blik og en vane med at lægge mærke til alt. Vi havde aldrig kunnet lide hinanden. Hun mente, jeg »ikke var god nok« til hendes søn, at jeg var »for simpel«, at »i hendes familie levede ikke folk som mig«.
»Godmorgen,« sagde hun køligt og gik hen til bordet.
»Mor, godmorgen,« sagde Mikkel og kyssede hende på kinden. »Jeg har lavet kaffe. Her er din kop.« Han rakte hende den tomme kop med revnen.
»Hvor er min kaffe?« spurgte hun og rynkede panden.
»Jeg hælder den lige nu,« sagde Mikkel og tog kanden.
Lige da gjorde hun noget, der reddede mit liv.
Hun rejste sig hurtigt, tog min kop med kaffe og sagde:
»Du kan vente.«
Hun så på mig med had i blikket.
Mikkel frøs. Hans øjne blev store et øjeblik. Han så på mig og i det blik så jeg noget forfærdeligt. Ikke rædsel. Ikke irritation. Men skuffelse.
»Hvad glor du på?« knurrede Agnes og begyndte at drikke af min kop. »Hæld nu kaffen i stedet for at stå der som en klaphat.«
Mikkel hældte langsomt kaffe i den tomme kop til mig.
Jeg satte mig. Mit hjerte hamrede. Jeg kunne ikke tage øjnene fra koppen foran Agnes. Den samme, der lugtede af bitter mandel.
»For stærk,« mumlede hun. »Men drikkelig nok.«
Jeg kiggede på Mikkel. Han sad med sænket blik, rodede med en gaffel i sin omelet. Ikke et ord. Ikke et blik. Ikke et smil.
Ti minutter senere rynkede Agnes pludselig ansigtet.
»Der er noget galt med min mave « mumlede hun. »Hovedet snurrer.«
»Har du det dårligt?« spurgte jeg og prøvede at skjule panikken.
»Ja, lidt « Hun satte koppen fra sig. »Det føles som om jeg ikke kan trække vejret.«
Hun rejste sig, men vaklede straks. Mikkel sprang op.
»Mor! Hvad er der galt?«
»Du du « Hun stirrede på ham, øjnene blev store. »Du ville have mig «
Og så faldt hun om.
Jeg skreg. Mikkel kastede sig ned ved hende, ringede efter en ambulance og ruskede i hende. Jeg stod som i en tåge. Alt skete for hurtigt. Men én ting forstod jeg helt sikkert: Han ville have dræbt mig. Men hun hun blev ofret i stedet.
Tyve minutter senere ankom ambulancen. Lægerne undersøgte Agnes. En af dem sniffede koppen.
»Hun er forgiftet med cyanid,« sagde han. »Meget høj koncentration. Hun er i koma. Der er næppe håb.«
Mikkel stod bleg og rystende.
»Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske Jeg lavede bare kaffe «
»Hvor opbevarer I kaffen?« spurgte lægen.
»I skabet men den er ny, jeg købte den i går «
»Vis mig.«
Vi gik ud i køkkenet. Lægen åbnede beholderen. Snusede.
»Der er bestemt ingen cyanid her. Så nogen har blandet det i koppen eller vandet.«
Politiet ankom en halv time senere. Afhøringen begyndte.
»Du var den sidste, der rørte koppen,« sagde efterforskeren og så på Mikkel. »Og du hældte kaffen op.«
»Jeg har ikke gjort noget forkert!« råbte han. »Jeg elsker min mor!«
»Og din kone?« spurgte efterforskeren og så på mig.
Jeg tav.
Senere, da politiet havde kørt Mikkel væk til afhøring, blev jeg alene hjemme.
