*Dagbogsnotat*
“Hold ud, min pige! Du er en del af en ny familie nu, og du må rette ind efter deres måde at gøre tingene på. Du er gift, det er ikke et besøg.” *Hvilke måder, mor? De er alle skøre her! Især svigermor! Hun hader mig, det er tydeligt!* “Har du nogensinde hørt om en god svigermor? Vi har alle været igennem det, og det skal du også. Vigtigst af alt: lad dem ikke se, at du lider. Hold ud.”
“Ude! Ude! Det er altid det samme!” Birthe Kjær stod midt i køkkenet med et rødt, vredt ansigt og øjne, der lynede af raseri. “Hvis en mand går i byen, er det konens skyld. Skal jeg virkelig forklare dig alt?”
Svigermoren var ude af sig selv. Hun råbte af sin svigerdatter Mette som en galning. Alt fordi Mette havde mistanke om, at hendes mand, hendes søn Jakob, var utro.
Mette, en ung og spinkel pige med store, naive øjne, stod trykket op ad væggen og forsøgte at berolige den ophidsede kvinde.
“Birthe, det er jo ikke normalt. Han har familie, børn” men svigermoren afbrød hende med et håndvift, som om hun jagtede en irriterende flue.
“Er *du* familie? Er det *dit* barn, der ikke vil have os i nærheden?” Birthe fnøs foragteligt. “Og det kalder du opdragelse!”
“Hvilken opdragelse? Villiam er kun et år gammel. Han er stadig så lille,” sagde Mette stille.
“Lille?” Kvinden gjorde en grimasse. “Hos Nielsens har de en dreng, der er endnu yngre. Han kommer glad på armen, ikke som *din*” Hun viftede mod børneværelset.
“Han er nu engang *dit* barnebarn,” svarede Mette, selvom stemmen dirrede. “Og børn mærker, hvem der er gode ved dem. Måske er det derfor, han ikke vil til dig.”
“*Vi* er ikke gode nok? Sikke en løgnhals!” Birthe skreg nu. “Hvis bo du i? Hvis mad spiser du? Hvis penge bruger du? Utaknemmelige tøs!”
Mette gad ikke diskutere mere. Hun havde tusind gange bedt Jakob om at flytte, men han, en forkælet mønsterdreng, så ingen grund. Han elskede at bo hos sine forældre. Ingen vasketøj, ingen rengøring alt blev ordnet for ham.
Men Mette måtte bøde. Hun prøvede først at være hjælpsom, lyttede til Birthes klager, men opdagede snart, at det var nytteløst.
“Han skulle have fundet en ordentlig pige,” hviskede Birthe til naboens kone, mens Mette samlede legetøj i haven og hørte alt. “Hun kan ikke engang lave mad!”
Når det blev uudholdeligt, ringede Mette til sin mor i nærmeste by.
“Hold ud, min pige! Du er gift nu,” sagde moderen.
“De er alle vanvittige! Især svigermor!”
“Har du hørt om en god svigermor? Vi har alle været igennem det.”
Mette truede med at ringe til sin far.
“Skån ham!” Moderen blev bange. “Han har en betinget dom. Et forkert træk, og han ryger i fængsel!”
Mette vidste, at hendes far, en barsk mand på to meter, ikke ville tie stille, hvis han hørte, hvordan hans datter blev behandlet.
En dag, da Birthe triumferende fortalte om sine “sejre” til sin veninde, blev historien forvansket og nåede til sidst Mettes far.
Han greb sin økse, kastede sig på sin gamle knallert og kørte uden et ord for at befri sin datter.
Samme aften eksploderede skænderiet. Mette havde efterladt Villiam et øjeblik på en ny, lysegul sofa og da hun kom tilbage, var der en lille plet.
I Birthes øjne var pletten en katastrofe.
“Du har ødelagt den! Min yndlingssofa!” skreg hun. “Ville ønske, jeg kunne slå hånden af dig!”
“Jeg ordner det,” sagde Mette og greb en klud.
“Med hvad? Du har jo aldrig købt noget selv!”
“Har *du*?” svarede Mette og i det øjeblik trodsede hun svigermoren.
Pludselig stod Mettes far i døren, øksen i hånden. Birthe frøs.
“Nå, hej, Erik Jeg opdrager bare din datter,” stammede hun.
“Jeg hørte godt, hvordan du ‘opdrager’,” svarede han koldt.
Han tog Mette og Villiam med hjem.
Jakob turde ikke hente dem før lang tid efter. Men da han endelig kom, fik han en alvorlig snak med Erik og øksen lå på bordet under hele samtalen.
Efter den dag undgik Birthe Mette og Villiam. Jakob og Mette flyttede, og fra da af levede de i harmoni.
*Moralen?* Ingen skal finde sig i at blive trampet på og en dansk mand med en økse er ikke til at spøge med.
