»Hvorfor åbner du ikke døren?« »Jeg har ikke lyst! Og det gør jeg heller ikke. Gæster bør varsle deres besøg, og oven i købet ikke rode i skufferne, køleskabet eller skabene.« »Hvad mener du med, at du ikke vil? Det er jo min mor! Hun er kommet for at besøge mig!« »Så må du selv gå ud og hilse på hende! Men ikke i mit hjem.«
»Faktisk fandt Vicky bedre sammen med min mor.«
»Ved du hvad, hvis jeg nu begynder at opremse, hvad min eks kører bedre end dig, bliver vi begge to flove.«
»Selv om jeg ikke er sikker på mig selv,« afbrød Astrid, mens hun gnubbede køkkenbordet. »Hvis I havde det så godt med Vicky, hvorfor slog I så op?«
Viggo vendte sig fornærmet og stirrede ud ad vinduet.
»Nå, men du kender jo historien«
»Ja, det gør jeg. Så spar mig for fortællingerne om din lille Vicky,« svarede Astrid skarpt. »Ellers bliver jeg din næste eks.«
Astrid var virkelig klar til at trække de store konsekvenser.
Hun havde mødt Viggo for næsten et år siden i en fælles vennegruppe. Hun kendte faktisk den samme Vicky, omend ikke særlig godt. Det var hende, der havde taget Viggo med. Og så forsvandt hun pludselig fra radaren efter et par måneder.
En aften, da Viggo havde fået lidt for meget at drikke, fortalte han, at han havde slået op med Vicky, fordi han havde fanget hende i utroskab. Han fik endda en trækant i øjenkrogen.
På det tidspunkt syntes Astrid, det var sødt: en mand, der ikke var bange for at vise sine følelser, der værdsatte kærligheden. Der klikkede noget i hende, en lyst til at trøste og beskytte.
Astrid indså senere, at det “noget” nok var moderinstinkt og ikke romantisk interesse. Men dengang var det nok til, at de begyndte at se hinanden.
I starten var det smukt. Han hentede hende efter arbejde, kørte hende til døren, sendte søde beskeder hver dag og spurgte, om hun havde varmt nok. Astrid følte sig omhyggeligt passet.
Den første bekymring kom, da Vicky selv skrev til hende.
»Hej. Hør, jeg hørte, at du ser Viggo. Det er selvfølgelig ikke min sag, men pas på med ham. Han og hans mor er et uadskilleligt par.«
Astrid tog det til efterretning, men tænkte, det var småting. Kærlighed kunne altid overvinde hindringer. Og hvis det ikke havde virket med én kvinde, betød det jo ikke, det ville være det samme med en anden.
»Hej. Jeg tror, vi finder ud af det. Men tak for advarslen alligevel,« svarede Astrid.
Hun gad ikke fortsætte samtalen. Det føltes som et svigt mod Viggo.
Men Viggo tænkte ikke en gang på hendes komfort.
Da hans mor, Margrethe, første gang dukkede tilfældigt op, tog Astrid det næsten roligt.
Måske forstod de bare ikke, hvor ubelejligt det var. Margrethe var nok forældrekær og ville se, hvem hendes søn boede sammen med.
Astrid sendte Viggo ud for at tage imod sin mor, kastede hurtigt noget på, trak håret tilbage i en halvsjuset hestehale og gik ud for at møde sin mulige svigermor som i samme øjebik stod og rodede i kommodeskuffen i stuen.
»Nå, alt ligger i uorden,« sagde Margrethe med en overbærende smil. »Og så undrer I jer over, at sokkerne ikke går par. Astrid, efter morgenmaden skal jeg lære dig at folde tøj, så det ikke bliver krøllet eller forsvinder.«
I stedet for “goddag”. At sige, Astrid var forvirret, var en underdrægtelse. At en fremmed rodede i hendes underbukser i hendes eget hjem, virkede uhøfligt.
Men at svare med samme mønt i starten af forholdet føltes forkert, så hun bed det i sig.
»Åh, skat, du har jo poser under øjnene!« fortsatte Margrethe medfølende. »Du burde prøve agurkeskiver. Eller få tømt dine nyrer. Min veninde«
Astrid nikkede og smilede og lod, som om hun var interesseret i sygdomshistorier om folk, hun ikke kendte. Inderst inde drømte hun om at krybe tilbage i sengen det var kun otte om morgenen, og hun havde bevidst lagt sig sent for at sove længe.
Men drømmen forsvandt.
Margrethe blev hængende til om aftenen. Astrid fik en strøm af kritik og gode råd om at vande blomster, gøre badekar rent og polere bestik.
Hun fik endda øvet sig lidt. Hun følte sig presset som en citron. Og i al den tid gjorde Viggo intet for at hjælpe eller antyde til sin mor, at de måske gerne ville have lidt fred.
»Hør, er din mor altid så energisk?« spurgte Astrid forsigtigt om aftenen.
Hun havde ikke noget imod store familier og tætte bånd, men hun ville gerne have lidt afstand.
»Ja, det er hun. Hvad så? Hun vil bare være venlig,« trak Viggo på skuldrene. »Før boede Vicky og jeg hos hende, det var hyggeligt. Nu keder hun sig.«
»Jeg håber ikke, vi skal bo alle tre« sukkede Astrid.
»Hvad er problemet? Kan du ikke lide min mor?« spændte Viggo op. »Hun og Vicky kom godt ud af det sammen.«
Astrid tav. Vicky var otte år yngre end hende og elskede at smiske. Selvfølgelig havde hun været venner med Margrethe.
Hun kendte sikkert alle Margrethes veninder ved navn, deres sygdomsforløb, kunne stryge lækker sengetøj og bage kager efter svigermors opskrifter.
Men Astrid havde ikke meldt sig til den slags “godbidder”. Hun havde levet lidt og var sikker på, at jo mindre omverden blandede sig i et parforhold, desto bedre. Men Viggo så det anderledes.
»Min mor er super social. Hun kan finde en fælles tone med alle.«
»Ja, men ikke alle er glade for det,« havde Astrid lyst til at sige, men lod være.
Det blev kun værre. Margrethe dukkede op igen næste dag, lige så tidligt. Denne gang inspesterede hun køleskabet.
»Hønsæg? Jeg brugte kun vagtelæg til Viggo det er bedre for mænd,« sagde hun med en vigtig mine. »Hylderne er ikke særlig rene I spiser jo af det her. Astrid, du burde gøre dem rent.«
»Jeg spiser ikke direkte af hylderne,« tænkte Astrid.
»Det ordner jeg senere, Margrethe,« lovede hun. »Vi ville egentlig slappe af i dag. Det er jo weekend«
Viggo, for øvrigt, gjorde netop
