»Kan jeg tilbringe vinteren hos dig? Gasregningerne er så høje, og jeg har ikke kræfterne til at kløve brænde.«
Min datter kom på weekendbesøg for at handle ind for mig, og jeg tog mod til at spørge: »Kan jeg ikke blive hos dig denne vinter? Gaspriserne slår hul i budgettet, og mine hænder magter ikke at arbejde med brændet.« Men hun svarede bare: »Hvor, mor? I min lejlighed? Når jeg engang får et hus, så skal du nok komme.«
Jeg ønsker ingen en sådan alderdom.
Jeg må dele min smerte. Jeg blev enke alt for tidligt, kun 26 år gammel. Min mand efterlod mig med to små børn en dreng på tre og en nyfødt pige. Jeg gav dem hele mit liv. Jeg plejede, klædte på og opdragede dem alene. Hvad andet kunne jeg gøre? Der var ingen valgmuligheder.
Jeg arbejdede fuldtid, og efter jobbet blev jeg både husholderske og havearbejder. Vi boede i en landsby, men pengene var altid knappe. Alene slåede jeg græsset og kløvede brænde til ovnen. Hvad skulle jeg ellers? Der var ingen mand til at hjælpe.
Børnene voksede op og flyttede til byen.
Da jeg var yngre, holdt jeg stadig haven i gang. Når børnebørnene kom, kunne de spise friske grøntsager og drikke mælk fra marken. Jeg sparede på min pension og gav pengene videre til mine børn.
Men nu, i alderdommen, kan jeg knap nok gå. Vinteren er den hårdeste tid.
Min datter kom for at handle ind, og igen spurgte jeg: »Kan jeg ikke blive hos dig denne vinter?«
Hendes svar ramte hårdt: »Hvor, mor? I min lejlighed? Når jeg får et hus, så…«
Da jeg ikke længere kunne gå, ringede naboerne til min søn. Han sagde, han var for optaget hans svigermor var også syg, han havde ikke tid…
Så bad jeg dem ringe til min søster. Hun kom uden tøven og tog mig med hjem til sig. Takket være hende lever jeg endnu.
Der er gået måneder nu. Mine børn har ikke kontaktet mig.
Da de havde brug for mig, var jeg der. Nu har de glemt, de har en mor.
Jeg ønsker det for ingen. Hvad gjorde jeg galt? Hvornår blev de så kolde?
Til alle, der læser dette: Vær gode ved jeres forældre. Ingen elsker jer mere uselvisk end dem.
