**Dagbog**
Jeg satte min mands frække søster på plads.
“Mor sagde, at restauranten er bekræftet,” sagde Mathilde afslappet, mens hun ignorerede spændingen i Karinas stemme. “Og hvad med pengene? Har du og Jakob overført det hele?”
Karina tøvede et øjeblik, men Mathilde fortsatte:
“Det er jo ikke en stor sum. Jeg har selv overvejet at lægge til, men med alle mine udgifter… Det er jo til mor, forstår du?”
“Vent,” afbrød Karina og forsøgte at holde roen. “Vi har aldrig aftalt det. Jakob har ikke sagt noget.”
“Åh, du ved jo, hvor dårlig han er til at huske,” grinede Mathilde, som om det var helt normalt. “Jeg sagde til ham, det ville koste omkring 300.000 kroner. Ikke så galt for sådan en fest, vel?”
Ordene lød, som om beslutningen allerede var taget. Karina knugede telefonen og mærkede vreden vokse.
“300.000?” gentog hun langsomt, næsten hviskende.
“Ja, jeg fik endda rabat! Der er kager, service, du skal bare se. Mor vil elske det. Bare slap af, jeg har allerede lagt udbetalingen. Jakob sagde, I ville overføre resten.”
Mathilde lagde på uden at vente på svar.
Karina sad stille og stirrede på telefonen. En knude i halsen, én tanke i hovedet: *Altid den ensrettede transaktion.*
***
Aftenen i køkkenet føltes anspændt. Jakob åbnede køleskabet, tog en øl og mumlede uden at se på Karina:
“Mathilde sagde, du ikke ville give penge til restauranten.”
Karina stivnede.
“Ville ikke? Sagde hun det?” Hun rejste sig og kæmpede for at holde stemmen rolig. “Har jeg nægtet? Jeg anede ikke engang noget, før hun ringede og præsenterede det som en færdig sag.”
Jakob drejede sig og rynkede panden.
“Slap nu af, hun gør det jo ikke for sig selv. Mor har ikke fødselsdag hvert år.”
“Og er det normalt, at vi skal betale? 300.000, Jakob! Er det normalt?”
Han trak på skuldrene og så væk.
“Det er jo til mor. Hvad vil du have? Mathilde har styr på det.”
Karina gryntede.
“Selvfølgelig har hun styr på det med andres penge. Forstår du ikke, hvorfor jeg er træt af, at du bare nikker? Har vi snakket om det? Nej. Hun beslutter, og du følger blindt.”
“Hold op,” viftede Jakob og tog et glas. “Hun prøver bare at gøre sit bedste.”
“For hvem? For os? For mor? Eller for sig selv?” Karina hævede stemmen, men sænkede den igen for ikke at vække deres søn. “Jakob, jeg kan ikke mere. For hende handler det kun om at få, overføre, betale. Og så forsvinder hun, som ingenting er sket.”
Han tav og stirrede på glasset.
“Hvad vil du have mig til at gøre? Sådan er hun bare. Tal med hende, hvis du vil.”
“Det har jeg prøvet,” sagde Karina skarpt. “Og ved du, hvad hun sagde? At det var vores pligt.”
“Og hvad forventede du? Hun står for det hele alene. Måske har hun det sværere end os.”
“Står for det?!” Karina eksploderede. “Jakob, hun udnytter alle omkring sig. Og du opmuntrer hende!”
Samtalen døde. Jakob trak på skuldrene, mumlede nogte uforståeligt og forlod rummet.
***
Næste morgen startede med en uventet opringning. Karina tog den uden entusiasme.
“Hej Karina! Er du travlt?” Mathilde lystefuld.
“Jeg hører,” svarede Karina køligt.
“Hør, jeg har brug for hjælp. Jeg er startet et projekt med min nabo en webshop, du ved, mulighederne nu til dags. Jeg skal betale noget, og jeg har ikke noget lige nu. Kunne jeg låne dit kort? Det er midlertidigt, bare et par dage.”
Karina stoppede op.
“Mathilde,” sagde hun fast, “er du seriøs? Mit kort?”
“Ja! Hvorfor ikke? Du ved, jeg er forsigtig. Jeg betaler tilbage, lover det.”
“Nej. Det er ikke til diskussion.”
Tavshed i den anden ende.
“Jeg forstår dig ikke,” Mathildes stemme var usikker. “Det er bare et kort. Hvorfor siger du nej?”
“Fordi min tryghed er vigtig. Og mit kort også.”
“Karina, stoler du ikke på mig?” Mathilde lød forarget. “Vi er familie.”
Karina bed tænderne sammen.
“Vi er færdige her. Jeg har ting at passe.”
Hun lagde på og følte både lettelse og vrede. Mathilde tog for langt.
Da Jakob kom hjem, vidste Karina, samtalen ville blive svær.
“Jakob,” begyndte hun roligt, “din søster ringede igen.”
Han tog skoene af uden at se på hende.
“Og?”
“Hun spurgte om mit kort. Til et af sine projekter.”
Jakob standsede og så overrasket på hende.
“Hvad svarede du?”
“Selvfølgelig nej.”
“Hvorfor kunne du ikke hjælpe hende?” Han lød irriteret. “Det er Mathilde.”
Karina sukkede og kæmpede for ikke at råbe.
“Jakob, kan I ikke skelne mellem en forespørgsel og frækhed? Kan hun ikke klare det selv?”
“Karina, det er ikke millioner. Du overkomplicerer alt.”
Hun stirrede vantro.
“*Jeg* overkomplicerer? Det er hende, der tror, det kan fortsætte uendeligt.”
Jakob tav og mumlede:
“Hun havde bare brug for hjælp.”
“Og så forsvinder hun, og vi står med regningen.”
Han viftede afværgende og gik.
Karina blev siddende, følende noget knække indeni. Hun orkede ikke mere. Mathilde ødelagde deres liv.
Hele aftenen tænkte hun på en løsning. En plan tog form: Rolig, rationel og endelig.
***
Ugen efter var de til familiefest hos Jakobs forældre. Næsten alle var der: Bedstemor, onkler, tanter, fætre og kusiner. Mathilde var som altid i centrum og pralede af sine “fremtidsplaner.” Karina iagttog roligt.
Jakob sad ved siden af, anspændt, som om han forventede ballade.
“Så,” fortsatte Mathilde, “vi starter en fed webshop. Selvfinansieret, I ved, hvor svært det er nu.”
Karina hostede for at fange opmærksomheden.
“Mathilde, nævner du, at dit projekt involverer andres penge?”
Stilhed ved bordet. Mathilde blinkede.
“Hvad mener du?”
“Du bad om mit kort til ‘midlertidige udgifter.’ Og Jakob gav dig penge til bilen. Har du betalt tilbage?”
Mathilde rødmede.
“Det er detaljer. Hvorfor bringe det op her?”
Karina blinkede ikke.
“Det er ikke detaljer, når du systematisk lever af andre.”
“Jeg forstår ikke din vrede.” Mathilde forsøgte at smile. “Vi er familie.”
“Familie,” sagde Karina stille, “betyder også at respektere hinandens grænser ikke bare at tage.”
