Der var en tid, da jeg troede, min kone var den, jeg havde forestillet mig.
“Thorvald, jeg ville ikke sige det på vores bryllupsdag… Men ved du, at din nye hustru har en datter?” Min kollega satte mig fast i bilen med sine ord.
“Hvad mener du?” Jeg nægtede at tro det.
“Min kone så din Rigmor til brylluppet og hviskede til mig: ‘Mon brudgommen ved, hans brud har en datter på børnehjemmet?'” Han stirrede på mig. “Min Dagny er jordemoder. Hun genkendte Rigmor på et lille ar på halsen. Hun siger, Rigmor efterlod barnet, gav det navnet Mathilde og sit eget efternavn måske Mikkelsen. Det var for fem år siden.”
Jeg sad lamslået bag rattet. Sådan en nyhed!
Jeg måtte finde ud af det selv. Jeg ville ikke tro på sladder. Selvfølgelig vidste jeg, Rigmor ikke var en ung, naiv pige hun var 32, da vi mødtes. Hun havde haft et liv før mig. Men hvorfor forlade sit barn? Hvordan kunne man leve med det?
Det tog ikke lang tid at finde børnehjemmet, hvor Mathilde Mikkelsen boede. Direktøren præsenterede en glad pige med et strålende smil.
“Mød vores Mathilde Mikkelsen. Hvor gammel er du, lille ven?”
Jeg kunne ikke overse hendes skeløjede blik. Det gjorde ondt at se. Allerede nu følte jeg mig knyttet til hende. Hun var min elskede kones datter! Min mormor plejede at sige: “Et barn, om end ufuldkomment, er altid en velsignelse.”
Mathilde kom nærmere. “Fire år. Er du min far?”
Jeg tøvede. Hvad svarer man et barn, der ser en far i hver mand?
“Mathilde, vil du have en mor og en far?” Dumt spørgsmål, men jeg ville allerede tage hende med hjem.
“Ja! Tager du mig med?” Hun så på mig med forhåbning.
“Senere, lille mus. Vil du vente?” Jeg kunne græde.
“Ja. Lover du?”
“Jeg lover.” Jeg kyssede hende på kinden.
Hjemme fortalte jeg alt til Rigmor.
“Jeg vil adoptere hende. Det er *din* datter!”
“Spurgte du mig? Jeg vil ikke have hende! Og hun er skeløjet!” Rigmor rasede.
“Jeg får hendes øjne ordnet. Hun er en dejlig pige du vil elske hende!”
Til sidst fik jeg presset hende til at sige ja.
Det tog et år før vi kunne tage Mathilde hjem. Jeg besøgte hende ofte. Vi blev venner. Men Rigmor modsatte sig det hele og ville endda stoppe processen. Jeg overtalte hende til at fortsætte.
Endelig kom dagen, hvor Mathilde trådte ind i vores lejlighed. Alt fascinerede hende. Øjenlægerne rettede hendes syn over halvandet år heldigvis uden operation. Hun blev en kopi af Rigmor. Jeg var lykkelig med mine to skønheder.
Men Mathilde kunne ikke få nok. Hun løb altid med en pose småkager. Rigmor blev irriteret. Jeg forsøgte at holde familien sammen, men…
“Hvorfor tog du hende med? Hun bliver aldrig normal!” råbte Rigmor.
Jeg elskede hende, men min mor havde advaret mig:
“Jeg så hende med en anden mand. Hun er falsk. Du bliver ikke lykkelig med hende.”
Men når man elsker, ser man intet ondt.
Mathilde åbnede mine øjne. Rigmor kunne ikke elske hende.
Engang foreslog en ven: “Mål hende med en skrædders bånd så falder du fra hinanden.”
Jeg prøvede. Jeg elskede hende stadig.
Så blev Mathilde syg. Hun fulgte efter Rigmor med sin dukke Freja. Men Rigmor rev dukken fra hende og kastede den ud ad vinduet.
“Mor, min Freja fryser! Må jeg hente hende?” Mathilde græd.
Jeg løb ned ad trapperne fra ottende sal. Dukken hang i et træ. Sneen på hendes gummiansigt så ud som tårer.
Da jeg kom op, sov Mathilde, rystende. Rigmor læste roligt en bog.
Min kærlighed til hende døde dér. Hun var smuk, men tom som en slikpapir.
Vi blev skilt. Mathilde blev hos mig. Rigmor protesterede ikke.
Senere mødte jeg hende. Hun smøgede:
“Du var kun en trampolin, Thorvald.”
“Du havde glitrende øjne, Rigmor, men en sort sjæl,” sagde jeg roligt.
Hun giftede sig med en forretningsmand.
“Jeg har ondt af ham. Sådan en kvinde burde aldrig være mor,” sagde min mor.
Mathilde savnede hende, men min nye kone, Lina, varme og tålmodighed smeltede hendes hjerte.
Det var ufatteligt for mig at en mor kunne forlade sit barn to gange.
Nu elsker Lina Mathilde og vores søn Simon med hele sit hjerte.
