Smerten i ryggen stoppede hende ikke, da hun gik hen for at åbne døren.
Agnete tørrede sine fugtige hænder og sukkede over sine ømme rygmuskler, mens hun gik mod døren. Nogen bankede forsigtigt på allerede for tredje gang. Hun havde været optaget af at pudse vinduerne og nåede ikke straks at komme til døren. Udenfor stod en ung pige, sød, men bleg med trætte øjne.
“Agnete, de siger, at du måske har et værelse til leje?”
“Åh, de naboer! Altid sender de folk hen til mig. Jeg lejer ikke værelser ud, det har jeg aldrig gjort.”
“Men de sagde, du har tre værelser.”
“Og hvad så? Må jeg ikke bare bo i fred? Jeg er vant til at være alene.”
“Nå, undskyld.” Pigens stemme blev mindre. “De sagde, du var troende, så jeg tænkte…”
Pigen vendte sig og begyndte at gå ned ad trappen. Skuldrene dirrede, og hun skyndte sig at tørre øjnene.
“Skatter, kom tilbage! Jeg har ikke sagt nej endnu! I unge nu til dags så lette at få i gråd. Kom indenfor, lad os snakke om det. Hvad hedder du? Vi kan vel være dus?”
“Ida.”
“Ida? Har du altid elsket havet, lille ven?”
“Jeg har ingen far. Jeg er forældreløs. Ingen mor heller. De fandt mig i en opgang som baby, kun få uger gammel.”
“Nå, men lad nu være med at blive stødt. Kom, vi tager en kop te og taler sammen. Er du sulten?”
“Nej, jeg købte en bolle.”
“En bolle! Åh, I unge, I tænker ikke på jer selv, og så får I mavesår, når I bliver tredive. Kom nu, der er ærtesuppe på komfuret. Vi varmer også teen. Jeg har masser af syltetøj. Min mand døde for fem år siden, men jeg køber altid for to af gammel vane. Vi spiser, og så hjælper du mig med at pudse det sidste vindue.”
“Agnete, kan jeg ikke lave noget andet? Jeg bliver svimmel jeg er bange for at falde ud af vinduet… Jeg er gravid.”
“Nå, det var da noget! Har du været uforsigtig?”
“Hvorfor tror du straks det? Jeg er gift. Mads, fra samme børnehjem som mig. Han er i militæret nu. Han fik orlov for nylig, og så… Da værten fandt ud af, jeg ventede barn, blev jeg smidt ud. Jeg har en uge til at finde et nyt sted. Vi boede ikke langt herfra, men… situationen…”
“Situationen…” Agnete sukkede. “Hvad skal jeg gøre med dig? Vi flytter min seng ind i Pouls værelse. Okay, du kan få mit. Jeg tager ingen penge fra dig så bliver jeg vred. Gå nu og hent dine ting.”
“Jeg skal ikke langt. Alt, Mads og jeg ejer, er i en taske nede i opgangen. Ugen er gået, og jeg har allerede været flere steder henne i dag med mine ting.”
Så blev de to… Ida fortsatte sin uddannelse som syerske. Agnete havde været på førtidspension i årevis efter en alvorlig togulykke, så hun holdt sig hjemme, strikkede kniplinger, kraver og barnesko og solgte dem på torvet. Hendes ting solgte godt fine som havets skum, lette og luftige. Pengene manglede ikke. En del kom også fra salg af grøntsager i haven. Om lørdagen arbejdede de sammen i haven. Søndag gik Agnete i kirke, mens Ida læste og svarede på breve fra Mads. Hun gik sjældent med i kirke, klagede over hovedpine og svimmelhed.
En lørdag, da de arbejdede i sommerhuset efter høsten, forberedte de jorden til vinteren. Ida blev hurtigt træt, og Agnete bad hende gå ind og hvile sig og høre de gamle plader, hun og manden havde købt i sin tid. Efter at have raget joven lagde den kommende mor sig til at slappe af. Agnete kastede tørre grene på bålet, da hun pludselig hørte Ida råbe: “Mor! Mor! Kom hurtigt!” Med bankende hjerte, glemt smerter i ben og ryg, løb Agnete ind til sommerhuset. Ida holdt om maven og skreg. Hurtigt fik de naboens hjælp, og i maksimal hast kørte de mod fødeklinikken i en gammel Volvo. Ida stønnede: “Mor, det gør så ondt! Men det er for tidligt, det skulle først være i januar! Mor, bed for mig, du kan det!” Agnete græd og bad uafbrudt.
Ida blev båret ind på en båre, mens naboen kørte den grædende Agnete hjem. Hele natten bad hun til Vor Frue for, at barnet måtte overleve. Næste morgen ringede hun til klinikken.
“Det går godt med din datter. Hun kaldte konstant på dig og Mads, græd, men faldt så i søvn. Lægen siger, der er ikke længere risiko for abort, men hun skal blive her nogle uger. Og hendes blod er lavt sørg for, hun spiser ordentligt og hviler.”
Da Ida kom hjem, talte de længe, helt til midnat. Hun talte kun om Mads.
“Han er ikke fundet som mig. Han er forældreløs. Vi har altid været sammen på børnehjemmet. Venner siden skolen, så forelskede. Han er så omhyggelig. Det er mere end kærlighed, tror jeg. Vil du se hans billede? Her, den anden fra højre. Han smiler…”
“En flot dreng…” Agnete ville ikke gøre Ida ked af det. Hun skulle have nye briller, og soldaterne på billedet var så små. Hun kunne knap nok skelne ansigterne. “Ida, hvorfor kaldte du mig ‘mor’ i haven?”
“Åh, det glemte jeg. Af skræk, gamle vaner fra børnehjemmet. Der er alle voksne far og mor, fra direktøren til vvs’eren. Jeg var næsten stoppet, men når jeg bliver bange, falder jeg tilbage. Undskyld.”
“Jeg forstår…” Agneste sukkede.
“Tante Agnete, fortæl om dig selv. Hvorfor er der ingen billeder af din mand eller børn? Har du ingen børn?”
“Nej, ikke nu. JAgnete tog Idas hånd og smiledt gennem tårerne: “Min kære, familien findes ikke kun i blodet, men i de hjerter, der elsker hinanden uden betingelser.”
