Min søn er blevet et virkelig rod, og hans kæreste er præcis lige så slem. Jeg er træt af at leve i deres kaos.
Jeg ville aldrig tro, jeg skulle sige det højt, men jeg har fået nok. Nok af beskidt tallerken, gulvet der ikke har set en kost i ugevis, den vedvarende lugt af gammel mad og følelsen af at bo sammen med nogle slaskede kollegier i stedet for i min egen lejlighed. Og alt sammen på grund af min egen søn og hans “elskling”, som har boet her som på ferie i to måneder.
Lasse er 20. Han studerer fjernundervisning, lige færdig med værnepligten, og har fundet et arbejde med det samme. En voksen mand, i teorien selvstændig, betaler sin del af huslejen, ligger ikke bare og dovner. Jeg var stolt af ham. Indtil *den* samtale.
“Mor,” sagde han en dag, “for Freja er det hårdt derhjemme. Hendes forældre skændes hele tiden, smider med ting, hun kan slet ikke koncentrere sig. Må hun ikke blive her et stykke tid, indtil det roer sig? Vi gør ikke noget besvær.”
Jeg fik ondt af hende. Jeg havde mødt hende før sky, høflig, øjnene sænket, blid stemme. Hvordan kunne jeg sige nej? Især når Lasse har sit eget værelse, der er plads nok. Men jeg havde ikke regnet med den “gave”, det ville blive.
De første uger gjorde de en indsats: opvasken ordnet, gulvet fejet, ingen støj. Vi havde endda lavet en ryddedag-plan: lørdag var deres tur, onsdag min. Jeg tænkte, måske var de blevet voksne alligevel. Men tre uger senere gik det helt galt.
Beskidte tallerkener med tørret mad lå i vasken i dagevis, hår og papirposer lå spredt på gulvet. Badeværelset? Shampoopletter, hår i afløbet, sæberester. Deres værelse lignede en hule: tøj overalt, krummer på bordet, sengen aldrig redt. Freja går rundt med en ansigtsmaske og telefonen i hånden, som om hun er på spa, ikke i mit hjem.
Jeg prøvede at tale med dem, at minde dem. Altid det samme: “Vi har ikke haft tid, vi gør det senere.” Men “senere” kom aldrig. Så jeg begyndte at putte moppen og rengøringsmidlerne direkte i deres hænder uden bebrejdelser, i stilhed. Selv det hjalp ikke. Engang tabte de sovs på dugen ikke tørret af. Bare gået. Og igen var det mig, der gjorde rent.
Da jeg kom ind på deres værelse og så det rod, kunne jeg ikke holde mund:
“Generer det ikke jer at bo sådan?”
Lasse, uden at blinke, svarede:
“Genier hersker over kaos.”
Men jeg ser ingen genier i det kaos. Bare to voksne, der synes, det er belejligt at leve som svin og lade mor gøre rent.
Lasse lovede at bidrage indkøb, regninger. I virkeligheden betaler han kun for strøm og vand. Indkøb, én gang om ugen, men sushi, pizza og andet bestilles næsten hver dag. De tilbyder mig noget, men det varmer ikke mit hjerte køleskabet står tomt. For de penge kunne vi have mad til hele ugen.
Freja arbejder ikke, hun studerer. Hun får SU, men har ikke lagt en eneste krone til mad eller rengøring. Alt går til småting. Da jeg foreslog at justere udgifterne, bare lidt hjælp, trak hun bare på skuldrene, fornærmet.
Jeg opdragede Lasse alene. Hans far forsvandt før han blev født. Mine forældre hjalp, jeg arbejdede dobbelt, sparede, gjorde alt for ham. Jeg har aldrig bebrejdet ham noget. Og jeg vil ikke begynde nu. Men at se min lejlighed blive til et huler, det kan jeg ikke holde til.
Jeg prøvede at tale roligt. En gang, to, tre Nu er det klart: de ændrer sig ikke. De tror, jeg er en gammel kælling, der burde være taknemmelig for, de overhovedet gider bo under samme tag.
To måneder har jeg holdt ud. Men nu er det nok. Jeg siger det rent ud: enten tager I jer sammen, eller også må I flytte på kollegie. Måske forstår I der, hvad det vil sige at respektere andres arbejde og plads.
For jeg er træt af at være deres rengøringsdame. Jeg vil endelig leve i fred, uden stress, uden opvask der når loftet, og uden sokker i køkkenet.
Hvad ville I gøre? Skal jeg risikere et skænderi med min søn? Eller bare blive ved med at ignorere kaoset i en lejlighed, jeg har bygget op fra bunden?
