Mette Kirsten vågnede i en søndagsmorgen med følelsen af en fest på vej. Tres år en rund fødselsdag, der fortjente en højtidelig fejring. Hun havde planlagt denne dag længe, lavet gæstelister og tænkt over sit festtøj. I spejlet så hun sit tilfredse ansigt, en kvinde vant til, at alt gik efter hendes plan.
“Mor, tillykke med fødselsdagen!” Andreas var den første på køkkenet med en lille æske i hånden. “Det er fra mig og Freja.”
Freja nikkede tavst, stod ved komfuret med en kop kaffe. Hun var altid sparsom med ord om morgenen, især når det handlede om svigermors familiebegivenheder.
“Åh, Andreas, tak!” Mette tog imod gaven med overdreven glæde. “Har I spist morgenmad?”
“Ja, mor, alt er fint,” svarede han og kastede et blik på sin kone.
Freja satte koppen i vasken, mentalt forberedt på, hvad der ventede. De sidste dage havde svigermor været i højt humør, hvilket mærkeligt nok kun forstærkede hendes kommanderende tendenser. Det var, som om feststemningen gav hende ret til at bestemme over alle endnu mere end sædvanligt.
“Freja, skat,” sagde Mette med den særlige tone, der altid varslede en ordre-formet anmodning. “Jeg har en lille opgave til dig.”
Freja vendte sig om og forsøgte at holde et neutralt ansigt. Efter tre år i denne lejlighed kunne hun læse svigermors nuancer som en åben bog.
“Her er menuen. Lav alt klar til klokken fem. Det er da ikke mig, der skal stå i køkkenet på min egen fødselsdag,” sagde Mette og rakte hende et sammenfoldet stykke papir med sin pæne håndskrift.
Freja tog imod papiret, skimmede linjerne og følte, hvordan alt indeni knyttede sig sammen. Tolv retter. Tolv! Fra simple pålægssnitter til komplekse salater og varme forretter.
“Mette,” begyndte hun forsigtigt, “men det her tager en hel dags arbejde…”
“Naturligvis!” svigermor lo, som om Freja havde sagt noget indlysende. “Hvad skal man ellers bruge tiden til på en stor dag? Selvfølgelig skal man lave mad til fødselsdagsbarnet! Du forstår vel, at der kommer mange gæster alle mine veninder, naboerne… Vi kan da ikke lade dem gå sultne hjem.”
Andreas så skiftevis på sin mor og sin kone, tydeligt anspændt.
“Mor, skal vi ikke bare bestille noget færdiglavet?” foreslog han usikkert.
“Hvad siger du!” udbrød Mette forarget. “Skal jeg servere takeaway til min egen fødselsdag? Hvad ville folk ikke tænke! Nej, alt skal være hjemmelavet, lavet med kærlighed.”
Freja knyttede næverne. Med kærlighed. Naturligvis med *hendes* kærlighed, mens hun sled i køkkenet hele dagen.
“Fint,” sagde hun kort og gik mod døren.
“Freja!” kaldte Andreas. “Vent.”
Hun stoppede i gangen, tog en dyb indånding. Andreas kom hen til hende med skyldbevidst mine.
“Hør, jeg ville hjælpe, men du ved, jeg er mere til hinder end hjælp i køkkenet…”
“Selvfølgelig,” smilede Freja anstrengt. “Men at din mor behandler mig som tjener er helt okay?”
“Åh, kom nu…” Andreas trak på skuldrene. “Tænk nu på det at lave mad til mor på hendes store dag, det er da ikke meget. Hun gør så meget for os, giver os husly, tager ikke penge for husleje…”
Freja så længe på ham. Hun kunne have mindet ham om, hvordan hans mor konstant hentydede til denne “godhed”, kommenterede på hendes rydning, kritiserede hendes madlavning. Hun kunne have fortalt, hvordan Mette altid understregede, at hun havde “taget en pige fra provinsen ind i familien,” som om det var en kæmpe tjeneste. Men hvad var meningen? Andreas ville alligevel ikke forstå. For ham var hans mor en helgen, og Frejas klager var bare hysteriske anfald.
“Okay,” sagde hun og gik tilbage til køkkenet.
De næste timer fløj forbi i et vanvittigt tempo. Freja skar, kogte, stegte, rørte. Hænderne arbejdede automatisk, mens tankerne kredsede en mere insisterende end den anden. Og pludselig, mens hun stod ved komfuret og rørte i en sauce, gik det op for hende. Ideen var så simpel og samtidig elegant, at hun ikke kunne lade være med at smile.
Hun tog en lille æske frem fra skabet, købt i apoteket for en måned siden til sig selv, men aldrig brugt. Et mildt afføringsmiddel. På pakken stod der, at virkningen indtrådte inden for en time.
Freja studerede menuen omhyggeligt. Salater, forretter i alt dette kunne hun diskret dryppe nogle dråber. Men de varme retter kødet med kartofler ville hun lade være. Hun og Andreas skulle jo også have noget at spise.
Klokken fem bugnede bordet af mad. Mette, iført en ny kjole og fuldt påklædt med smykker, så sig tilbage i køkkenet med en generals mine.
“Det er da ikke helt skidt,” nikkede hun nedladende. “Selvom stolesalaten kunne godt være mere salt.”
Freja tav og arrangerede tallerkenerne. Indeni sang hun af forventning.
Gæsterne begyndte at ankomme præcis klokken fem. Mette omfavnede hver enkelt, modtog gaver og komplimenter. Hendes veninder damer i samme alder, lige så festklædte roste borddækningen i kor.
“Mette, du har virkelig givet den gas!” udbrød Lise fra tredje sal. “Hvor er det smukt!”
“Åh, det er ikke mig,” sagde fødselsdagsbarnet ydmygt. “Freja og jeg har arbejdet sammen. Selvom det meste var mig, og hun bare hjalp lidt til.”
Freja, der lige satte tallerkener frem, kunne knap holde latteren tilbage. *Hjalp til*. Selvfølgelig.
“Andreas,” hviskede hun til sin mand, “spis ikke salaterne nu. Vent til de varme retter.”
“Hvorfor?” spurgte han forvirret.
“Bare vent, okay?”
Han trak på skuldrene, men adlød. Freja satte sig til side og så gæsterne gå løs på forretterne. Mette fortalte ivrigt, hvordan hun havde planlagt menuen, valgt ingredienser, forsøgt at tilfredsstille alle smage.
“Den her salat er min signaturret,” pralede hun og pegede på stolesalaten. “Opskriften er fra min bedstemor.”
“Guddommeligt!” sagde Kirsten begejstret. “Du har virkelig guldhænder, Mette!”
En time gik. Freja kiggede på uret. Og så begyndte det.
Først var det Lise, der greb sig til maven.
“Av,” stønnede hun. “Jeg tror, der er noget galt
