En mor skreg: »Du har forrådt mig!« mens faderen forsvandt.
Mor råbte: »Du har forrådt mig!«, mens faderen tav og forsvandt som en skygge.
Mette sov dybt, da telefonen flænsede nattens stilhed. Hun greb røret, hjertet hamrede som en gal tromme.
»Mette!« hendes mors stemme dirrede af fortvivlelse. »Kom! Nu!«
»Mor, hvad er der galt?« Hun vækkede brat, forsøgte at undertrykke angsten. »Har I skændes igen? I har levet sådan hele livet, klare det selv!«
»Der er ingen tilbage at skændes med!« hendes mor græd, stemmen knækkede. »Din far eksisterer ikke mere!«
»Mor er far død?« Mette stivnede, blodet frøs i hendes årer.
»Kom, så kan du se selv!« skreg hendes mor. »Det her skal ikke snakkes om i telefon!«
»Se hvad?« Hun var lige ved at råbe af forvirring.
»Kom!« hendes mor smækkede på.
Skælvende begyndte Mette at klæde på. Hun skyndte sig mod barndomshjemmet i Valby uden at kunne forestille sig, hvad der ventede.
»Mette! Kom nu!« hendes mors stemme lød som en dødsklokke.
»Hvad er der nu?« mumlede hun og gned sine søvnige øjne.
»Hvad er der nu?! Jeg står på kanten, og hun stiller spørgsmål!« hendes mor var ved at bryde sammen.
»Mor, klokken er syv om morgenen, det er lørdag,« prøvede hun at rationalisere, selvom uroen voksede. »Jeg har mine egne planer, børnene, Lars. Sig mig, hvad der er galt, ellers kommer jeg ikke.«
»Du kommer ikke?!« Hendes mor gispede af forargelse. »Jeg betyder intet for dig! Du er ligeglad med min sorg!«
»Mor, du og far har skændes hele jeres liv,« afbrød Mette. »Jeg er træt af at være jeres mellemmand.«
»Din far er væk!« skreg hendes mor, før linjen gik død.
»Hvad er det nu?« gryntede Lars og vendte sig i sengen.
»Noget alvorligt, åbenbart,« svarede hun stille, stadig rystet. »Jeg bliver nødt til at tage derhen.«
»De er utålelige!« Lars eksploderede. »Forstår din mor ikke, at du har din egen familie?«
»Lars, ikke nu. Man vælger ikke sine forældre,« sukkede hun. »Jeg må af sted. Du må passe børnene alene.«
»Som om det er første gang,« knurrede han. »Sig til din mor: hvis hun ringer sådan igen, kræver jeg skilsmisse.«
Mette løftede et øjenbryn:
»Seriøst?«
»Nej, selvfølgelig ikke,« han smilede skævt. »Men måske skræmmer det hende til at fatte det.«
»Hun fatter det ikke,« rystede hun på hovedet og samlede sine ting.
Hele livet havde barndomshjemmet været et slagmark. Hendes mor, Birthe, skreg uafbrudt, mens hendes far, Erik, tav, læberne presset til en tynd streg. Udadtil ignorerede han hendes udbrud, men Mette vidste: indvendig kogte han.
Skænderierne begyndte, da hun var teenager. Først sjældne, så daglige. Hendes mor, med sin skinger stemme, startede scener, der vækkede hele opgangen. Selv de gamle på bænken nedenfor rystede på hovedet: »Hvordan holder han ud? Stakkels mand.«
Ingen spurgte, hvordan Mette overlevede. Udefra så familien perfekt ud: hendes far arbejdede på universitetet, tjente godt, moren passede hjemmet. Men »passed
