Jeg arbejdede i min egen tøjbutik, og en aften lige før lukketid kom en gravid kvinde ind. Jeg skulle til at lukke, men hun gik rundt og kiggede på kjolerne. Vi begyndte at snakke, og hun fortalte, at hendes mand havde forladt hende med to børn. Hun havde det svært og måtte flytte fra sin lejebolig tilbage til sine forældre. Hendes forældre hjalp lidt, men så opdagede hun, at hun også var gravid. Det var for sent at få en abort. Hun måtte føde. Hun havde ikke noget at tage på, for hun var “vokset ud af det hele.” Det var en fremmeds historie, og jeg forstod, at hun ledte efter det billigste, men ikke engang havde råd til det. Trætheden fik mig til at tænke, at det ikke ville gøre ondt at give hende en kjole. Kvinden blev så glad, taknemmelig og lykkelig. Hun gik.
Tiden gik, og jeg glemte historien. En helt almindelig dag kom en kvinde ind og smilede. Jeg prøvede at genkende hende. Hun tog en pakke ud af sin beskedne taske og begyndte at fortælle: “Kan du huske mig? Jeg var gravid og kom ind til dig, men havde ikke råd til den kjole. Du gav den til mig. Vi talte, og du sagde, at alt nok skulle gå godt, og at der ikke er noget i livet, vi ikke kan klare. Din støtte betød så meget for mig, og jeg kom igennem den svære tid. Jeg fødte. Jeg er alene med tre børn nu, men jeg har det godt. Og jeg tror, det bliver endnu bedre. Tak fordi du var der for mig dengang. Det betød alt.”
Vi krammede og ønskede hinanden det bedste.
Hun gik, og jeg åbnede pakken. Indeni lå der et par almindelige englevinger. Jeg følte mig forlegen. Jeg huskede, at jeg havde givet hende kjolen mest for at slippe af med det problem, jeg så foran mig. Men i det øjeblik blev jeg uforvarende en støtte for hende, en engel, der lyttede, forstod og sagde et par oprigtige, opmuntrende ord og gav en beskeden kjole.
Så lidt skal der til for at løfte en ud af mørket. Nogle gange er det bare et par opmuntrende ord og et smil, der gør forskellen.
