»Hvornår har du tænkt dig at flytte, Mette?«
Mor stod i døren til køkkenet, lænet mod karmen. I hånden havde hun en kop te, og i stemmen lå ligegyldighed blandet med noget nærmest hånligt.
»Flytte?« Mette drejede sig langsomt væk fra sin laptop, der varmede hendes lår. »Mor, jeg bor her. Jeg arbejder.«
»Arbejder?« moren gentog, og et skævt smil gled over hendes ansigt. »Ja, det du sidder og laver der på nettet. Dine digte? Eller artikler? Hvem læser overhovedet det?«
Mette smækkede computeren i. Hjertet strammedes. Det var ikke første gang, hun hørte, at hendes arbejde ikke var »rigtigt«, men hver gang føltes det som et spark.
Hun gjorde sit bedste. Freelance var ikke nemt det var timers rettelser, deadlines, tekster skrevet i ly af natten, kunder, der ville have alt i går og ikke betalte til tiden.
»Jeg har faste opgaver,« sukkede hun. »Og jeg tjener penge. Jeg betaler for mad, for el, jeg«
»Ingen beder dig om noget,« afbrød mor. »Men det er bare sådan det er, Mette. Du er voksen, du forstår det. Anders og Line vil flytte sammen med børnene. De har to. Børn, Mette. De har det for trangt i deres lille lejlighed.«
»Og hvad med mig? Er jeg ikke familie?« Hendes stemme dirrede.
»Du er alene, Mette. Du klarer dig selv. Men de har børn, en familie. Du er klog, du er selvstændig. Du finder et sted at bo. Måske kunne du endelig få et rigtigt arbejde? Folk arbejder fra ni til fem, ved du nok. De sidder ikke ved en laptop om natten.«
Mette tav. En klump steg i halsen. At forklare var meningsløst. Mor havde aldrig forstået, hvad hun lavede.
Aldrig havde hun spurgt: »Hvad skriver du? Hvor kan jeg læse det?«
Kun bebrejdelser, nedladende blikke, sætninger som: »Du burde få job i en butik.«
_Alene._ Ordet ringede i hendes ører. Som en dom. Som en grund til at udelukke hende fra lejligheden, fra livet, fra familien.
Da far kom hjem fra arbejde, startede snakken igen. Nu var det ham, mor og hun selv som i en slags husret.
»Anders og hans kone har opnået meget,« begyndte far og satte sig i lænestolen. »De arbejder begge to, har to børn.«
»Men du Du gør det godt, du sidder ikke på dine hænder. Men det er på tide at tage livet alvorligt.«
»Far, jeg bor her. Jeg er ikke doven! Jeg tjener penge, selvom det er hjemmefra, selvom det er i pyjamas! Men jeg betaler for mad, for el, jeg er ikke en byrde!«
»Du forstår ikke,« afbrød han. »Det handler ikke om penge. Det handler om behov.«
»Anders har to børn, hører du det? Den yngste er kun halvandet år. De har brug for denne lejlighed. De har det svært.«
»Og jeg har det let?!« brød det ud af hende. »Har jeg ingen problemer, efter jeres mening? Jeg er 28, jeg har ingen støtte, ingen mand, ingen børn. Kun mit arbejde, som I ikke engang anerkender!«
De udvekslede blikke. Som om hun trættede dem. Som om alt, hun sagde, bare var en barnlig indbildning.
»Du er stærk, Mette,« mor rystede sørgmodigt på hovedet. »Du klarer det. Men Anders og Line, de har ikke engang tid til at tænke«
»Har jeg tid?« tænkte hun, men sagde det ikke højt. Kræfterne var brugt op.
»Hvor skal jeg så bo?« hviskede hun hæst. »Jeg beder ikke om noget. Hverken penge eller hjælp. Bare et hjørne. Bare forståelse.«
»Nå du kan finde et værelse,« svarede mor usikkert. »Alle unge bor til leje nu om dage. Og du arbejder jo ikke officielt. Så du er ikke bundet til et sted.«
»Hører I hvad I selv siger?!«
Mette kunne ikke huske, hvordan den aften endte. Hun huskede bare, at hun sad længe på vindueskarmen og stirrede ud i den mørke baggård.
Regnen faldt, som om den gjorde det med vilje, og dråberne løb ned ad ruden som tårer bare uden gråd.
Næste morgen vågnede hun af støj i gangen. Kufferter. Stemmer. Travlhed.
»Mette, vi sætter lige Anders’ ting i opbevaringsrummet,« sagde mor uden at se på hende. »De flytter, du forstår.«
Hun forstod. Hun havde forstået det fra start. Men at leve med det var ulideligt.
»Mette, vi har besluttet det.« Mor sagde det i samme tone, som hvis hun bad om salt ved middagsbordet. Afslappet. Hverdagsagtigt. Uden rørt hjerte.
»Så I spørger ikke, I giver mig ikke en chance I fortæller mig bare, hvad der skal ske?«
»Hvad er der at spørge om, Mette? Du er en voksen pige. Det er på tide, du klarer dig selv. Du er ikke i børnehaven.«
»Og det er midlertidigt. Find et sted at bo måske ændrer det sig engang.«
»Midlertidigt? Ja, i et par årtier. Indtil Anders’ børnebørn flytter hjemmefra.«
»Der er du igen med din sarkasme.« Mor rullede med øjnene. »Du tager alt for bogstaveligt.«
»Vi gør det af omsorg. Vi er ikke dine fjender. Men du må forstå: familie er ikke kun dig.«
»Selvfølgelig, ikke kun mig,« smilede hun bittert. »Alt for Anders. Alt for Anders’ skyld. Og mig? Jeg er overflødig. Et spøgelse på sofaen. Ud af syne, ikke?«
»Du overdriver,« sagde far, der pludselig stod i døren. »Anders er vores søn. Og du du er stærk. Du forstår os.«
»Jeg vil ikke være stærk. Jeg vil bare være vigtig«
Næste dag gik Mette for at se på et værelse til leje.
Kun tyve minutter hjemmefra og verden ændrede sig: en grå opgang med rustne døre, en nabo der brokkede sig over, at »kattene hyler om natten«.
Værelset lignede et museum for gammelt ragelse: tapet med afskallede roser, et tæppe på væggen, en taburet uden ben.
Udlejersken en kvinde med en røget stemme og et blik som om Mette kom for at bede om penge.
»Hvor arbejder du?« spurgte hun mistænksomt.
»Jeg er freelancer. Skriver artikler. Online.«
»Online? Hvordan det?«
»På computeren. På nettet. Jeg har faste kunder, arbejder på platforme.«
»Åh så du sidder bare derhjemme.
