Min søn har hele mit liv været min ven og min støtte, men efter hans bryllup blev vi fremmede for hinanden.
Min søn har altid været min allermest fortrolige. Men efter han blev gift, ændrede alt sig.
Jeg havde aldrig troet, at mit barn kunne forandre sig så meget under en andens indflydelse. Min eneste søn, Mads, var altid en guldgrube høflig, omsorgsfuld, altid klar til at hjælpe. Sådan voksede han op, og sådan forblev han som voksen. Indtil han mødte hende Sofie. Før deres bryllup var vi uansetlige: Vi sås ofte, talte i timevis om alt og intet, delte sorger og glæder, støttede hinanden. Selvfølgelig inden for rimelighedens grænser jeg blandede mig ikke mere end nødvendigt. Men alt kollapsede, da hun trådte ind i hans liv.
Til deres bryllup fik Sofie og Mads en ny 1-værelses lejlighed i hjertet af Aarhus, en gave fra hendes forældre. Renoveret, lyst, deres eget lille hjem. Jeg blev aldrig inviteret ind, men Mads viste mig billeder på sin telefon: lyse vægge, nye møbler, en hyggelig atmosfære. Efter min mands død havde jeg ingen opsparing tilbage, så jeg besluttede at give dem det meste af mit smykkeskrin guldkæder, ringe, øreringe, samlet gennem årene. Jeg sagde til Sofie: *”Hvis du vil omsmelte dem, har jeg intet imod det.”* Jeg ville bare hjælpe dem i starten af deres liv sammen.
Men Sofie Hun viste sin sande natur hurtigt. En kvinde med bid skarp som en kniv. Jeg lagde mærke til, hvordan hun nærstuderede konvolutterne med kontanter fra brylluppet, hendes nysgerrighed på, hvor meget der var i hver. På den ene side kunne det have gjort hende til en god hustru, men på den anden man skulle være på vagt. Nutidens kvinder ser ofte deres mænd som pengepungge, bruger deres penge som deres egne, går så fra dem, tager halvdelen, og finder et nyt bytte. Jeg ønsker ikke Mads sådan en skæbne, men bekymringen æder mig indefra.
Seks måneder efter brylluppet sagde Sofie, at hun ikke ville have børn endnu. *”Ikke nu,”* sagde hun, *”i den lille lejlighed, det er umuligt.”* Hun slog ud med armene: *”Hvad skal vi gøre? Jeg vil ikke optage lån, og vi ved ikke, hvornår vi kan købe noget større. Mads er ikke direktør endnu.”* Hun tænkte højt, men jeg hørte beregningen i stemmen. Og jeg bor i det hus, min afdøde mand begynte at bygge. Det står ufærdigt, med huller i væggene. Om vinteren er der isnende koldt min pension rækker ikke til opvarmning. Og så sagde Sofie: *”Sælg huset, køb en lille lejlighed til dig selv, og giv os resten til et nyt hjem. Så kan vi tale om børn.”*
Forstår I, hvad det betyder? Hun vil have, at jeg, gammel og svag, skal flytte i en skufferum, mens de tager det bedste. Og hvem ved måske ville de endda tage min bolig og sende mig på plejehjem. I starten overvejede jeg at give efter hvis bare de ville hjælpe mig økonomisk en gang om måneden. Men nu? Aldrig i livet! Med en som Sofie skal man være på sin vagt fra hende kan man forvente alt.
Efter den samtale kom Mads forbi flere gange. Han antydede forsigtigt, at hendes idé ikke var så dårlig: *”Hvorfor har du brug for et stort hus? Det ville være nemmere i en lejlighed, med lavere udgifter.”* Jeg stod fast: *”Byen vokser, om 5-10 år vil husene stige i værdi. Min grund er ikke længere i udkanten at sælge nu ville være tåbeligt.”* En dag foreslog jeg: *”Lad os bytte. De kunne bo i mit hus, og jeg i deres lejlighed. Det er jo det samme, ikke?”* Men Sofie sagde nej. Hun kunne ikke lide, at huset krævede renovering, mens jeg ville bo bekymringsfrit i deres nye lejlighed. Hun skal have komfort, selvom mit tilbud var bedre. Sådan er hun og der er intet at gøre.
Så blev jeg syg. Alvorligt syg. Sengebundet, ude af stand til at rejse mig feber, hoste, pinefuld hovedpine. Jeg ringede til Mads og bad ham komme, handle ind, bringe medicin. Jeg vidste, de unge havde travlt, men jeg havde ikke kræfter til at lave mad selv ikke at koge vand. Engang ville jeg aldrig have troet, han ikke ville droppe alt for at komme. Men nu? Han kom først næste dag. Han lavede en kop *”Panodil”-pulver*, satte en åben æske smertestillende på bordet, sandsynligvis for gamle, trak på skuldrene og gik. Heldigvis var det en veninde, der reddede mig hun kom med suppe, medicin, alt hvad jeg havde brug for. Hvad hvis hun ikke var der? Hvad var der blevet af mig?
Min søn var mit lys, min støtte hele mit liv. Jeg stolede blindt på ham han var mere end en søn, en ven, en del af mig. Men ægteskabet udslettede alt. Vi er blevet fremmede, og jeg er magtesløs til at ændre det. Han er mit eneste barn, min kærlighed, min stolthed, men nu ser jeg det: hans hjerte er ikke lige her mere. Han valgte hende. Sofie stillede sig mellem os som en mur, og jeg blev stående på den anden side alene, forladt, unødvendig. Fornuften siger: båndet er brudt. Det er tid til, at han vælger mor eller kone. Og valget er tydeligt som dagen. Men mit hjerte håber stadig, at han vil huske, hvad jeg har været for ham, at han vil vende tilbage. Alligevel smelter dette håb som sne for fremmed sol hver eneste dag.
