“Mor, far havde ret, da han sagde, at der var noget galt med dig! Jeg kan selv se, at du ikke er rigtig klog. Har du overvejet at få hjælp?”
Anna Marie Nielsen så overrasket på sin søn. Ja, han havde altid været en vanskelig dreng, men at sige sådan noget direkte til sin egen mor
Anna Marie havde aldrig troet, hun skulle skilles efter femogtyve års ægteskab. Alligevel var det hende, der tog initiativet.
Fordi hun en dag pludselig indså, at hun slet ikke kendte ham. Så mange år burde være nok til at lære en person at kende. Men sådan gik det ikke. Henrik viste sig at være en meget kold mand.
Da Anna Marie fandt en lille hvalp på gaden, så mager, at man kunne tælle alle ribbenene, fik han et raseriudbrud.
“Anna, har du virkelig ikke andet at tage dig til?” råbte han gennem hele lejligheden. “Hvorfor skulle du tage den ynkelige ting med hjem?”
“Henrik, hvad er det, du siger?” svarede hun forarget. “Se dog på den. Den er jo kun hud og ben. Kunne du virkelig gå forbi?”
“Alle andre kunne, men ikke dig? Er du helgen eller hvad? Du er den eneste seriøse her, ikke?”
Den dag græd Anna Marie længe. Både over den lille hvalp, der knap kunne stå på sine ben, og over, at hendes mand viste en side af sig selv, hun ikke kendte.
Nej, han havde aldrig været perfekt, men hun havde altig overset hans fejl. Hun troede faktisk, ingen mennesker var perfekte.
Men den dag overskred Henrik en grænse, han ikke burde have krydset. “Hvordan kan det være?” hulkede hun. “Er det virkelig så svært at være et menneske? Hvordan kan man bare gå forbi sådan en lille skabning og ikke prøve at hjælpe?”
Selvfølgelig stoppede det ikke med det ene skænderi. Hendes mand lod det være tydeligt, at “den ynkelige ting”, som han kaldte hvalpen, irriterede ham.
“Hvornår får du den væk? Hvor længe skal vi leve med den halvhjernede hund her?”
“Halvhjernet” kaldte han hvalpen kun fordi den var så tynd og rystede konstant, selvom lejligheden var varm.
I stedet for at hjælpe hende med at pleje den og finde den et godt hjem, forsvandt han bare til garagen og drak med sine venner andre mænd, der også var løbet hjemmefra for at undgå deres koner.
Henrik kom sent hjem, godt beruset, og begyndte igen at brokke sig over konen og “den ynkelige hund”.
“At du ikke kan lide dyr, det kan jeg forstå,” tænkte Anna Marie, mens hun sad i stuen. “Men er du også ligeglad med mig? Kan du ikke se, hvor hårdt jeg har det?”
Ja, det var ikke let for Anna Marie. Hun måtte ofte tage fri fra arbejde for at bringe hvalpen til dyrlægen eller gå tur med den.
Og hun turde ikke efterlade den alene med Henrik. Efter så mange år kendte hun ham slet ikke mere. Hun kunne forvente alt af ham nu, især efter han begyndte at drikke mere.
En dag, mens hun var på arbejde, følte hun pludselig en uforklarlig uro. Det der, når hjertet snører sig sammen, og man har en fornemmelse af, at noget er galt.
Hun måtte tage hjem tid, og da hun ankom, så hun sin mand i færd med at bære Bamsen hen imod garagen. Han ville sandsynligvis slippe af med den for godt. Det kunne hun ikke tilgive. Så hun søgte om skilsmisse.
“På grund af en hund?” råbte Henrik og viftede med armene. “Er du blevet skør i din alder?”
Anna Marie ignorerede hans ord. Hun følte sig hverken gammel eller gal. Hun forstod bare, at hun ikke længere kunne leve med ham.
De havde en voksen søn, Mads, der boede i en anden by med sin kæreste. Til hendes overraskelse tog han sin fars side:
“Mor, er du helt normal? Kan man virkelig ødelægge en familie på grund af en hund?”
“Der er ingen familie tilbage, min dreng” sukkede Anna Marie tungt. “Og jeg skilles ikke på grund af en hund, men fordi din far har mistet al menneskelighed.”
“Man behøver ikke at elske dyr, man kan ignorere dem, men at gøre dem ondt Nej, et normalt menneske og især en mand ville aldrig gøre sådan noget!”
Hendes forklaringer overbeviste ikke Mads. I protest, og måske af mandlig solidaritet, afbrød han kontakten med hende. Han sagde bare, at det ikke var faren, men hende, der havde mistet sin menneskelighed, fordi hun smed ham ud.
Lejligheden havde været hendes før ægteskabet, så Henrik kunne ikke kræve halvdelen. Han arvede et hus på landet, men da han næsten aldrig besøgte det efter sine forældres død, var det uvist, om det stadig stod. Men Anna Marie var ligeglad.
Henrik havde truffet sit valg. Ingen havde tvunget ham til at blive en hjerteløs “umenneske”. Det var skræmmende at tænke på, hvad han kunne have gjort ved hvalpen, hvis hun ikke var kommet tilbage i tide.
Så hun blev sammen med Bamsen. Og hun fik den tilbage til livet gav den tillid til mennesker igen.
Oprindeligt ville hun finde den et nyt hjem, men endte med at beholde den.
“Hvis jeg tog dig med, er det også mit ansvar at passe på dig,” sagde hun til den lille pelsklump.
“Vov!” svarede Bamsen glad og logrede med halen. Den ville ikke skilles fra hende.
Senere begyndte Anna Marie at bruge sin fritid på det lokale dyreinternat for at hjælpe de dyr, andre havde vendt ryggen til. Ligesom hendes eksmand.
“Vi har desværre ikke mange penge lige nu,” sagde lederen med et suk. “Vi kan knap nok betale vores ansatte.”
“Det gør ikke noget,” svarede Anna Marie. “Jeg gør det ikke for pengene.”
Så hun begyndte at komme flere gange om ugen, sammen med Bamsen.
Der mødte hun en anden hund eller rettere, Bamsen præsenterede hende for ham.
Hun lagde mærke til, at Bamsen altid var ved buret, hvor en ældre hund lå. Personalet kaldte ham Brummer, fordi han altid knurrede, når de prøvede at få ham ud at gå tur.
Anna Marie havde set ham før, men nu så hun nærmere på ham og følte medlidenhed.
Før havde hun kun set en gammel hund. Nu så hun en hund med så triste øjne øjne uden tillid til mennesker. Ligesom Bamsens øjne engang havde været.
Hun gik ind i buret, satte sig ved siden af ham, kærtegnede ham og omfavnede ham.
Hun ønskede at tænde en gnist af glæde i hans øjne. Men gnisten var der ikke.
Så begyndte hun at bruge mere tid med ham. En dag fortalte en medarbe
