Togets hjul bankede en god rytme af mit drømte lykkeøjeblik. I tre måneder havde jeg sparet op til denne ferie, tre måneder havde jeg drømt om havet, om saltvandsvædder på huden og solnedgange uden forstyrrende højhuse. Kupéen var endnu tom, og jeg nød denne sjældne, luksuriøse følelse af at være alene med mine tanker og drømme.
Jeg lagde omkost med mine madvarer på bordet: hjemmelavede frikadeller indpakket i sølvpapir, en glas med syltede agurker, skåret brød med pålæg, æbler, småkager og en termokom med stærk the. Alt dette skulle være nok til den lange rejse mod kysten. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville spise i ro, stirre ud ad vinduet på de forbindrivende landskaber, læse en bog og nippe på theen fra min yndlingskop.
Toget sænkede fart, da det nærmede sig næste station. Jeg lagde knægt mærke til larmen i gangen hvad gjorde det, når havet og to ugers fred ventede forude?
Men skæbnen syntes at have andre planer.
En familie væltede ind i kupéen: en lavstammet mand med en ølbug og uordent, rufset hår, hans kone en kvinde med robust figur og en højlydt stemme og deres tiårige søn, lige så larmende som forældrene. De tog støjende plads, kastede deres ting rundt og råbte til hinanden.
“Jamen endelig!” knarrede konen, da hun plumpede ned på den nederste køje. “Jeg troede, mine ben ville falde af, mens vi slæbte alle de kufferter!”
“Hvad havde du regnet med, Lene?” knurrede manden. “Det var din idé at tage alt det læs med!”
“Det er ikke læs, det er nødvendige ting!” snappede Lene tilbage.
Drengen klatrede op på sin køje og begyndte straf at tygge højlydt på nogle chips.
Jeg forsøgte at bevare mit godt humør. De var også på vej på ferie, de havde velkommen til følelser. Måske ville de falde til ro.
Men mine håb forsvandt allerede efter en halv time.
“Åh, hvad har du dog her for noget lækkert?” Lene gloede begærligt på min mad. “Vi har også taget mad med, se!”
Hun trak to hårdkogte æg og en slatten agurk frem fra sin taske og smed dem på bordet ved siden af mine pænt arrangerede madvarer.
“Vi deler alt, det er jo kutyme!” erklærede hun, som om hun gjorde mig en stor tjeneste.
Et eller andet inden i mig spiste sig sammen, men jeg håbede stadig, det ville blive bedre.
Forgældes.
Manden, der præsenterede sig som Morten, tog uden videre en af mine frikadeller og bed en stor.
“Wow, hjemmelavet!” mumlede han med en fuld mund. “Det smager fremragt!”
“Morten, giv mig også en!” råbte Lene og strakte hånden ud.
“Undskyld mig,” forsøgte jeg at stoppe dem, “men det er min mad. Jeg har lavet det med til hele turen.”
De så på mig, som om jeg læste havde sagt noget dybt anstødeligt.
“Åh, kom nu, mand!” protesterede Lene. “Hvordan kan du være sådan? Du har stillet maden på bordet! Hvis den står på bordet, er det jo til fælles! Det er da almindelig høflighed!”
“Vi har jo også delet vores mad,” tilføjede Morten og pegede på de to forladte æg. “Værsgo, du må også gerne tage!”
I mellemtiden grabbede drengen med beskidte hænder i min agurkeglas.
“Dejligt!” mumlede han med munden fuld.
En bølge af vold og følelse af magtesløshed overskyldte mig. Disse mennesker ædte frækt min mad, mens de gemte sig bag påfundet regler for tog-etik. Og det værste de gjorde det, som om jeg skulle takke dem for “æren”.
“Hør nu,” forsøgte jeg at sige bestemt, “jeg har ikke inviteret nogen. Dette er min mad, og jeg havde regnet med, den ville holde hele turen.”
“Åh, hold nu op!” Lene viftede afværgende med hånden, mens hun smurte en af mine frikadeller på et stykke brød. “Vær nu ikke så næsvis! Kan du ikke se, vi knap nok har mad til os selv? Vi tvinger dig jo ikke til at spise vores mad!”
Morten åd i mellemtiden mine smørrebrød, og drengen slikkede demonstrativt sine fingre, efter han havde taget de sidste agurker.
De spiste med en afskyelig frækhed, der fik mig til at føle mig dybt krænket. Ikke fordi jeg savnede maden men fordi jeg stod magtesløs overfor deres uhøflighed.
“Ved du hvad,” sagde jeg og forsøgte at holde stemmen ro, “jeg har brug for at gå en tur i gangen.”
“Ja, ja, gå du bare,” svarede Lene nådigt, uden at stoppe med at æde mine ting. “Vi ordner bordet mens du er væk.”
Jeg gik ud i gangen og lod endelig følelserne komme frem. Tårerne trillede ned ad kinderne ikke fordi maden var væk, men fordi jeg følte mig ydmyget.
Jeg stirrede ud ad vinduet på de forbifarende marker og forstod ikke, hvordan mennesker kunne være så respektløse.
“Undskyld, at jeg forstyrer, men græder du?”
Jeg vendte mig. En høj, ung mand med et opmærksomt blik stod ved siden af mig. Hans øjne udstråede oprigtig medfølelse.
“Det er okay,” forsøgte jeg at sige.
“Det ser ikke sådan ud,” bemærkede han mildt. “Jeg hedder Magnus. Hvad hedder du?”
“Ida,” svarede jeg overrasket over, at min stemme ikke dirrede.
“Ida, jeg insisterer ikke, men det hjælper måske at sige det højt for en fremmed. Hvad skete der?”
Hans varme stemme fik mig til at åbne mig. Jeg fortalte ham alt om den længe ventede ferie, om maden, om den frække familie.
Magnus lyttede opmærksomt. Da jeg var færdig, så han alvorlig ud.
“Jeg forstår,” sagde han. “Hvilken kupé er du i?”
“Nummer syv.”
“Vent, her et øjeblik.”
Han gik ind i min kupé.
Jeg hørte dæmpede stemmer først Len, så Mortens, og til slut Magnus rolige, bestemte tone.
Efter få minutter kom han tilbage. Hans ansigt var neutralt, men øjne lyste af tilfredshed.
“De vil sikkert opføre sig ordentlig nu,” sagde han.
“Hvad sagde du til dem?” spurgte jeg nysgerigt.
“Ikke noget voldsomt,” svarede han undvigende. “Bare forklarede reglerne for god opførsel i et tog.”
Da jeg kom tilbage, var alt anderledes. Familien sad i tavshed, drengen stirrede på sin telefon, mens Morten og Lene
