Mor, vil du virkelig give vores lejlighed til din søns bror? Og så komme og bo hos mig? Det kommer ikke til at ske!
Hvad snakker du om? Mor, er du ved dine fulde fem? Han vil smide dig ud med det samme, kan du ikke se det?
Sofie, hold op med at modsige mig! Jeg har taget min beslutning!
Først prøvede moren at holde masken, vise sin uafhængighed og selvsikkerhed. Men så brast hun i gråd, for dybt inde vidste hun, at det var uretfærdigt over for sin egen datter.
Sagen var, at Mathias, Sofies yngre bror, altid havde været hendes yndling. Helena havde fået ham, da hun var over tredive. Men Sofie var født i en tid, hvor moren var ung og uerfaren.
Sofie blev derfor behandlet som en selvfølge hun var der, og det var fint nok. Det var mest farmor, der opdragede hende, for Helena havde lovet at færdiggøre sin uddannelse.
Men Mathias var planlagt, da hun giftede sig igen og nød at være mor.
Sofie så det hele tydeligt. Men én ting forstod hun ikke hvorfor moren så åbenlyst favoriserede Mathias.
Forældre plejer at skjule sådan noget, men her gjorde Helena ingen hemmelighed ud af, at Mathias var hendes øjesten.
Og så undrede hun sig over, at søskendene aldrig havde haft et tæt forhold. Mærkeligt, ikke? Mon der var en grund?
Mathias fik altid det bedste. Mens Sofie måtte nøjes med, hvad der var tilbage, uden at brokke sig.
Han fik også altid flere penge. Han var jo en dreng, sådan skulle det være. Og at han var flere år yngre end Sofie? Det betød ingenting.
Husk på, Mathias skal tjene sine egne penge og forsørge sin familie, når han bliver stor. Men lige nu er det min pligt at hjælpe ham!
Mor, hvad med mig?
Hvad med dig? Dit job er at finde en god mand og holde fast i ham, sagde moren selvfølgelig, mens hun dækkede bord.
Sofie protesterede og sagde, at hun ikke ville afhænge af en mand hun ville udvikle sig som person, også professionelt.
Hvad er det for noget sludder? Er du ikke flov over dig selv?
Hvad er der galt i det?
Ingen i vores familie har nogensinde tænkt sådan.
Så bliver jeg den første.
Sofie forstod ikke morens logik og fulgte den ikke. Snart flyttede hun i sin egen lejebolig.
Det var som at trække frisk luft. At bo under samme tag som broren og moren var uudholdeligt. Og jo ældre hun blev, desto værre blev det.
De savnede hende ikke. Der var mere plads i lejligheden. Fem år gik. Sofie købte en lejlighed og afbet
