Mette havde nu siddet i kø i to timer hos heksemester Karen. Den gamle kloge kone var hendes sidste håb. I årevis havde den unge kvinde forsøgt at få et barn, men af uforklarlige årsager var det ikke lykkes.
“Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige… Alle prøver er gode, der er ingen tegn på sygdom,” sagde lægen og slog ud med hænderne.
“Men der må da være en forklaring? Hvis jeg er rask, hvorfor kan jeg så ikke få et barn?” spurgte den unge kvinde forvirret.
“Jeg ved det ikke. Lægevidenskaben kan ikke hjælpe dig her. Prøv måske at gå i kirke…” hviskede lægen.
Mette og Mads havde været gift i fem år. Alt var perfekt i deres unge familie: velstand, eget hus, kærlighed og forståelse. Kun én ting manglede en barnestemme i det store, veludstyrede hjem.
Mette havde længe haft en fornemmelse af, at der hvilede en forbandelse over dem, og efter lægens ord var hun overbevist om det.
“Kirken er godt, men i dit tilfælde kan kun en heks hjælpe!” sagde hendes veninde og skrev en adresse ned. “Tag afsted ud at tøve. Jo før, jo bedre!”
Endelig var det Mettes tur. Hun trådte ængsteligt ind i den lave hytte. Foran sig så hun en spinkel, venlig gammel dame i et hvidt tørklæde og en broget kjole. Mette smilede. Hun havde aldrig besøgt sådan en person før og havde forestillet sig, at heksen ville være skræmmende i hvert fald med hugtænder og en sort kat på skulderen.
“Goddag, min pige! Sæt dig her ved ikonet,” sagde hun med en blid stemme.
“De ved måske, jeg har et problem…” Mette kunne ikke holde tårerne tilbage.
“Jeg ved det alt sammen, skat. Og jeg vil hjælpe, så godt jeg kan,” sagde Karen roligt.
Mette satte sig lydigt på en blød stol ved siden af et stort ikon af Jomfru Maria. Den gamle kvinde begyndte at læse en bøn og bevægede en vokslys rundt om Mette. Hele ceremonien tog tyve minutter. Bagefter satte Karen sig overfor Mette og tog hendes hånd.
“Du kan ikke få et barn. Der er en forbandelse, der har hvilet på dig siden barndommen. Den skal afbedes,” sagde hun stille.
“Hvilken forbandelse? Hvem skulle forbande mig? Jeg har aldrig gjort noget ondt mod nogen…”
“Nej, men din mor påtog sig en frygtelig synd, og du betaler prisen for den,” forklarede heksemesteren.
“Men det er ikke retfærdigt! Min mor er længe død hvorfor skal jeg lide for hendes synder?” protesterede Mette.
“Sådan er universets love. Vi er magtesløse overfor dem.”
“Kan du ikke hjælpe mig?” spurgte Mette håbefuldt.
“Nej. Jeg er magtesløs her. Hvis det var en ond ånd eller et ondt øje, så ja… men ikke dette.” Hun rystede på hovedet. “Du skal finde ud af, hvem din mor har forurettet, og prøve at gøre det godt igen. Og vigtigst af alt husk at bede oprigtigt, ikke kun for dig selv, men også for dine fjender.”
“Tak,” hviskede Mette.
Hun satte sig i bilen og ringede til sin mand.
“Mads? Jeg kommer ikke hjem i aften. Jeg skal hurtigt besøge tante Gerda. Vi taler senere, skat.”
Mette startede bilen og kørte mod landsbyen.
“Mette! Hvorfor kom du ikke før? Jeg kunne have varmet saunaen op!” sagde tante Gerda glad.
“Jeg er her af en grund,” afbrød Mette. “Du skal fortælle mig sandheden. Hvad gjorde min mor? Hvad skal jeg lide for? Hvilke synder?”
“Hvad får dig til at tro det?” spurgte Gerda forvirret.
Mette fortalte om besøget hos heksemesteren og om hele samtalen.
“Det havde jeg ikke forventet… Nå, men hør her…”
Gerda fortalte sin niece, at hendes mor, Birthe, var den smukkeste pige i landsbyen. Mange unge mænd kæmpede om hende, men hun forelskede sig i en gift mand. Uden skrupler stjal Birthe Erik fra hans kone. Den forladte kone, Anne, var alene med en spæd søn.
Anne led voldsomt efter mandens forræderi. Til sidst kom hun til Birthe og bad på sine knæ om at få ham tilbage. Men den stolte skønhed hånede den ulykkelige kvinde og jagtede hende væk.
Før hun gik, råbte Anne et forfærdeligt had i retning af Birthe og hendes ufødte børn…
“Og hvad skete der så?” hviskede Mette rystet.
“Din mor giftede sig med Erik, og så blev du født. Men som du ved, levede de ikke længe. De døde kort efter hinanden. Som en forbandelse. Og nu kan du ikke få børn…” Tante Gerda slog hænderne sammen og begyndte at hulke.
“Er Anne stadig i landsbyen? Jeg vil bede om tilgivelse for min mors synder.”
“Anne har det heller ikke godt… Efter en tid blev den unge kvinde sindssyg. Først var hun rolig og harmløs… Men en dag angreb hun en fremmed. Folk måtte hive den vanvittige kvinde væk. Derefter blev Anne sendt på sindssygehospital, og sønnen, Lars, kom på børnehjem.”
“Lars må være voksen nu? Han er et par år ældre end mig. Så han er min halvbror?”
“Ja. Men hans liv blev heller ikke lykkeligt…” sukkede Gerda tungt. “Efter børnehjemmet vendte han tilbage til landsbyen. Han begyndte at drikke og lave ballade. Til sidst forsvandt han en vinter i skoven. De fandt ham næste dag, men hans ben… kunne ikke reddes. Nu sidder han i kørestol.”
“Så det var sådan… Min mor ødelagde ikke bare en familie, men også to uskyldige menneskers liv.”
“Ja, sådan kan man sige!”
“Tante, tag mig med til min bror. Jeg skal møde ham,” sagde Mette beslutsomt.
“Er du blevet tosset? Han drikker konstant. Ingen ved, hvad han har i hovedet. Kør hjem! Du skal ikke derhen!”
“Nej. Hvis ikke du vil hjælpe, skal jeg nok finde ham selv.” Mette rejste sig.
“Godt, som du vil! Men du får fortryde det!” råbte Gerda arrigt og trak en trøje på.
De gik gennem den sneklædte skov mod Lars’ hus. Da Mette kom ind på gården, kunne hun knapt kalde det et hus det var en halvfalden hytte. Træhegnet var rådnet og lå på jorden. Der var heller ingen elektricitet. Fra det snavsede vindue kunne hun se et svagt skær fra en olielampe. Mette bankede forsigtigt på ruden.
“Det er ulåst!” lød en hæs stemme.
“Mette, jeg er her hvis du råber!” hviskede Gerda.
Mette nikkede og åbnede dø
