“Det spiser jeg ikke,” sagde svigermoren og så med afsky på mættet suppe.
“Jeg gider ikke spise det der,” knurrede hun og skar en grimasse, som om der lå en pose skrald på bordet.
“Hvad er det?” spurgte Agnete og kneb næsen sammen.
“Grønlangkål,” forklarede svigerdatteren, Freja, med et smil. Hun løftede låget af den blomstrede suppeterrine og hældte en portion varm, grøn suppe op. “Det er virkelig en fornøjelse at lave mad med grøntsager fra ens egen have.”
“Jeg ser ingen forskel,” svarede Agnete hånligt. “Men det kræver da også en masse arbejde at have en have!”
“Det gør det da,” grinede Freja venligt. “Men når det er en hobby, er det kun hyggeligt.”
“Det er jo *din* hobbyikke noget, du er tvunget til,” fnøs Agnete og kneb læberne sammen. “Hvem har du lavet alt det her til?”
“Til os. Der er ikke så meget. Bare nok til et par måltider.”
“Jeg spiser den søle ikke,” protesterede svigermoren og viftet afværgende med hænderne. “Hvad er det overhovedet for noget ugenkendeligt rod?” Hun lavede en krampeagtig grimasse og holdt hånden for munden, som om hun var ved at kaste op.
Freja sukkede og så op i loftet.
Hun havde mødt Agnetes søn, Mikkel, for halvandet år siden. De var blevet forelskede som teenagere på disk, og en måned senere stod de i rådhuset uden et stort bryllup.
Med de sparede penge havde de investeret i deres fælles drøm: et lille landsted, som de langsomt gjorde til deres eget.
Indtil da havde Freja kun mødt Agnete fire gangelige så mange gange som Mikkel. Tre af gangene var det hende, der havde overtalt ham til at besøge sin mor i højtiden.
Agnete havde altid set sønnens ægteskab som en midlivskrise. Men hun havde ingen magt over sin voksne søn, så hun måtte vente på, hvad hun troede var en naturlig og logisk afslutning.
Men den udeblev, og det begyndte at irriterer hende.
Hun forstod ikke, hvad Mikkel så i den “almindelige tøs,” og hun spekulerede på, hvordan Freja havde forhekset ham.
Han var en flot fyr, omgivet af langt mere passende og smukke kvinder.
Desuden var Agnete bymenneske til fingerspidserne og havde opdraget Mikkel på samme måde. Hendes moderinstinkt sagde, at han nok allerede var træt af det landlige liv. Et lille skub, og alt ville vende tilbage til normalt.
Efter sådan en bitter erfaring var hun sikker på, at han endelig ville finde en partner, der kunne have et ægte forhold til hende.
Men hun måtte skynde siginden den snu Freja fangede ham med et barn!
Agnete havde en plan: Hun ringede til Freja og inviterede sig selv, fordi hun ikke var blevet inviteret til husets indvielse.
Freja mindede hende om, at hun havde inviteret hende to gange over telefonen, men Agnete havde altid afvist med undskyldninger. Agnete viftede det væk og insisterede på at besøge sin søn.
To dage senere stod hun i et lyst og rummeligt stue og kunne knap skjule sin forargelse.
Hendes sønligesom hun og hans afdøde farhadede grønne supper! I deres familie var det kun tilladt at spise mad, man kunne genkende.
Hvordan kunne Mikkel lade Freja overtage så hurtigt?
Var hun en heks?
Agnete følte en isnende angst. Hun afviste straks den tarvelige tanke, at Freja holdt fast i Mikkel med sengemål.
Freja og tricks?
Umuligt!
Det måtte være trolddom!
Hvordan kunne han ellers spise den søle?
Agnete sendte Freja et hadefuldt blik.
Hun spillede hellig, mens hun langsomt “myrdede” sin mand.
“Hvad er der ugenkendeligt ved det?” spurgte Freja, der lod som om hun ikke lagde mærke til svigermorens dramatik, mens hun fyldte en tallerken mere. “Det er simpelt: grønkål, løg, gulerødder og en smule fløde. Jeg blev lige lidt kort i kartoflerne, men de kommer næste gang. Og så frisk persille fra haven!”
“Nå, men spis du din grønne mos!” fnøs Agnete og viftede igen.
“Du kunne virkelig også bruge det i din alder. Fibrene er godt for fordøjelsenog en sund mave gør sin ejer glad!”
Agnete blev rød af vrede, men svarede ikke og fortsatte i stedet:
“Hvorfor tvinger du Mikkel til at spise det?”
Freja blinkede forvirret.
“Han siger jo, han kan lide det.”
“Hvad skal en mand gøre, når der ikke er andet at spise?”
“Lave noget andet? Bestille mad? Gå til naboens? Besøge sin mor?” Freja listede op med et smil.
Ved den sidste kommentar blev Agnete endnu rødere.
“Vær ikke sarkastisk! Du kunne i det mindste spørge mig, hvad han kan lideaf politiskabt.”
“Agnete, jeg har spurgt ham direkte. Han er voksen nok til at sige det selv. Han siger, han kan lide alt.”
“Han lyver! Kan du ikke se det? Først ville han ikke gøre dig ked af det. Nu tvinger han sig selv!”
“Nåh,” sukkede Freja og trak på skuldrene. “Suppen er lavet, vi smider den ikke ud. Så må han bide det i sig. Vil du ikke også støtte ham?”
“Hvad?!” Agnete gloede på hende.
“Ikke? Ærgerligt. Jeg er sikker på, din søn ville sætte pris på din solidaritet.”
“Du”
“Freja! Vi er hjemme!” lød Mikkels muntre stemme fra entreen.
Ind kom en hvid, dunet sky med fire ben, der gøede glad.
“AAAAH!” råbte Agnete og gemte sig bag Freja.
“Bare rolig, det er Luna. Hun bider ikke. Og hun er pænt opdraget,” beroligede Freja og lænede sig ned. Hunden stoppede med det samme og satte sig. “God pige.”
“Hvorfor lukker I naboens hund ind?” hviskede Agnete chokeret.
“Naboens? Hun er vores. Og hun bor indenfor, fordi hun er et husdyr.”
“Indendørs?! Det er usundt!” protesterede Agnete. “Og Mikkel kan ikke udstå hunde!”
“Nej, mor, det er *dig*, der ikke kan lide hunde. Hej,” sagde Mikkel og kom ind i stuen. “Perfekt timinglige til frokost.”
“Min dreng!” Agnete blev stående og ventede på et kindkys, men Mikkel nøjedes med et kort knus, mens Freja fik et blødt kys på munden.
“Så, skal vi spise?” Mikkel snusede lykkeligt i luften.
“Gerne, Mikkel, men der er ikke rigtig noget.”
“Hvad mener du med ‘ikke noget’?”
“Der er kun mad til svin. Forresten, du har aldrig fort”Og i øvrigt,” sagde Mikkel og lukkede døren bag sin mor, “så er det faktisk os, der er blevet forhekset af frihed og lykke.”
