Pigen efterlod sin far som en ubrugelig genstand: en hjerteskærende sandhed
Erik Sørensen havde aldrig forestillet sig at skulle tilbringe sine sidste dage bag en fremmed port, overvåget af sygeplejersker, omgivet af sjæle, der var blevet forladt af deres egne børn. Han mente, han fortjente bedre: respekt, varme og lidt fred. Trods alt havde han arbejdet hele sit liv, sørget for sin familie og bygget sit liv omkring sin eneste lykke sin kone Lise og deres datter Mette.
Med Lise havde han delt over tredive år, tætte som to ærter i en bælg. Efter hendes død for fire år siden var huset blevet koldt og for stille. Hans eneste trøst var Mette og hendes datter, Freja. Han hjalp, hvor han kunne: passede barnet, gav sin pension til indkøbene og sørgede for dem, når Mette og hendes mand var på arbejde eller ude. Men så ændrede alt sig.
Mette begyndte at se skævt til ham, når han opholdt sig i køkkenet. Hans hosten irriterende hende. »Far, du har levet nok, lad os andre få lov at leve!« blev et fast udtryk. Snakken om »et behageligt plejehjem med læger og fjernsyn« blev hyppigere. Erik satte sig på bagbenene.
»Mette, det her er min lejlighed. Hvis du synes, det er for trangt, kan du bo hos din svigermor. Hun bor alene i sin treværelses.«
»Du ved udmærket, vi ikke kan sammen. Og hold nu op med det der!« svarede hun skarpt.
»Du vil bare have lejligheden. I stedet for at jage din far ud, så prøv at tjene dine egne penge!«
Hun kaldte ham »egoistisk« og truede med at »finde en løsning«. En uge senere pakkede han sin kuffert. Ikke fordi han ville, men fordi han ikke længere kunne holde ud at føle sig som en ubuden gæst i sit eget hjem. Han gik uden et ord. Mette strålede. Hun var lige ved at bære ham til døren.
På plejehjemmet blev han tildelt en lille stue med et vindue og et gammelt fjernsyn. Erik tilbragte sine dage i haven under himlen, blandt andre, der også var blevet glemt.
»Har dine børn sat dig her?« spurgte en ældre kvinde en dag, da de sad på en bænk sammen.
»Ja, min datter mente, jeg tog for meget plads,« svarede han med knugende sorg.
»Mig også. Min søn valgte sin kone. Jeg blev smidt ud. Jeg hedder Gerda.«
»Erik. Godt at møde dig.«
De blev venner. Sorgen var lettere at bære sammen. Et år gik. Mette ringede aldrig. Kom aldrig på besøg.
En dag, mens han læste, fik en velkendt stemme ham til at fare sammen.
»Erik? Jeg troede ikke, jeg skulle finde dig her,« sagde hans tidligere nabo, Hanne, en læge, der kom for at undersøge beboerne.
»Desværre. Det er et år siden. Ingen vil have mig mere. Ikke et eneste opkald.«
»Mærkeligt Mette fortalte, du havde købt et hus på landet for at slappe af.«
»Jeg ville have foretrukket det Frem for at forfalde her bag de her hegn.«
Hanne rystede på hovedet, forvirret. Efter hendes rundtur vendte hun tilbage. Samtalen gik hende ikke af sinde. To uger senere kom hun med et tilbud:
»Erik, min mors hus i Sønderjylland står tomt. Hun døde sidste år, og vi har solgt hendes ting. Huset er solidt, med en skov og en å lige ved. Hvis du vil have det, er det dit. Jeg kommer ikke tilbage derhen, og at sælge det ville knuse mit hjerte.«
Erik græd. En fremmed tilbød ham det, hans egen datter havde nægtet ham.
»Må jeg bede om én ting mere? Der er en kvinde her Gerda. Hun har heller ingen. Jeg vil gerne, at vi flytter derhen sammen.«
»Selvfølgelig,« smilede Hanne. »Hvis hun er enig, er der ingen problemer.«
Erik løb hen til Gerda:
»Pak dine ting! Vi skal af sted! Et hus i Sønderjylland, frisk luft, frihed. Det bliver godt. Hvorfor blive her?«
»Lad os gøre det!« svarede hun med et glimt i øjn
