“Godt gået, Iben. Du fandt din skæbne.”
Iben var den mest usynlige gæst til Maries fødselsdag. De to piger havde gået på gymnasiet sammen. Marie havde inviteret bredt, men mange af pigerne tog hjem til deres landsbyer i weekenden. Iben, stille og sky, besluttede sig for at tage imod invitationen.
Hun gik jo aldrig ud, og hun var lige fyldt atten, ligesom Marie. Men Iben fejrede ikke sin egen fødselsdag med gæster.
Hun havde ingen tætte veninder, og hendes forældre havde overtalt hende til at holde det hjemme, i familie sammen med bedsteforældrene.
“Sådan er det bare: fødselsdag som femårig eller attenårig,” tænkte hun trist.
Selvfølgelig elskede hun sin familie, men hun forstod ikke, hvornår hun mon endelig ville blive voksen og selvstændig.
Hvornår ville nogen af drengene lægge mærke til hendes kvindelighed, den diskrete skønhed og ømhed hun havde?
Iben drømte om kærlighed, men var genert over sig selv. Hun var ikke så iøjnefaldende som Marie eller hendes veninde Sidsel.
Pigerne sminkede sig dristigt, gik i moderne tøj, nogle gange endda lidt frækt, især på gymnasiet, hvor lærerne tit irettesatte dem.
Mens Ibens tøj altid blev valgt af hendes mor, og hendes bedstemor strikkede cardiganer til hende.
Og bedstemor blev såret, når Ibent ikke bar dem.
Men Iben kunne jo ikke gå ud i de gammeldags trøjer hun havde dem kun på derhjemme, og selvfølgelig kun om vinteren.
Denne dag hos Marie var der samlet piger og drenge fra gymnasiet. Tolv i alt.
Da middagen var slut og dansen begyndte, gik Iben ud fra lejligheden og satte sig på bænken ved opgangen.
Ingen lagde mærke til, at hun gik. Pigen var genert over de fremmede drenge. Men ingen lagde alligevel mærke til hende. Måske var det netop dét, der gjorde ondt?
Hun kiggede på sit ur.
“Jeg burde nok gå. Mor bliver sikkert bekymret,” tænkte hun. “Jeg lovede jo at komme hjem tidligt…”
Pludselig kom en dreng ud fra opgangen. Ikke en af Maries gæster.
Han satte sig i den anden sidde af bænken og så trist op mod Maries vinduer på anden sal. Der lød glad musik og latter.
“Er du derfra?” spurgte han pludselig Iben. Hun nikkede mod Maries vindue.
“Hvordan har Marie det? Danser hun? Har hun det sjovt?” spurgte drengen med de bedrøvede øjne.
Denne gang turde Iben spørge:
“Hvad? Kan du ikke høre det? Jo. De hygger sig…”
“Nå ja, det er jo en fødselsdag,” svarede drengen. “Men jeg var trist på min. Fejrede det ikke engang. Bare te og kage med familien. Som i børnehaven…”
Iben løftede overrasket øjenbrynene.
“Det var det samme for mig. Er du ven med hende?” Hun nikkede mod Maries vinduer.
“Både og. Jeg ville gerne, men hun lægger ikke mærke til mig. Inviterede mig ikke engang til fødselsdag. Og vi har været naboer i årevis. Hun ved godt, hvordan jeg føler…”
Drengen tav. Iben sukkede forstående. Så sagde hun pludselig:
“Bare rolig. Jeg føler det samme. Men hvad hjælper det? Ingen ser det alligevel. Jeg gik lige herfra, og ingen lagde mærke til det. Så jeg er en usynlig person. Om jeg er der eller ej, er det ligegyldigt for alle…”
“Åh, det er ikke sandt,” prøvede drengen at trøste hende. “Men måske har du ret. Der findes sikkert sådanne mennesker. Som os. Uheldige…”
“Nej, ikke det. Usynlige. Ikke påtrængende, snarere. Måske er det en fordel på en måde. Der er en vis uafhængighed i det, endda frihed.”
“Tror du?” drengen lød overrasket over Ibens tanker. “Jeg hedder Mads, forresten. Og du?”
“Iben.”
De lyttede lidt til musikken, mens de af og til kiggede op mod vinduerne. Måske håbede de begge, at Marie lige pludselig ville kigge ud og invitere dem ind til festen. Men ingen kaldte på dem…
“Det var rart at møde dig,” sagde Iben høfligt, “men jeg må hjem. Jeg lovede ikke at blive for længe…”
“Skal jeg følge dig en del af vejen? I hvert fald til busstoppestedet.”
Iben og Mads gik gennem parken, snakkede og smilede ubevidst til hinanden.
Mads mærkede pludselig, at hans opmærksomhed gjorde pigen glad hun nød det og havde brug for det! Det så han i den bløde rødmen på hendes kinder og de små smilehuller, i hendes øjne, som hun slog ned, når han forbavset stirrede på hendes lange vipper.
Så begyndte han at fortælle sjove historier fra hans unge liv, alt hvad han lige kunne komme i tanke om. Han ville bare blive ved, for at høre hendes klare latter og være sammen med hende længere.
De nåede busstoppestedet. Iben takkede Mads og sagde farvel, men han ville ikke gå, før hun var kommet sikkert på sin bus. Iben lod som om hun missede den første bus og tog kun den næste…
Da hun steg på, vinkede hun til Mads, som om de havde kendt hinanden i årevis.
Og han blev stående på stoppestedet længe, ude af stand til at gå. Som om denne søde pige med de udtryksfulde øjne og smilehuller havde forhekset ham.
Mads vendte sig og gik hjem. Og pludselig indså han, at han virkelig gerne ville møde Iben igen. Men han havde hverken fået hendes telefonnummer eller adresse… Og kunne man overhovedet det? Sådan lige på stedet. Det var pinligt.
Næste morgen skyndte Mads sig hen til Marie. Han løb op ad trappen og ringede på hendes dør.
Pigen åbnede og sukkede:
“Hvad vil du nu… Jeg gider ikke gå en tur med dig, Mads. Jeg har aldrig tid. Det har jeg jo sagt…”
“Nej…” Mads blev forlegen. “Jeg ville selvfølgelig gerne invitere dig… Men jeg har brug for din klassekammerats telefonnummer. Hun var her i går. Jeg skal aflevere noget til hende… Hun glemte det på bænken. Kan du ikke give mig nummeret?”
“Hvem?” Marie lød forvirret.
“Hun hedder Iben.”
“Iben? Hvilken Iben?” Marie tænkte sig om. “Åh, Iben… Nå, sådan! Okay, vent lidt.”
Få minutter senere kom hun tilbage med en seddel.
“Romeo har slået til. Den stille Iben… Hvornår nåede hun dét?” Marie grinede og lukkede døren.
Mads løb hjem med sedlen som en skat.
Hele dagen
